Er mental load et andet ord for dårlig samvittighed?

Af Iben Thranholm. Cand. theol., journalist

Sognepræst Marie Høgh er kommet ud i, hvad der kaldes for en shitstorm, efter hun i et debatindlæg i Jyllandsposten har opfordret kvinder, der føler mental load om at tage sig sammen. De voldsomme reaktioner viser, at der er mere på spil end selvoptagethed og den sædvanlige debat om ligestilling.

Flere og flere kvinder står frem på sociale medier og fortæller om den mental load, den mentale byrde, de føler over hverdagens usynlige opgaver, man har som forælder. Det handler ikke kun om, hvornår børnene skal bringes og hentes, men om den konstante mentale bevidsthed om skoleskema, legeaftaler, klassefester og klasseture.

Er det kun den ene forælder, der sørger for at have styr på, hvad barnet skal medbringe og hvornår, samtidig med at man også skal passe et fuldtidsarbejde, så føles den mentale byrde helt uoverkommelig. Mange kvinder mener, det særligt er dem, der bærer byrden af mental load og ikke mænd. Marie Høgh kritiserer kvinder, der kredser om mental load for at være selvoptaget, at ligge under for en sygelig perfekthedskultur og mener, at de bør skamme sig over deres selvfokus.

Når det har rejst så ophidset en debat, hvor der rases imod Marie Høgh fra alle sider, er det, fordi hun bruger ordet skam. “Der tror jeg ikke, at du får held med: at få kvinder til at skamme sig. Heldigvis lever vi i en tid, hvor kvinder er blevet meget dygtige til at sige fra over den der udskamning,” tog influencer Christina Sanders til genmæle i en debat i “Go’ Aften Live” på TV2.

Men er kvinder nu også det? Det er tankevækkende, at skam vækker så voldsomme reaktioner. Det tyder på, at følelsen af mental load stikker meget dybere end selvoptagethed. Mon ikke den snarere handler om en dårlig samvittighed, som det er strengt forbudt at føle og derfor er blevet så undertrykt, at den nu bare vælter ud. De sociale medier fungerer som en skriftestol, hvor man forsøger at placere ansvaret for frustrationen et eller andet sted. Hos mændene eller samfundet.

Med fare for at ende i en shitstorm ligesom Marie Høgh vover jeg alligevel at sige, at den herskende samfundsideologi, om at arbejdet faktisk kommer før børnene, er kvindefjendsk. Og at det måske er den dybere årsag til følelsen af mental load. Trods flere årtier med ligestilling, så er det alligevel som oftest kvinder, der påtager sig ansvaret for opgaverne og overblikket i hjemmet.

Kan det skyldes, at ansvarsfølelsen kommer dybt inde fra kvindens moderlige natur, og at kvinder er kommet til at leve i modstrid med denne? Hvis det er tilfældet, så er det med til at skabe en ubevidst dårlig samvittighed, fordi tidens ideologiske krav om fuldtidsarbejde for at føle sig som en selvbevidst kvinde gør, man ikke kan udleve modernaturen fuldt ud. Hvilket arbejde er mon egentligt mere interessant end at følge sit eget barns udvikling?

Jeg tror, at mange kvinder inderst inde godt ved, at de lever ud fra en forkert prioritering, uden at de tør indrømme det. Det er derfor, de bliver så voldsomt vrede, når Marie Høgh taler om skam. Kvinder har gennem flere generationer lært systematisk at fortrænge deres dårlige samvittighed. Men naturen vinder altid over kulturen. Den dårlige samvittighed må have afløb, for ellers bliver den mentale byrde alt for tung at bære.


Artiklen fortsætter efter annoncen: