Det er råt
Alice Iversen
Til dem, som synes, at det er i orden at råbe og skrige ad vores politikere og kalde dem “barnemordere”, de støtter anarkiet. Og opnår derved intet. Det er primitiv, wokeistisk adfærd. Det bliver heller ikke godt modtaget i den brede befolkning. Det næste er, hvor gode er vi selv?
I Danmark dræber vi dagligt et sted imellem 40-47 babyer ved aborter. Og har vi selv fået en abort, eller støtter vi aborterne, så er vi mordere ud fra Bibelens Guds definition. For dette er en sand karakteristik af abort. Man kan bogstavelig talt se, at de ligger og kæmper for livet. Og man hører lyden, når de udånder. Jeg har talt med flere, som har oplevet dette i praksis. Både sygeplejersker og jordemødre.
Hvor er det tragisk, at vi er kommet helt derud, hvor abort bliver betragtet på linje med tandudtrækning. Vi er i dag meget langt væk fra alt det, som Gud ser. Nemlig drabene på de små ufødte sjæle. Dem hører du ikke om i nyhederne. Dem ser du ikke horder af demonstranter for.