Godhedens tyranni

En række kvindelige musikere står nu frem i en dokumentarfilm på DR og fortæller, hvordan de har oplevet sexisme og krænkende adfærd i musikbranchen.

Under optagelserne var hensigten, at navnet på de mænd, som var impliceret, ikke skulle frem. Det skete så alligevel. Skuespiller Martin Brygmann forsøgte selv at stoppe dokumentaren, før den blev vist, og så var katten ligesom ude af sækken. Kort efter kom det frem, at den anden musiker, som har opført sig sexistisk, er trommeslager Claes Antonsen, der også ejer The Antonelli Orchestra.

For begge mænd har afsløringerne fået meget voldsomme konsekvenser. De har mistet alle jobs og er bandlyst på alle festivaller, spillesteder, film og teater. Ingen vil røre dem med en ildtang
Om de nogensinde kommer tilbage i business er tvivlsomt. Det er ikke første gang, det sker. For få år siden var det den populære tv-vært Jes Dorph Petersen, som blev fjernet fra skærmen efter en metoo sag. Også Socialdemokratiets storpolitiker Frank Jensen så hele sit politiske liv styrte i grus på et døgn efter en anklage om upassende adfærd til en julefrokost.

Lad mig straks understrege, at jeg ikke forsvarer mændenes opførsel, men jeg hæfter mig ved, at vi er ved at udvikle en kultur, hvor flere og flere på en enkelt dag kan miste hele deres livsværk, fordi de begår et enkelt fejltrin eller udviser dårlig dømmekraft. Da de ikke har overtrådt loven og ikke kan regnes for kriminelle, kan de heller ikke dømmes af landets domstole. I stedet sørger folkedomstolen for rettergangen.

Og det menneskesyn, som den dømmer ud fra, har efterhånden bevæget sig meget langt væk fra det kristne syn på mennesket, som vores kultur ellers er grundlagt på. Når fordømmelsen bliver så voldsom, at den ender i social udstødelse, hænger det sammen med, at vores forventninger til mennesker er blevet alt for høje. Vi har fået det syn på mennesket, at det fundamentalt set er godt og altid er i stand til at tage de bedste valg.

Skal man undgå fordømmelsen efter et fejltrin, er det at henvise til en diagnose, eller at man er offer for et problem, som samfundet har påført en, den eneste måde at klare frisag på.
Filosofien er den, at kun hvis der ligger en strukturel eller psykologisk årsag bag, begår mennesker fejl. Helt normale mennesker forventes altid at kunne tage det rigtige valg i enhver situation.
Det er her, det går galt.

Moderne kultur ignorerer fuldstændigt arvesynden og vil ikke indse, at mennesker har en stærk medfødt tilbøjelighed til at begå fejl og endda at gøre det onde. Også det onde, som de ikke vil, som Paulus formulerer det. Fordi vi alle bærer rundt på en falden natur, er det at dumme sig nok det allermest almindelige menneskelige karaktertræk overhovedet. Det er der ikke længere plads til i vores afkristnede kultur, hvor vi helt har forkastet arvesynden og tror, at mennesket i udgangspunktet er godt.

Derfor er der heller ingen tilgivelse. Folkedomstolen er nådesløs. Hvis mennesket anses for godt, så falder hammeren så meget desto hårdere, når man ikke leve op til det gode eller ikke formår at tage det rette valg. Godhed uden arvesynd bliver til godhedens tyranni. Når Gud tilgiver en person, gør han det suverænt. Erkender vi vores fejltrin, får vi altid en ny chance hos Gud. Hvis man vil opretholde en kultur, hvor det er muligt at leve som et normalt menneske, må vi gøre det samme. Hvad der foregår i dag er umenneskeligt og en kristen kultur fuldstændigt uværdigt.

Lad den, som er ren, kaste den første sten, som Jesu sagde til skaren, der ville stene kvinde, der blev grebet i hor.