33 år som ulønnet præst i samme menighed

Et særsyn møder os allerede i forhaven, da vi ankommer til Simon Griis’ hus i Randers. Her holder en smuk, velholdt karet, der er cirka hundrede år gammel. Da Simon Griis senere fortæller, at efternavnet Griis er et gammelt adelsnavn, får kareten en forstærket, symbolsk betydning, idet Bibelen beskriver de troende som et kongeligt præsteskab.

Kareten var en gave fra menigheden, Apostolsk Kirke i Randers, som Simon fik i 2023, da han rundede de tres og forlod præsteembedet, som han havde varetaget i 33 år uden løn fra menigheden. ”Jeg kunne mærke, at jeg på grund af min alder ikke kunne have helt så mange bolde i luften mere, det var derfor, jeg trak mig,” fortæller Simon, som dog fortsat fungerer som omrejsende forkynder i Danmark.

Simon og hans kone Heidi har været gift i 37 år. De har et hjem, der er meget stilfuldt med en samtidig atmosfære af varme og hvile.

Der er en tid til at arbejde

Simon er meget intentionel i sin måde at bruge tiden på. Som 60-årig varetager han fortsat to lønnede jobs: Et fuldtidsjob som leder af et kultur- og aktivitetshus i Mariagerfjord Kommune og et bijob som leder for en aftenskole. Flere gange nævner Simon nattetimerne, der er blevet brugt på bibelstudie og bøn, og han erkender også, at hans arbejdsomhed har kostet for familien. En pris, han måske ville tage op til genovervejelse, hvis han fik mulighed for det.

I weekenden sover han ofte længere for at indhente den søvn, han har misset i løbet af ugen og for at blive udhvilet til den kommende uge. Noget af det, Simon bruger sin tid på, er at debattere på Facebook, hvilket, han synes, fungerer godt. Han skriver debatindlæg og var meget aktiv under Corona, hvor han med sine skriverier ønskede at mindske forvirringen omkring vaccinationerne, som nogle kristne koblede sammen med handlingerne i Johannes Åbenbaring.

“Jeg har ofte diskuteret tro med mennesker de seneste 25 år, jeg synes, at det er det halve af den kristne tro. Måske har jeg vundet nogen for det, jeg ser som det sunde og det sande, men jeg er bevidst om, at man ikke kan diskutere nogen ind i Guds rige; der er nok ikke nogen, som er blevet frelst på grund af diskussionerne.”

Introvert i et ekstrovert job

Simon sætter stor pris på jobbet i kultur- og aktivitetshuset, som blandt andet har givet ham lejlighed til at møde interessante mennesker. Da Simon som 28-årig søgte stillingen, var han en blandt knap 60 ansøgere, uden nogen form for uddannelse i ledelse, hvorfor han ikke forventede at blive ansat. Han er sparekasseuddannet, og det var blandt andet kvalifikationer til at varetage økonomien, som blev vægtet, da han fik lederstillingen, hvor han var åben om sin tro på Jesus lige fra begyndelsen.

Som person er han mere introvert, men gennem sit arbejdsliv har han været i stillinger med tæt, kontinuerligt samarbejde med mennesker, hvilket han trives i. ”Jeg lader op, når jeg er alene. Jeg kan være alene bare med mig selv, en bog, Bibelen eller i bøn. Men hvad mange nok ikke ved, er, at jeg også kan lade op med computerspil. Efter et kvarters tid er jeg klar til at møde mennesker igen,” siger han med et glimt i øjet.

Mødet med Heidi

Simons fortælling om mødet med sin norske hustru for 38 år siden gør den allerede varme stemning ved køkkenbordet lidt varmere. På en kristen sommerlejr i Norge gik han hver morgen en tur for at samle tankerne, bede og lytte til gospel. Simon bemærkede en ung kvinde, der sad på en sten ved elven, fordybet i sin bibel. Hun vakte hans nysgerrighed og interesse.

”Da vi et år senere blev gift, havde vi kun været fysisk til stede i samme rum i alt tre uger,” fortæller Simon med mild og varm begejstring. ”Jeg var meget direkte overfor hende og fortalte, at jeg var kaldet til en lille menighed i Danmark, men at jeg ikke håbede, at jeg skulle vælge mellem hende og Gud. Dengang var jeg ung og tænkte (ikke?, red.) på, at det var en uvis måde, at sige det på.”

Heidi var usikker på, om Danmark var noget for hende, og hun bad derfor til Gud, da Simon sendte en buket blomster til hende fra Danmark. Hun sagde til Gud, at hvis blomsterne var visnet dagen efter, skulle hun ikke til Danmark, en bøn, som hun gentog i flere dage i streg. Heidi har senere fortalt Simon, at den buket, han sendte dengang, er en af de buketter, som har stået længst tid uden at visne. Sammen med andre bekræftelser, som hun oplevede var fra Gud, tog hun skridtet og sagde ja til ægteskab med Simon.

Nostalgisk samler

Parrets fire voksne børn er nu flyttet hjemmefra, og huset på Vandværksvej, hvor familien har boet i 26 år, er sat til salg. Under rundvisningen fortæller Simon, at han gemmer det mest personlige rum til sidst. Det er hans arbejdsværelse; et rum med en stærk personlighed og særlige interesser, der efterlader et markant indtryk, som underbygges af fortællingerne om nogle af de iøjnefaldende genstande, som er i værelset.

En samling af hjelme af vidt forskellig slags, flere med tilhørende, personlige historier. Den ældste er fra 1927, mens andre er fra Anden Verdenskrig. Simon viser også en hvid tropehjelm fra en afdød missionær. I den store bogsamling, der fylder reolerne, er det bibelkommentarerne, som ligger tættest på Simons hjerte. I loftet hænger en smuk,100 år gammel, udstoppet nilkrokodille, der er hentet hjem fra det victorianske England.

På væggen bag døren hænger en samling af gamle våben, og ovenpå reolerne står gammelt julepynt fra trediverne og halvtredserne. Simon går hen til reolen og tager et tykt, gammelt fotoalbum frem, som han åbner på skrivebordet. Den samme kvinde er at se på en lang række postkort, og han fortæller om hende, at hun har haft stor betydning for Apostolsk Kirke i Danmark. Før hun kom til tro på Jesus i 1908, var hun kendt som skuespillerinde i Danmark.

Derfor kunne man købe postkort med hende, hvilket Simon gjorde i en årrække. Efter Gud havde mødt Anna Larssen Bjørner, blev skuespillerkarrieren lagt på hylden til fordel for teltmission, hvilket vakte megen opsigt.

Guds hørbare stemme

Da Simon som ung var på vej til ungdomsmøde, oplevede han Guds beskyttelse på en helt unik måde.

“Idet jeg skulle til at krydse vejen på en gåtur gennem byen, hørte jeg en stemme som fra en, der stod lige ved siden af mig. Stemmen sagde: Træd tilbage! Jeg trådte nogle skridt bagud, og umiddelbart derefter kom en påvirket narkobilist kørende i rasende fart. Han passerede mig og bragede ind i et par parkerede biler dér, hvor jeg ville have stået, hvis jeg ikke havde taget et par skridt tilbage. Gud reddede mit liv den dag,” siger Simon med et alvorligt ansigtsudtryk, efterfuldt af storsmilende taknemmelighed til Gud.

“Idet jeg skulle til at krydse vejen
på en gåtur gennem byen,
hørte jeg en stemme som fra en,
der stod lige ved siden af mig.
Stemmen sagde: Træd tilbage! ”

Fred og ufred

Den primære måde, Simon genkender Guds vejledning på, er, når han i sine beslutningsprocesser søger Gud og lægger sine overvejelser frem i bøn. Han kan ofte fornemme, om han oplever fred eller ufred i overvejelserne: ”Hvis jeg ikke fornemmer Guds fred, så går jeg ikke den vej,” siger han og fortsætter: ”Det er så svært at forklare, hvordan man kender forskel på sin ånd og sine følelser, på min vilje og på Guds vilje. Jeg har ikke løsningen, men jeg har erfaringer, hvor mine følelser ikke vil det samme, som jeg fornemmer, at min ånd vil. Da mine følelser og min ånd en del gange har været i konflikt med hinanden, er jeg efterhånden ved at kunne kende forskel.”

”For at lære at kende forskel på følelserne og på ånden må man gøre erfaringer i sit eget liv, selvfølgelig baseret på Guds Ord, og leve i erkendelsen af, at man kan tage fejl. Nogle gange kan man bagefter se, hvor man gik forkert,” slutter Simon.