Hvad siger Bibelen om kongedømmet?

Bibelen siger meget om kongedømmet som styreform, og vi gør klogt i at lære af dens undervisning!

I Det Gamle Testamentes tid var en konge suveræn og autonom, så ingen turde udfordre hans lederskab eller autoritet. I dag er kongedømmet, som vi kender det, helt anderledes, så kongerne kan siges at have mere indflydelse end magt over de ’riger’, de ’regerer’. Bibelen er dog tidløs, og de erfaringer om kongedømmet, som er optegnet på dens sider, er lige så relevante i dag, som de var det for tusinder af år siden, hvis vi er villige til at lære af dem.

De fleste bibelske kongeriger var monarkier, der konstant kæmpede enten for at beskytte deres kongeriger eller udvide dem ved at besejre andre konger og annektere deres områder. Det første betydningsfulde kongerige var Ægypten, som på grund af sin magtfulde farao gjorde Guds udvalgte folk – Israel – til slaver og undertrykte dem i omkring 400 år.

Som svar på israelitternes bønner og efter en overnaturlig magtdemonstration udfriede Gud dem ved den store befrier, Moses. Vi læser i 2. Mosebog 19,6, at i den tredje måned efter udvandringen fra Egypten gjorde Gud det klart for israelitterne, at han ønskede, at de skulle være hans folk og regeres af ham. Og på det tidspunkt var de glade og beærede over det.

Desværre havde israelitterne efter yderligere 400 år fuldstændig glemt undertrykkelsen i Egypten og den troskab, de havde lovet Gud som deres konge. Først blev de ledet af 12 på hinanden følgende dommere, som alle var udvalgte af Gud, altså deres virkelige leder. Men på profeten Samuels tid begyndte israelitterne at kræve en konge. Hvorfor gjorde de det?

Israelitterne sagde, at de gerne ville være som de andre nationer omkring dem, noget som Gud specifikt havde bedt dem om at lade være med i Tredje Mosebog 20,23. Idet de ignorerede Guds anvisninger, krævede de en konge af Samuel: ”Til sidst mødtes Israels ledere i Rama for at diskutere sagen med Samuel. „Hør her,” sagde de. „Du er blevet gammel, og dine sønner er ikke som dig. Giv os en konge, sådan som de andre folk har” (1 Sam. 8, 4-5).

Samuel var naturligvis utilfreds med den afvisning, han følte, efter i næsten 40 år at have været deres trofaste leder. Men Gud forsikrede Samuel om, at det ikke var ham, der var den afviste. Gud bad Samuel give israelitterne deres konge, men ikke uden at advare dem om, at en konge ville regere, som om han ejede dem, deres familier og deres lande.

Det ville føre til undertrykkelse – ikke ulig den, folket havde oplevet i Egypten, før han førte dem ud med sin mægtige hånd (1 Sam. 8, 6-9). Men det virkede, som om israelitterne havde besluttet sig, og de trodsede Gud i deres stædighed. Så de fik, hvad de bad om, og endnu mere. Saul blev den første konge af Israel som én nation under Gud. Imidlertid var han uansvarlig og egoistisk, og hans liv advarer os om den tragedie, der opstår, når en konge søger at opfylde sine selviske behov uden for Guds beskyttende love. Og konsekvenserne rammer kongens undersåtter.

Den bedst kendte bibelske konge var David, den næste konge, som Samuel salvede. Han regerede Israel i 40 år. Hans hemmelighed for succes i Guds og folkets øjne beskriver Gud i ApG 13,22 med ordene: ”David, Isajs søn, er en mand, jeg kan stole på. Han vil gøre min vilje i alle ting.’’ Heri ligger hemmeligheden bag en konges succes – at være en mand, der søger at kende Guds hjerte og adlyde hans vilje.

Dette fik David til at tage sit ansvar alvorligt – at bringe sin forvildede nation tilbage til Gud og selv fortjene deres loyalitet. Som hersker tog han gode beslutninger og søgte Gud. Alligevel var hans personlige liv fyldt med nogle få dårlige beslutninger, der påvirkede kommende generationer. Hans valg om at begå utroskab, som er optegnet i 2. Samuel 11, satte en plet på hans karakter, som altid har været koblet til historien om hans liv.

Hvor sand er advarslen i Prædikeren 10,1: ”Et par døde fluer kan få en hel flaske parfume til at stinke, og en smule tåbelighed kan overdøve mange visdomsord.” Vi lærer af David, at når en konge falder, kan en oprigtig tilståelse og omvendelse hjælpe med at få hans liv tilbage på sporet, selvom den ukloge adfærd stadig vil have konsekvenser.

Kun tre konger senere blev Israel delt i to under Salomons søn Rehabeam. Hvad var grunden? Høje skatter og undertrykkelse, præcis som Gud forudsagde i 1. Samuels Bog kapitel 8. De fleste bibelske konger var generelt inkonsekvente. Ind imellem stolede de på Gud, men til andre tider tog de sagen i egne hænder, hvilket førte til, at folket fulgte andre guder. Og det endte aldrig godt.

Gud viste barmhjertighed ved at sende sine profeter til de vildfarne konger for at advare dem om at komme tilbage på sporet. Når de så gjorde det, var det ikke kun til deres egen fordel, men også til fordel for det folk, de ledede. Imidlertid blev disse profeter ofte kastet i fangehullet for at hindre dem i at tale Guds sandhed og advare hans folk.

Dette viser, at konger bare er almindelige mænd. Men vi lærer af konger som Hizkija (Ezekias), der regerede med guddommelig vejledning fra profeten Esajas, at Gud griber ind på vegne af dem, der ærer ham. Hizkija forblev loyal og lydig over for hårde fjender, der udfordrede hans tro på den levende Gud. På grund af dette læser vi i 2. Kongebog 19,35, hvordan han oplevede en af de mest overnaturlige militære sejre, der er registreret.

Uden at en eneste af hans soldater gik i kamp, udslettede en Guds engel de assyriske hære. Der står om ham i 2. Kongebog 18,5: ”Hizkija havde en usædvanlig stor tillid til Herren, Israels Gud, ja, hverken før eller efter ham har der i Juda været en konge, som i den henseende kan måle sig med ham.” Vi læser om flere andre konger i bibelsk tid. Josias var den store reformator, vi læser om i 2. Kongebog 22.

Omri og Akab var onde konger, som vi læser om i 1. Kongebog 16. Omri byggede Samaria og kompromitterede sine forfædres tro, mens Akab levede i åben trods mod Gud og ledede folket til grov afgudsdyrkelse. Han opnåede titlen som den ondeste konge, der nogensinde regerede i Israel. Bibelens fortælling viser os klart, at de konger, der ærede Gud, bragte deres folk fred og sikkerhed, men de konger, der vendte sig bort fra Gud, bragte dyb og forfærdelig ulykke over deres folk.

Der er meget, vi kan lære af disse kongers liv og handlinger i Bibelen, og disse lektioner kan have en stærk indflydelse på os og folk omkring os, selv i vores postmoderne æra. Jeg så engang en dokumentar om Danmarks historie, og det slog mig som et stort vidnesbyrd om Danmarks kristne arv, at Kong Frederik III fik tegnet en speciel krone til sin søn Christian V med et kors øverst på kronen.

Hans tanke bag dette var, at selvom herskeren havde absolut magt, var korset over kronen en påmindelse om, at han var ansvarlig over for Gud for, hvordan han brugte sin magt. Jeg husker stadig en sætning, som kommentatoren brugte i dokumentaren: ”I Danmark er kun Korset over Kronen.” Det er en stor tanke, hvis den altså gælder også i dag.

Men kongemagten er i dag mere symbolsk end en reel magt. De kongelige har dog stadig en enorm indflydelse på folkets hjerter, og da Dronningen har brugt denne indflydelse til at holde sit folk fokuseret på deres kristne arv og historie, forventes det naturligvis af den nye konge, at han gør det samme. Dronningen har bestemt et personligt forhold til Kongernes Konge, og hun har derfor kunnet og været villig til at tale om sin tro med overbevisning og uden frygt.

Vi beder om, at det samme må gælde for den nye konge – at han sammen med tronen må arve sin mors personlige tro og tale om den til sit folk og inspirere Danmark til fortsat at være en kristen nation. Vi beder om, at Kong Frederik X også må bekende denne tro overfor hele verden hver nytårsaften, som vor dronning har gjort i alle årene af sin regeringstid.

Jeg er sikker på, at dronningen selv beder om, at dette fortsætter med den nye konge, og vi står sammen med hende i denne bøn. Det ville også gøre den nye konge af Danmark godt at læse og følge de retningslinjer for kongedømmet, som findes i Bibelen.