Stigning i had-kriminalitet mod Europas kristne
Angrebene bliver mere ekstreme, og antallet af eksempler på hadkriminalitet mod kristne er øget med 44 procent det seneste år.
Det er konklusionen i den seneste årsrapport fra NGO’en Observatory on Intolerance and Discrimination Against Christians (OIDAC).
Episoder i 30 lande
I rapporten nævnes 749 tilfælde af hadkriminalitet mod kristne i 2022. Der er dog ifølge OIDAC et stort mørketal, fordi mange hændelser af denne art hverken bliver anmeldt eller omtalt i medierne. Rapportens eksempler på hadkriminalitet mod kristne har fundet sted i 30 forskellige europæiske lande. Blandt disse nævnes 38 tilfælde af fysiske overfald, som blandt andet indebar, at tre kristne blev myrdet.
Mellem 2021 og 2022 har der også været en stigning i antallet af brandstiftelser, og stadig flere hadforbrydelser mod kristne begås af radikaliserede personer fra ideologiske, politiske eller religiøse grupperinger.
Drab i spansk kirke
Et af de voldelige overfald fandt sted i januar 2023 i to kirker i Algeciras i det sydlige Spanien. ”Død over de kristne!” og ”Allah er stor!” råbte en 25-årig mand fra Marokko, idet han gik til angreb med en machete. En person blev dræbt og fire – hvoraf en var præst – blev såret ved angrebet.
Kristnes ytringsfrihed
OIDAC advarer blandt andet om, at bøn og samtaler i visse tilfælde kan blive kriminaliseret. Et eksempel på dette er anholdelser af abortmodstandere, som beder uden for abortklinikker, som det er sket i Storbritannien. OIDAC-rapporten nævner også store problemer med religionsfriheden i forbindelse med det russiske angreb på Ukraine. Det fremgår således, at Rusland regelmæssigt har lukket kirker og pågrebet præster. Samtidig foregår der diskrimination af russisk-ortodokse troende i flere europæiske lande.
Mens der foregår stadig mere hadkriminalitet mod kristne i Europa, er de europæiske medier tavse både om problemet i nærområdet og om de langt mere alvorlige overgreb og folkemord mod kristne, som fx. rammer kristne i Nigeria og Armenien. Europæiske institutioner gør heller ikke nok for at løse problemerne, påpeges det i rapporten fra OIDAC.