Vores samfund har brug for, at vi kan tale åbent om tro
Det er bemærkelsesværdigt så mange tanker, et dødsfald kan sætte i gang. Det er lige, som om man altid mærker livet stærkere, når man er tæt på et dødsfald. Det åbner op for følelser og dybere samtaler end normalt. Det har vi også set i forbindelse med Søren Papes alt for tidlige død.
Danmark er formentlig et af de mest sekulariserede lande i verden. Der findes ikke mange andre steder, hvor det at tro på Gud anses for at være lige så mærkeligt og fremmed, som i Danmark. Det virker dog til, at tiderne er ved at skifte. Det er helt klart blevet mere acceptabelt at sige, at man tror på noget, men det er stadig omgærdet af masser af fordomme og tabu at være sådan en troende, der ligefrem sådan rigtigt tror på Gud og Jesus.
Selv som granvoksen kan man opleve at føle sig udstillet som lidt af en særling og lige pludselig ikke længere for alvor føle sig som en del af fællesskabet, hvis man har svaret ja på spørgsmålet om, om man er troende. For nogle virker det ligefrem uintelligent, for nogle gammeldags, mens det for andre er synonymt med intolerance.
Den anden dag hørte jeg en debat i radioen, hvor en deltager i debatten gav udtryk for, at hvis man troede på Gud, så havde man pr definition afskrevet sig selv som værende et intelligent menneske, der kunne bedrive seriøs videnskab. En udtalelse, der helt åbenlyst i sig selv er både uintelligent, meningsløs og grundlæggende uvidenskabelig, men det, der slog mig mest ved udtalelsen, var, at holdningen overhovedet findes.
Ikke fordi selve holdningen var en overraskelse, men det overrasker mig alligevel altid lidt, at vi i så mange dele af vores samfund tilsyneladende fuldstændig har glemt at både hospitalsvæsen, videnskab, skolesystemet og hele velfærdsstaten bygger på kristne værdier og står på skuldrene af kristne forfædre. Udtalelsen kom i forbindelse med en debat om, hvorvidt kristne grupper skal have lov til at mødes på gymnasierne eller ej.
Her blev det fremført, at gymnasierne er til for at uddanne de unge og ikke for at fylde dem med uvidenskabelig snak om tro og store spørgsmål i livet. Det er jeg for det første meget uenig i. Det er en af gymnasiernes vigtigste opgaver ikke bare at uddanne de unge, men at danne dem. Derudover mener jeg, det er vigtigt for vores land – og ikke bare for Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) og de relativt få elever, der ønsker at mødes i KFS-grupper på gymnasiet – at man på gymnasierne har mulighed for at mødes i åbne religiøse grupper, hvor gymnasiekammerater også kan komme med og spørge og lytte og lære.
Jo mere vi lukker ned for den slags muligheder, jo mere lukker vi ned for, at vi i vores samfund i det hele taget tør snakke åbent om tro og er i stand til også at forstå dem, der tror noget andet end os. Så får vi et samfund, hvor det stort set kun er i forlængelse af dødsfald, at det er socialt acceptabelt at bringe livets store spørgsmål på bane.
Det er vigtigt, at Anders Fogh Rasmussens gamle doktrin om, at religion ikke hører til i det offentlige rum, aldrig vinder, for så taber vi alt for mange muligheder for at tale om tro og om livets store spørgsmål – og konsekvensen bliver blandt andet, at færre og færre har et sprog, der gør dem i stand til at svare bare tilnærmelsesvis meningsfuldt på livets og dødens store spørgsmål.
