Om at blive afbrudt i en bøn
Jeg har ofte oplevet, at bøn kan være svært, altså det at koncentrere mig og holde fokus. Mine tanker havde det med at flyve i øst og vest.
Så fandt jeg ud af, at det passede bedst til mig at bede, når jeg gik en tur. Jeg kunne udøse mit hjerte for Gud og fortælle ham om mine bekymringer og frustrationer. Det var godt, og jeg syntes, jeg havde brug for det, men set i bakspejlet var det måske ved at tage overhånd; dette fokus på mine tanker og bekymringer. En dag, da jeg var på vej ud at gå og begyndte at tale med Gud, skete der noget, som jeg aldrig har oplevet før. Han, min Gud og far, brød ind i min bøn og tanker og sagde: ”Hvis nu jeg tager mig af dig, kan du så bede for andre?!”
Jeg blev noget overrasket over denne afbrydelse og henstilling. Men jeg forstod godt, hvad han mente. Han gav mig en mulighed for at vende blikket mere mod ham og ud mod min omverden end ind i mig selv. Han inviterede mig til at begynde at stole på, at jeg altid var i hans hånd, og at han aldrig ville svigte mig eller forlade mig. Han udfordrede mig til at træde et trin op i tilliden til ham.
Dette blev et vendepunkt for mig. Jeg trængte til at flytte fokus væk fra mig selv og til i højere grad være et medmenneske, også i min bøn.
Det tog noget tid at vende fokus væk fra mig selv og mine små hverdagsbekymringer, som fx om jeg fik de rigtige opgaver på mit arbejde, som ville passe til mig. Jeg greb mig selv i bekymringerne og vendte bønnen til at være en tak for, at Gud altid ser mig og er med mig, uanset hvilke udfordringer jeg får. Jeg oplever, at denne opfordring til at stole på, at Gud altid er med mig og vil mig det godt, giver en helt fundamental tryghed, som der er et stort behov for – også i denne tid, vi lever i nu.
Uanset om jeg lige får bedt om hjælp eller vejledning, så er Gud min far opmærksom på mig og ser mig. Han er ikke smålig, en fejlfinder eller er uinteresseret i mig og mit liv. Han forlader mig ikke, heller ikke når livet er svært, og jeg møder sygdom eller kriser – eller befinder mig i tider, hvor jeg ikke magter at bede. Hvor trygt og befriende det er at kunne læne sig ind i Jesus’ åbne arme og vide, at han mener det, når han siger: ”og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matthæus kap. 28 vers 20).
