Tiderne skifter – og velsignelser går i arv

De fleste kender legen ”tampen brænder”, men de færreste er formentlig klar over dens ophav. Eller i hvert fald hvad der siges at være dens ophav. Efter sigende havde nogle lærere i gamle dage et lille stykke reb af en art, som blev kaldt en tamp. Denne tamp blev brugt til at give uartige børn et slag eller mere, hvis de ikke opførte sig ordentligt i skolen. Så kunne man tampe uartighederne ud af de uvorne unger.

Sidste dag inden sommerferien var der tradition for, at læreren gemte tampen et sted i klasseværelset, hvor det så var op til eleverne at finde den. Når den var fundet, blev den brændt i kakkelovnen, mens eleverne råbte ”tampen brænder”. Når sommerferien var slut, havde læreren naturligvis erhvervet sig en ny tamp.

Det var en anden tid. Forståelsen af skyld, straf og retfærdighed var en anden. Betydningen af autoriteter var anderledes. Mange ting var anderledes, og når kristendommen forkyndte frihed, tilgivelse og lydighed, havde mennesker en helt anden forståelsesramme og virkelighed at høre budskabet ind i, end vi har i dag. Gud som far, Jesus som konge, har givet andre billeder på nethinden.

Hver ny generation har brug for at genopdage kristendommens budskab om frelse og frihed, og hver ny generation har brug for at oversætte kristendommen på en ny måde, så det, der bliver sagt, giver mening ind i den virkelighed og forståelsesramme, vi nu lever i.

Derfor må de ældre øve sig i ikke at pådutte de yngre generationer særlige formuleringskrav, men ydmygt give videre, hvad man mener er vigtigt og samtidig give plads for, at tiderne skifter. Samtidig kan de yngre generationer med fordel udruste sig med tålmodighed og vilje til at forstå, hvad de ældre mener, når de siger, som de siger, og gør, som de gør.

Selvom kristendommen handler om præcis det samme, som den gjorde for 2.000 år siden, så skal den i hver eneste generation oversættes igen. Både forbandelser og velsignelser går i arv. Derfor er det vigtigt, at vi koncentrerer os om at velsigne de kommende generationer med det, vi mener, er det vigtigste. Så er de næste generationer meget bedre stillet i forhold til at lykkes med at oversætte det til de næste generationer igen.

Et barn, der er vokset op i et kærligt hjem, har meget lettere ved at give kærlighed videre til sine egne børn. Mens et barn, der er vokset op i et hjem, hvor bank var almindeligt, vil være meget mere tilbøjelig til selv som voksen at slå sine børn. Det er ikke raketvidenskab. I stort og småt gælder det, at både velsignelser og forbandelser går i arv – og det gælder også i vores kristne fællesskaber. Lad os derfor gøre, hvad vi kan, for at lade flest mulige velsignelser og færrest muligt forbandelser gå i arv.