Når vi elsker det falske

Da jeg var lille, havde vi en gravhund, der hed “Funny”. Navnet var inspireret ud fra de små ben, der fuldstændig lignede dem på det arvede møbel fra tidligere generationer.

Funny var på mange områder ret sjov, lidt ekstra sjov måske, når hun var sikker på, at hun lige havde født mine sokker, bamsen, bolden, en nyopgravet kartoffel eller lign. Det særligt udvalgte inventar blev puslet, lagt til dievorterne, slikket i “numsen” (svært at finde på en bold, men Funny gjorde sit absolut bedste), og sidst, men bestemt ikke mindst, blev den særligt indviede genstand passet på og beskyttet efter en god hundemors bedste evner.

Hun knurrede, hvis vi kom for tæt på hulen bag sofaen eller i vasketøjskurven, hun flyttede og gemte de små fiktive hvalpe, hvis vi havde opdaget hendes geniale, men ret åbenlyse gemmesteder, og hun måtte slæbes med ud på aftensturen og forlod kun nødigt de små hjælpeløse “sokker”. For det meste syntes jeg, det var skørt og sjovt, når hun fik sådan et flip af det, som jeg i dag ved, hedder falsk drægtighed, men jeg husker tydeligt den dag, det gik op for mig, hvor seriøst det var for hende.

Hun kom stolt hen til mig med en lille blød bold forsigtigt i munden. Jeg, Vibeke 6 år, tænkte, at det var da fint at lege lidt med sin hund, så jeg snuppede hurtigt bolden og tyrede den af sted ind i muren, så den sprang tilbage, og Funny skulle bruge lidt ekstra krudt på at fange bolden. Stakkels Funny bare skreg og skreg, indtil hun havde bolden sikkert i munden og spænede i rædsel væk fra mig…

I min elskede vovses øjne havde jeg lige taget hendes dyrebare, lille, nyfødte hvalp og tyret den ind i muren… det tog lidt tid at genvinde tilliden der, og det krævede lang tid med samvittighedsondt i en lille pigemave. Jeg har set det hos flere af mine dyr (hvilket måske siger noget om ejeren?). Jeg havde for eksempel også en meget tam undulat, der konsekvent og vedholdende fodrede en umættelig lille sprække i sin gynge.

Det kan virke ret skørt, når vores dyr tager fejl på noget for os så åbenlyst naturstridigt som en hund, der føder sokker, eller en fugl, der fodrer en sprække. Men måske Gud har det på samme måde, når han kigger på mig?

– Hvorfor er hun dog så glad for den ting? Den gør hende jo intet godt?
– Hvorfor bruger hun dog sin tid på den måde, jeg har jo vist hende, hvor det fører hen?
– Hvorfor kan hun dog ikke se, at det hun tror, hun elsker, er så åbenlyst falsk?
– Hvorfor elsker og søger hun dog det falske, i stedet for at finde det ægte hos mig?

Fastetiden er over os, måske er det nu tid til at se, om der har sneget sig lidt af det falske ind i vores liv, noget Gud længes efter at erstatte med det ægte fra ham. Med de bedste ønsker om en ægte fastetid, hvor vi gør op med alt det falske.