IS dræber snesevis af kristne i DRC
Islamisk Stat har taget ansvaret for en række voldelige angreb i flere landsbyer i Den Demokratiske Republik Congo. Angrebene, der varede flere dage, har kostet mindst 80 kristne livet, oplyser militære og lokale kilder.
En af de mest dødbringende dage var den 7. juni, da formodede militante tilknyttet Islamisk Stat gennemførte koordinerede angreb på flere landsbyer i Beni-territoriet i Nordkivu-provinsen, hvor flertallet af befolkningen er kristne, skriver Christian Post. Forrige fredag tog Islamisk Stat ansvaret for et angreb, hvor over 40 mennesker blev dræbt i landsbyen Mayikengo i Lubero-territoriet tidligere på ugen.
Mere aggressiv vold fører til kirkelukninger
Med henvisning til tal fra lokale myndigheder rapporterede det franske nyhedsbureau Agence France-Presse, at terrorgruppen ADF har dræbt næsten 150 mennesker siden begyndelsen af juni. Ifølge organisationen Open Doors, der overvåger forfølgelsen af kristne i over 60 lande, var mindst 80 af de dræbte kristne. Det er ikke noget nyt, at ADF angriber i DRC, men den seneste tid er volden blevet forholdsvis mere dødelig og især mere aggressiv i forhold til kristne end i tidligere år, oplyser Open Doors.
”Kristne er tvunget til at flygte, og nogle kirker i de berørte landsbyer er lukket som følge af de seneste angreb. Disse uformindskede angreb kommer på et tidspunkt, hvor kristne bønder var ved at forberede sig på høsten,” siger Open Doors’ US CEO Ryan Brown.