Voldsom vækst: Familienetværk rækker ud til knap 4.000 mennesker

Kristina Dall og hendes familie kommer jævnligt i Familienetværket Haderslev, hvor de blandt andet deltager i fællesspisning. Foto: Jacob Jensen.

Behov for økonomisk hjælp og trygge fællesskaber betyder, at rekordmange familier opsøger Blå Kors’ familienetværk, som drives i partnerskab med lokale kirker.

Selvom inflationen falder, er der fortsat mange, der kæmper med økonomien. Det oplever den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark, der det seneste år har oplevet rekordstor tilstrømning til Familienetværket, som er et gratis tilbud om socialt samvær, fællesspisning og hjælp til hverdagen til familier og enlige i udsatte positioner. Knap 4.000 børn og voksne kom i 2023 jævnligt i et af Blå Kors’ familienetværk, der drives i samarbejde med lokale aktører som kirker og friskoler.

”Familierne er stadig meget pressede af de høje priser. Det kan godt være, inflationen er lavere, end den var sidste år, men priserne er stadig tårnhøje for de familier, som ikke har fået ekstra i posen gennem den seneste tids lønstigninger, og som ikke har mulighed for det,” siger Morten Skov Mogensen, som er generalsekretær i Blå Kors Danmark.

I 2023 fik Blå Kors midler af Folketinget til at afhjælpe de sociale og økonomiske konsekvenser af den høje inflation. Inflationshjælpen uddeles bl.a. som kasser med dagligvarer til økonomisk trængte familier, som er tilknyttet Familienetværket.

Overskud i hverdagen

Inflationshjælpen er en af årsagerne til, at Blå Kors er nået ud til endnu flere familier, fortæller Morten Skov Mogensen: ”Der er ingen tvivl om, at inflationshjælpen har gjort, at vi har fået kontakt til endnu flere familier gennem et tættere samarbejde med kommuner og andre samarbejdspartnere, som er blevet opmærksomme på Familienetværket. På den måde er inflationshjælpen med til at bygge bro.” En af de familier, som kommer jævnligt i Familienetværket, er Kristina Dall, hendes mand og deres to børn.

“I hverdagen er det begrænset, hvor meget vi ellers kommer ud, så det er dejligt at være sammen med andre mennesker, så det ikke kun handler om vores egen trummerum. Og så er det en kæmpe bonus, at vi ikke selv skal lave mad,” siger Kristina Dall. Siden efteråret har Kristina Dall flere gange kunnet hente en papkasse fyldt med dagligvarer som dåsetomater, makrel, brødblandinger, ris og toiletpapir, der finansieres gennem statslige inflationsmidler.

“Det hjælper os ufatteligt meget og gør, at vi kan spare penge i vores madbudget. Børnene bliver rigtig glade for fx riskiks og juicebrikker, og vi får også tandbørster og vaskemiddel, som man ellers bruger mange penge på. Det betyder rigtig meget i en presset økonomi,” fortæller hun.

Øget trivsel

Familierne i Familienetværket er ofte pressede af fx sygdom, økonomi, sociale udfordringer eller andre forhold, der påvirker deres personlige ressourcer. ”Vi oplever, at familierne opbygger netværk på tværs og deltager i sociale aktiviteter, som gør, at de både på den korte og længere bane oplever en øget trivsel.”