Reportage: Vi viser Jesus-filmen i en landsby i Cameroun

På min seneste tur til Cameroun var jeg bl.a. med et team ude at vise Jesus-filmen i landsbyen Bakeri.

Min gode ven Ezekiel havde valgt at tage mig med til denne landsby, fordi den kun lå ca. 20 km fra den by, hvor jeg boede.

– Så kan du nå at komme hjem, før det bliver alt for sent og farligt at færdes ude, sagde han. Ezekiel havde taget sin kone Esther med. Hun er ligeså begejstret for at evangelisere, som han er. Vi samlede også en lokal præst op undervejs. Han vil gerne plante en menighed i landsbyen.

– Halvdelen af landsbyens beboere er muslimer, og den anden halvdel regnes for kristne. Men der er ingen menighed, fortalte præsten, mens vi kørte derud i bilen. Heldigvis havde den fire hjuls-træk, for de sidste fem km var der ingen vej og masser af løst sand, som man kunne sidde fast i. Desuden havde jeg allerede haft en punktering tidligere på dagen.

Vi holdt ved en åben plads, hvor der lå et bomulds-bjerg og ventede på at blive afhentet. Bomuld er en af de få afgrøder, der kan gro i disse områder. Mens Ezekiel og præsten spændte lærredet ud og gjorde klar til visningen af filmen, gik jeg en tur rundt i landsbyen for at hilse på beboerne. Det var ved den tid, hvor de lavede aftensmad over bål, så de fleste var hjemme fra markerne. Et varmt aftenlys lå over landsbyen, mens temperaturen kølede af fra de 35-40 grader, den havde været oppe på.

Som man kan se på billederne, bor man her i hytter bygget af tørrede jord-mursten. Og hytterne er beklædte med stråtag. Muslimer har desuden et strå-hegn omkring hus og gårdsplads. Mellem husene gik der høns, ænder, geder og endda et par æsler. Men alle vidste, hvis høns eller ænder, det var. Også selv om de var kommet langt hjemmefra.

På en gårdsplads sad en kvinde på en måtte. Hun knækkede jordnødder og pakkede ærtebælge i poser for at sælge dem på markedet. Jeg spurgte, om jeg måtte tage et billede. Det måtte jeg gerne. Ja, hun forærede mig endda en stor pose jordnødder. Jeg var flov over at skulle modtage så stor en gave, men min følgesvend sagde, at det ville være uhøfligt at afslå.

Jeg lagde vandreturen hen forbi den muslimske landsbychefs hus. Konen kom ud og modtog os meget hjerteligt. Hun undskyldte, at landsbychefen desværre var bortrejst. Jeg roste hendes børn og høns for at vise, at vi respekterer hinanden. Da det bliver mørkt ved 19-tiden, begynder folk at vandre henimod samlingspladsen. Også muslimerne dukker op – om ikke for andet, så for at se, hvad der foregår.

Herude foregår der nemlig intet om aftenen. Og der er ikke nogen, der har TV. Vi oplever, at mennesker bliver grebet af Jesus-filmen på deres eget sprog. Da Ezekiel efter forestillingen griber mikrofonen og appellerer om at tage imod Jesus og få tilgivelse for synd, rejser 54 af de 115 forsamlede sig og går frem til forbøn.

Præsten taler med kærlig stemme, og da han beder en bøn om frelse, beder de med. Han slutter med at aftale, at han kommer herud næste dag for at oprette en bibelgruppe for dem, der vil følge Jesus. Snart vil der være en menighed her i landsbyen, og mange vil få deres liv forandret. Jeg vil opfordre til, at vi hjælper Ezekiel og hans tre film-team med at evangelisere 48 landsbyer fyldt med værdifulde mennesker frem mod påske.

Støt via Missionsfondens projekt ’5984 Udfordringens Medie-mission i Afrika’ på konto nr. 9570 – 0006 139450. Eller MobilePay 81 558. Husk at nævne projektet. Husk navn, adresse og cpr-nummer, så Missionsfonden kan sørge for, at du får skattefradrag.