Iver Larsen er fortrøstningsfuld trods kræft i bugspytkirtlen

Da vi ankommer til Iver Larsens hjem i Galten ved Aarhus, bemærker jeg Til salg-skiltet i forhaven ved det gule parcelhus.

Inde i den hyggelige og indbydende stue sætter vi os og gør klar til interviewet. Iver Larsen fortæller, hvorfor huset er til salg, og hvorfor han og datteren har startet en YouTube-kanal. Ved en scanning af nederste maveregion i marts 2023 opdagede lægerne noget lidt længere oppe i maven, som så mistænkeligt ud. Derfor fik Iver en scanning mere, hvorefter lægerne ved biopsi i juli 2023 konstaterede, at der var tale om en kræftknude i bugspytkirtlen.

“Det er en kræftform, som kun kan opereres i 1 ud af 5 tilfælde, og det kan ikke opereres ved mig,” fortæller Iver Larsen rolig og fattet. “Heldigvis blev kræften opdaget så tidligt, at den ikke har spredt sig,” fortsætter Iver og tilføjer: “Jeg er fortrøstningsfuld.”

Fremtid og håb

Alice og Iver Larsen har været gift i næsten 50 år. Parret har fire voksne børn og ti børnebørn samt mange minder, som de sammen kan se tilbage på. Den 11. oktober 2025 kan de fejre guldbryllup.

”Vi ved ikke, hvordan fremtidsudsigterne er, eller om vi når at holde guldbryllup næste år, men det ord fra Bibelen, som jeg har fået flest gange, og som jeg sætter min lid til, er skriftstedet fra Jeremias’ bog kapitel 29:11, hvor der står: “Jeg ved, hvilke planer, jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.”

Der er mange, der har bedt for Iver, hvilket også er en af grundene til, at han er fortrøstningsfuld. Da Iver ikke har nogen smerter og ikke mærker noget til kræften, ved han ikke endnu, om forbønnen virker, hvilket han fortæller med en lun, livlig latter, som understreger den håbefulde tilgang, der lyser ud af ham til trods for den triste diagnose.

Fortsat klar

Grundet kræftdiagnosen har Ivers ældste datter taget initiativ til optagelse af YouTube-videoer med Iver, mens han fortsat er ved sine fulde fem. Som Iver Larsen selv udtrykker det: “Jeg er fortsat klar, men vi ved jo ikke, hvordan fremtiden ser ud.” Iver har både fået kemo og strålebehandlinger flere gange, desuden tager han på daglig basis kosttilskud, som kan kompensere for det, som bugspytkirtlen nu ikke gør.

Det er meget bevægende at sidde i stuen i det hus, hvor familien har boet i snart 12 år og høre denne fortælling. Iver Larsen fortæller, at når det handler om følelser, så ligger de nok lidt langt inde, hvilket ifølge Iver selv dels skyldes genetisk disponering fra sin far, og dels at han er født og opvokset i Vendsyssel.

Indadvendt bogorm

I barndomshjemmet i Nordjylland blev der ikke snakket så meget, fritiden blev primært brugt på læsning.

“Jeg er en bogorm, ikke en people-person. Det sociale samvær er ikke let eller simpelt for mig, da jeg er indadvendt, så det koster energi, når jeg er sammen med mennesker, men sådan er vi jo forskellige typer.” Iver lader op ved at være alene og lave noget, som føles meningsfuldt for ham, det kan for eksempel være at studere Bibelen på græsk. Mange læste bøger, en stærk interesse for logisk tænkning samt matematik og fysik resulterede i, at Iver i 1966 påbegyndte studier på Aarhus Universitet, hvor han var blandt de først uddannede datamatikere.

Han fik en kandidatgrad i matematik og en 2-årig uddannelse i datalogi, og hans plan var at arbejde som gymnasielærer. I studietiden blev Iver en del af ’Navigatørerne’, som var et kristent fællesskab, hvor discipelskab var i fokus. Et fællesskab, hvor man fik en mentor eller en åndelig far, som kunne vejlede én på trosrejsen. Senere blev Iver repræsentant for Wycliffe Danmark, en organisation, som har til formål at gøre Bibelen tilgængelig på alverdens sprog, som der står på Wycliffes hjemmeside: Guds ord til ethvert hjerte på ethvert sprog.

Kaldet til Wycliffe

I 1971 til et møde på matematisk fakultet i Aarhus, som Iver arrangerede for Navigatørerne, blev der informeret specifikt om, at Wycliffe søgte kristne med matematisk uddannelse og forstand på datamaskiner. Flere af de studerende prikkede Iver på skulderen og sagde: ”Det er jo lige dig, Iver.” Ansporet af Navigatørerne havde han kort forinden lagt en 10-års plan for sit liv, men fordi Iver var overbevist om, at Guds planer er højere end vores planer, bad han den aften en meget konkret bøn til Gud:

“Far, hvis det er din vilje, at jeg skal rejse ud med Wycliffe, så bøjer jeg mig for dig i det, men jeg vil bede om en bekræftelse fra Bibelen i løbet af de næste14 dage.” Allerede næste morgen havde Iver en markant oplevelse, en bekræftelse fra Gud på en usædvanlig måde. I sin tid med Gud fortsatte han sin bibellæsning i Esajas bog kapitel 60:8, hvor der står: “Hvad er det, der kommer flyvende som skyer.”

Umiddelbart forinden havde Iver fra sit værelse på 4. sal med udsigt over Botanisk Have bemærket en kraftig blæst i en særlig højde, som fik de hvide skyer til at drive ekstra hurtigt, hvilket for ham var et ejendommeligt, smukt og usædvanligt syn. Idet han nu læste verset om de flyvende skyer samt den næste passage, blev det for ham en bekræftelse fra Gud, et svar på bønnen, han havde aftenen forinden.

Græskstudier og sommerkursus i England

Iver havde stor interesse for sprog, så han havde undersøgt, om man kunne studere engelsk og matematik samtidig, men det kunne man ikke få lov til. Iver gik dog selv i gang med at studere Bibelen på græsk, hvilket han ladede op ved og fik ny energi af. Da Iver kontaktede Wycliffe for at høre mere om, hvordan han kunne blive bibeloversætter, anbefalede de ham at begynde med et 11-ugers sommerkursus i England, hvilket han gjorde i sommeren 1972.

Helligåndens dåb

Senere samme år hørte Iver om bogen: Korset og springkniven, som han fik fat i og læste i sin ferie i januar 1973. I bogen blev Helligåndens dåb omtalt, et begreb, som var ret nyt for Iver. Derfor nærstuderede han det i Bibelen, hvorefter han var overbevist om, at Helligåndens dåb var noget, som Gud ønsker at give os som en hjælp til at holde fast i frelsen. Tanken om at få mere kraft, som der står i Apostlenes Gerninger kapitel 2:

”I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer”, appellerede til Iver, så han bad frimodigt Gud om at få Helligåndens dåb. Øjeblikkeligt mærkede Iver en varme i kroppen, som spredte sig fra issen til resten af kroppen, hele kroppen blev varm med sådan en behagelig varme. “Jeg var klar over, at det, der skete, var det, som jeg lige havde bedt om.”

Han brød ud i lovprisning til Gud og løftede spontant hænderne i bøn, og da han løb tør for ord, kom der ord, som han ikke forstod, ud af hans mund, hvilket for ham var en dejlig oplevelse. “Disse erfaringer blev således også en del af min trosrejse, en åndelig udrustning,” fortæller Iver med stor glæde og en klukkende, mild latter.

Mødet med Alice

Iver valgte kort tid efter at blive døbt på sin tro, selvom han ligesom de fleste andre allerede var barnedøbt. Ivers forældre tog nyheden om trosdåben pænt, selvom mange i Folkekirken dengang tænkte, at det at blive døbt på sin tro var helt forkert, når man var barnedøbt. Iver modtog fra en tidligere bekendt, som kom i Folkekirken, et sørgekort med sort rand, hvorpå der stod: “Vi har hørt, at du er blevet gendøbt, det er værre, end hvis vi havde hørt, at du var død.”

Efter grundige overvejelser valgte Iver at tage på Kolding Internationale Højskole, hvor hans kommende kone, Alice, også begyndte. De to havde efterhånden gennem brevveksling udviklet et venskab, hvor de også havde en del åndelige samtaler. Den kontante udmelding fra højskolens forstander og lærerstab var: ”Ingen romantik her!”. Højskolen var et godt sted at finde en livsledsager med samme kald, men ønsket var, at eleverne først og fremmest søgte Gud, hvorfor elever, som fik romantisk interesse i hinanden, satte romantikken på pause eller skjulte det.

Med tiden udviklede Ivers interesse for Alice sig til noget dybere, så han tog mod til sig og fortalte Alice, at han var forelsket i hende. Idet deres kald på det tidspunkt syntes at gå i vidt forskellige retninger, så det i første omgang uforeneligt ud, men på et møde i Aalborg talte Gud til Alice gennem et digt, som hun i sit indlæg læste højt for forsamlingen med tanke på, at Gud måske ville kalde nogle til at være bibeloversættere.

Men i stedet for en fra forsamlingen blev det Alice selv, der via digtet blev overbevist om, at hun selv var kaldet til bibeloversættelse. Alice og Iver blev gift i efteråret 1975 efter afsluttet ophold på bibelskolen samt flere sprogkurser i England, og de slog sig ned i Vejle, hvor Iver havde fået job som gymnasielærer på Vejlefjordskolen.

“Vi er endnu ikke helt klar til,
at hjulene rammer landingsbanen,
men nedstigningen er begyndt,
og det har jeg det fint med.”

Via Etiopien til Kenya

Omtrent halvandet år senere rejste Alice og Iver Larsen med Apostolsk Kirke og Wycliffe i ryggen til Etiopien for at oversætte Bibelen der. Grundet politiske omvæltninger i Etiopien fik de ikke forlænget deres opholdstilladelse og måtte forlade landet. De havde kun få uger til at beslutte sig for en ny destination, og de valgte at rejse til Kenya. Iver fik arbejde på SIL’s kontor i hovedstaden Nairobi, den sprogvidenskabelige søsterorganisation til missionsselskabet Wycliffe, og han gik samtidig i gang med at tage en master i lingvistik på universitetet i Nairobi.

Iver fortsatte i den administrative stilling på kontoret, mens han tog sin master i lingvistik, indtil familien i 1981 slog sig ned blandt sabaotfolket i det nordvestlige Kenya på grænsen til Uganda. Undersøgelser havde nemlig på det tidspunkt vist, at sabaotfolket havde brug for Bibelen på deres eget sprog. De næste ti år arbejdede Alice og Iver med at studere sproget, lave alfabet og læsebøger, træne lokale sabaotter i bibeloversættelse og på alle måder lave det grundlæggende arbejde for at kunne oversætte Bibelen til sabaotsproget.

Da Iver blev konsulent i bibeloversættelse og skulle rejse en hel del for at træne andre oversættere, flyttede familien til Nairobi igen og boede der i omtrent ti år. I 2000 rejste familien, nu med fire børn, til Danmark på orlov i to år. Da de igen rejste tilbage i Kenya, boede de i Eldoret i ti år og fortsatte oversættelsesarbejdet derfra.

Hvad har betydet mest?

Når Iver ser tilbage på sit liv og på hvad, der har haft størst betydning for ham i relationen med Gud, fortæller han:

“De mange konkrete svar på bøn, som jeg har fået gennem årene,” og han tilføjer: “Det specifikke kald som bibeloversætter, Helligåndens dåb og erfaringen af Guds ledelse i mit liv hele vejen igennem.” Trods sin alder og kræftdiagnose arbejder Iver stadig:

”Jeg er fortsat konsulent på to bibeloversættelser i Kenya og en i Uganda. Her er zoom-møder en stor hjælp, når man af en eller anden grund ikke kan være personligt til stede.” “Bibelen på sabaot udkom i 2012, så den er jeg færdig med,” siger Iver smilende. “Hvis jeg kan få lov at færdiggøre de tre projekter, har jeg fra mit synspunkt gjort mit arbejde.” Bibelen på Hverdagsdansk, som lige er udkommet i syvende udgave, har Iver og Alice også arbejdet med.

YouTube-kanalen

YouTube-kanalen er en måde, hvorpå Iver laver et slags åndeligt testamente, et projekt, som sker på datteren Anns initiativ, og som de to samarbejder om. ”YouTube-kanalen kan godt fortsat være der, selvom jeg ikke er der. Så kommer der bare ikke mere nyt på,” siger Iver med et lille klukgrin.

Er du klar til at komme hjem til Jesus?

“Vi er endnu ikke helt klar til, at hjulene rammer landingsbanen, men nedstigningen er begyndt,” siger han, igen med denne forløsende klukkende latter, “og det har jeg det fint med.”

Opfordring til læserne

Iver Larsen opfordrer læserne til virkeligt at studere deres bibel, først og fremmest Bibelen på Hverdagsdansk, men også meget gerne ved at sammenholde den med andre oversættelser. “Det at kende Guds ord er et vældigt godt bolværk mod falsk lære.” “Man bør ikke bygge for meget på et enkelt ord eller et enkelt vers, hvilket nogle gør. Derimod kan man bedre stå imod en forkert lære, hvis man kender sin bibel.” Ifølge Iver er det ligeledes væsentligt at se forskellen mellem den gamle pagt og den nye pagt.

Iver citerer Andrew Murray, som sagde: ”Problemet med kirken er, at den står med det ene ben i den gamle pagt og det andet ben i den nye pagt.” ”Vi har brug for at plante begge ben solidt i den nye pagt,” slutter Iver.

“Man bør ikke bygge for meget på et enkelt ord
eller et enkelt vers, hvilket nogle gør.
Derimod kan man bedre stå imod en forkert lære,
hvis man kender sin bibel.”