Dronningens nytårstaler samlet i én bog

”Så vil jeg afslutte min sidste nytårstale med de ord, som jeg plejer: GUD BEVARE DANMARK – GUD BEVARE JER ALLE SAMMEN.”

Sådan lød de sidste ord i Hendes Majestæts sidste nytårstale, umiddelbart efter at hun havde bekendtgjort, at Frederik ville overtage tronen d.14.1. 2024. Nu udkommer alle dronningens nytårstaler – godt et halvt århundredes historieskrivning – hvor den røde tråd er ønsket om Guds beskyttelse af Danmark – landet og folket.

Forordet skrives af Lars Hovbakke Sørensen, som er historiker, lektor, ph.d, Professionshøjskolen Absalon, og heri forklares det, at ”nytårstalen … for alvor udviklede sig til en lang og personlig tale til det danske folk” under Margrethes regens. Det var dronningens farfar, Christian den 10., der startede traditionen i 1941, ganske vist som radiotransmitteret tale, og hendes far, der holdt den første tv-nytårstale i 1958. Men dronningen har selvfølgelig også haft mere end dobbelt så lang tid på tronen som hendes far, så der er ikke noget at sige til, at nytårstalen er blevet til en særlig institution i hendes tid.

Der er ekstremt mange ord, som fortjener at citeres, også for mange til én anmeldelse, men frem for at brug megen spalteplads på anmelderholdninger, lader jeg taleren komme til orde og koncentrerer mig om de gennemgående træk. Nytårsaften er altid en markering af overgangen mellem noget gammelt og noget nyt. Dronningen har, om nogen, en stærk historisk sans og minder os om, at historien er vigtig, netop når man står overfor noget nyt:

”At tage fat på en frisk er ikke det samme som at begynde på bar bund.” (1987) Ti år senere hedder det: ”Vi må ikke afvise at beskæftige os med vor tids store udfordringer. Vi må engagere os i udviklingen og deltage i debatten.” (1997) Eller når vi stod overfor et nyt årtusinde, og hun ønskede os ”Gud i vold”. (1999)

Åndelig oprustning

Til alle tider har dronningen insisteret på, at vi vælger, hvordan vi møder modgang og udfordringer: ”Lad os vise os selv og verden, at de gode tider, vi indtil nu har oplevet, ikke har taget vore gode egenskaber fra os, men at vi som før er i stand til at møde modgang med fortrøstning og godt humør.” (1973) Vi ved aldrig, hvad vi skal forvente af det år, der ligger foran os, men ofte er det, vi ser tilbage på, både godt og skidt:

”I det gamle år har vi oplevet et kalejdoskopisk opbud af begivenheder i verden omkring os: Glædelige – sørgelige, foruroligende – opmuntrende, rædselsvækkende eller hjertevarmende.” (1975) Der er ikke et år uden både sorg og glæde, som hun siger i et af de talrige citater fra den danske sangskat: ”Sorrig og glæde de vandrer til hobe” (1978/1983/2004), men dronningen har samtidig en formanende stemme: ”Jeg tror, vi prisgiver alle de svageste i samfundet, hvis vi ser for sort på vor egen tid – for hvis de, der har kræfter, er modløse, hvordan skal så de svage gøre sig håb om, at morgendagen er værd at opleve?” (1980)

Storsind i stedet for smålighed

Talerne er en følgeton, hvor forudsigelser tjekkes hvert år. I 70’erne var der økonomiske kriser – oliekrisen og den deraf følgende arbejdsløshed – som gav anledning til bekymringer. Men dronningen evner, allerede i det første årti af sin regeringstid, at svinge imellem det store perspektiv – verdenssamfundet, ulande/ilande, krige osv. – og så det meget nære: ”…vi har hinandens skæbne i vor hånd… Hvad jager vi dog efter? Er det lykken?

Den har endnu ingen fanget ved kun at tænke på sig selv, den smutter fra os, hvis vi tror, vi kan gribe den uden at dele den med andre – ja, uden at det først og fremmest er de andres lykke, vi vil.” (1976) Dermed minder hun os om, at vi ikke skal bilde os ind, at alt drejer sig om individet, men på den anden side heller ikke skal fralægge os ansvaret for vore og andres liv.

Denne opfordring til åndelig oprustning er dronningens faste udgangspunkt i mødet med alt det, der ellers kan udfordre og bekymre os. Ja, indimellem bliver tonen nærmest revsende, men som regel i forsvaret for de svage og udsatte, som fx de berygtede ord fra 1984, om danskernes håndtering af flygtningene: ”Så kommer vi med vores ”danske humor” og små, dumsmarte bemærkninger,” eller i slutningen af 80’erne, hvor samfundsansvarlighed er at gøre op med ”smid-væk-kulturen” og hærværk mod offentlige ting.

I 1992, hvor Danmark blev europamestre i fodbold, ser dronningen selvfølgelig tilbage på dette med stolthed, men hendes blik går samtidig til Jugoslavien og de voldsomme konsekvenser af nationalisme, som hun også advarer imod herhjemme: ”En gold og afvisende nationalisme, der giver sig udslag i fremmedhad og ringeagt for mennesker, der er anderledes, kan og skal vi tage afstand fra.”

Op igennem 0’erne kan man se på hendes taler, at dansk kultur og danske værdier befinder sig i en brydningstid. (2006) Dronningen formaner igen og igen til sammenhold og storsind: ”Nok er Danmark et lille land, men vi skal passe på, at vi ikke bliver et småligt land.” (2013)

Det personlige nærvær kan ikke erstattes

Teknologi og kommunikation fylder ofte i talerne, men også her løftes pegefingeren ind imellem: ”Den virkelig givende samtale mellem to eller flere, det egentlige nærvær, det kan teknikken ikke klare. … Mod ensomheden hjælper kun menneskeligt nærvær. Det er ikke noget, vi kan overlade til andre, til det offentlige; det er et ansvar, vi har over for hinanden. (2000/ 2012/2018)

Men det er vigtigt, at det netop bliver ”sam-tale”: At tale sammen, at lytte til den anden part, så det ikke bliver to enetaler mellem døve, hvor enhver holder på sit og ikke opfatter, hvad den anden har at sige, fordi man tror at vide det på forhånd. (2003) Sådan fortsætter formaningen til at lytte til hinanden og udvise tolerance op igennem 0’erne.

Udfordringer er der nok af

Krige, terror (2001/2005/ 2015) naturkatastrofer (2004/2005/2018), arbejdsløshed (70’- og 80’erne), økonomiske kriser, pandemien osv., men også historiske sejre fx murens fald i 1989, har dronningen altid inddraget i sine taler. Ofte en formaning til danskerne, som altid synes at have noget at lære fra begivenheder, som foregår på den anden side af grænsen eller den anden side af kloden.

Det handler om udsyn og indsigt, som hun er umådelig stærk på. Hun peger ud i verden og sætter ord på alt det, der påvirker os som danskere. Men ofte perspektiverer hun indad: ”Den krise, der så at sige kan måles og vejes, som man kan sætte tal på og tegne kurver over, er ikke nær så alvorlig, som hvis det er vore værdier og holdninger, der vakler.” (2010)

Dronningen er konstruktiv, længe før begrebet kom på mode, og hendes visdom er en vejledning til den jævne dansker: ”Alligevel kan det se ud, som om flere bekymrer sig mere om mindre … Vi behøver ikke for enhver pris gøre som alle de andre; men vi skal heller ikke have så travlt med at være enestående, at det går ud over vores samvær og samfølelse med de andre.” (2015/2018) ”Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget, der ikke er behov for, noget unyttigt!” (2017)… og man kunne blive ved, for guldkorn er der nok af.

”Gud bevare jer allesammen” – tilføjes to gange (2011/2023) til den faste afslutningsreplik ”Gud bevare Danmark”. Det er noget af det store ved dronningen, at hun repræsenterer bro imellem vores tro, historie og kultur – det Danmark, vi deler.

Gud bevare Danmark – Hendes Majestæt Dronning Margrethe II’s nytårstaler 1972-2023
240 sider. 299,95 kr.
Forlaget Frydenlund