Åbenbaring af Guds herlighed

Jesu bøn i Joh 17 bliver i den autoriserede oversættelse kaldt ’Jesu sidste bøn’. Det er sandt, at det er den sidste bøn, som Johannes beretter om i sit vidnesbyrd om Jesu liv. De øvrige evangelister fortæller dog om Jesu bønskamp i Getsemane, og Paulus forsikrer os om, at Jesus er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os (Rom 8,34). Jesus har ikke bedt sin sidste bøn. Han beder stadig.

Ikke den sidste, men den længst registerede

Overskriften på Jesu bøn kunne i stedet være ’Jesu mest omfangsrige og indholdsmættede bøn’. Det er den længste bøn af Jesus, som er registreret. Samtidig er det kulminationen på alt det, som Jesus har brugt tid på at undervise om efter sit indtog i Jerusalem forud for påskefejringen. Jesu bøn kan virke ret besynderligt formuleret.

Men den giver bedre mening, hvis man læser den i konteksten af det, som Jesus forud har sagt til skaren af mennesker og efterfølgende til sine disciple (Joh 12,20-16,33). Der er nemlig flere temaer, som går igen, fx Guds herlighed, Jesu gerninger, forholdet mellem ’verden’ og disciplene, det at holde fast ved Guds ord og enheden mellem Faderen og Sønnen samt den interne enhed mellem Jesu disciple.

Bønnen kan inddeles på følgende måde, som kan hjælpe med forståelsen:
17,1: Jesu bøn for sig selv
17,2-4: Jesu og det evige liv
17,5: Jesu bøn for sig selv
17,6-8: Jesus og disciplene
17,9-26: Jesu bøn for sine disciple.

At herliggøre

Jesu bøn for sig selv handler i begge tilfælde om, at Faderen skal herliggøre ham. I vers 1 tilføjer Jesus, at det skal gøres, for at han kan herliggøre Faderen. Her kunne det lyde til, at Jesus ikke på forhånd har herliggjort sin far. Men det er ikke sådan, det skal forstås, for Jesus understreger allerede få linjer efter, at han har herliggjort Faderen på jorden ved at fuldføre den gerning, som han blev pålagt (v. 4).

Bønnen, om at Faderen skal herliggøres, finder vi også i kap. 12,28, hvortil Gud med en stemme, som lyder som torden, svarer: ”Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.” Guds herlighed kan altså åbenbares på flere forskellige måder. Moses erfarede, at man kan dø, hvis man ser hele Guds herlighed (2. Mos. 33,18-20).

Alligevel kunne Israels folk se Guds herlighed i forbindelse med templet (3 . Mos. 9,23) og skabningen (4. Mos. 14,21). Og idet Herrens tegn i Egypten blev forbundet med Guds herlighed (4. Mos. 14,22), så det er ikke underligt, at Johannes fortæller, at Jesus åbenbarede sin herlighed, da han gjorde vand til vin (Joh. 2,11). Guds herlighed er udtryk for Guds væsen, som viser sig på forskellige måder.

Da Jesus bad om at blive herliggjort, så handler det om, at Faderen skal åbenbare en side af Jesus, som derved også åbenbarer en side af sig selv. Vi ved fra kap 12,20-33, at Jesus i sin bøn i kap. 17 om at blive herliggjort tænker på sin forestående død og opstandelse. Han lægger det over til Herren og proklamerer samtidig, at enhver, som kender Faderen og Jesus selv, har evigt liv.

Netop med henblik på denne rædselsfulde oplevelse, han skal igennem, så beder han også om et andet aspekt af Guds herlighed, nemlig den han havde, før verden var til. Jesu død åbenbarer Jesu forsonende herlighed. Samtidig åbenbarer den Faderens herlighed, idet han gav sin egen søn for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes. Og Jesu opstandelse vidner om den herlighed, han havde før, verden blev til. Hvilken herlighed!

Søndagens tekst: Joh. 17, 1-11

Jesus beder til sin Far

1 Derefter så Jesus op mod nattehimlen og sagde: „Far, nu er tiden inde. Ophøj din Søn, så jeg kan ophøje dig.

2 Du har jo givet mig den højeste myndighed over hele menneskeheden, for at jeg kan give evigt liv til alle dem, du har givet mig.

3 Det evige liv er at kende dig, den eneste sande Gud, og den Frelser og Messias, som du har sendt.

4 Jeg har æret dig her på jorden ved at fuldføre den opgave, du har givet mig.

5 Far, ær du nu mig og før mig tilbage til din herlighed – tilbage til den position, jeg havde hos dig, før verden blev skabt.

6 Jeg har åbenbaret, hvem du er, for de mennesker, som du kaldte ud af verden og gav til mig. De var dine, men du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord.

7 Nu forstår de, at alt, hvad jeg har, det har jeg fået fra dig, 8 for de ord, jeg har fået fra dig, har jeg givet videre til dem, og de har taget imod dem. De ved nu, at jeg er kommet fra dig, og at du har sendt mig.

9 Jeg går i forbøn for dem, Far. Jeg går ikke i forbøn for verden, men for dem, som du har givet mig, for de tilhører dig.

10 Du og jeg har alt tilfælles, og mine disciple har gjort mig ære.

11 Nu kommer jeg til dig, for jeg skal ikke være i verden længere, men de skal leve i denne verden. Hellige Far, hold din hånd over dem, som du har givet mig. Beskyt dem med den mægtige kraft, som du gav mig, for at de må blive ét, ligesom vi er ét!

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk.