Forbyd pornoen
Benny Blumensaat,
Katolsk sognepræst.
Esbjerg
I 1969 blev lovforslaget om at frigive billedpornoen vedtaget af folketinget med daværende Knud Testrup, konservativ justitsminister, i spidsen som udtalte: ”Formålet med lovforslaget er at udnytte de gode erfaringer også på billedpornografiens område. Der er med andre ord ikke på nogen måde tale om, at man ønsker at bidrage til en yderligere udbredelse af pornografien, men man håber tværtimod, at frigivelse vil medvirke til, at publikums interesse for dette underlødige materiale bliver mindre.” Det modsatte blev tilfældet.
Forbruget af online pornografi er så udbredt i det vestlige samfund, at mange drenge og piger begynder at bruge det omkring 10 års-alderen. I dag er pornografien styret af gridske alfonser og magtbegærlige økonomiske interesser med uoverskuelige konsekvenser for mænd, kvinder og børn. Handlen med kvinder florerer i stor stil, blandt andet dokumenteret igennem TV2’s udsendelser om ”bordellernes bagmænd”, som vidner om, hvor let det er at holde kvinder som sexslaver i Danmark!
Der er intet, intet godt at sige om pornografien, da den i den grad medvirker til en afstumpethed i forhold til seksualitet, som har bevirket, at børn og kvinder nu behandles som sexuelle objekter, der kan sælges som en hvilken som helst anden vare. Pornografiens lovliggørelse har været katastrofal, fordi den har medvirket til, at befolkningen synes, det er O.K. – det er jo lovligt? Aldrig har sexhandlen været større og nemmere, som TV2 har dokumenteret, den ene sexualforbrydelse efter den anden bliver grundlagt gennem adgang til pervers pornografi på nettet.
Hvad med u-bådsmanden? Hvad med Korsørmanden? Hvad med de mange andre, der gennem pervers sex på nettet går ud i virkeligheden, bagbinder, voldtager, myrder og parterer kvinder?
Hvad i alverden har I gang i inde på Christiansborg? Få lukket den kilde til grusom, pervers sex, som I politikere medvirker til at holde i gang med jeres mangel på moral og initiativ. Det er så dobbeltmoralsk, at I politikere kalder på større straffe, når I selv holder fast ved at ”helvedets porte skal holdes åbne” for enhver, som har lyst til at engagere sig i børnesex og pervers porno?
Totalt moralsk forfald. Stop dog galskaben, inden der kommer et nyt barne- eller kvindemord, inspireret af helvedets mørke og onde kræfter, som pornografien er eksponent af. Forbyd pornoen og kære Knud Testrup, du tog gruelig fejl!