Det er ikke for sent at fortryde
En kommentar af Evangelisk Luthersk Netværks formand Jens Lomborg:
Forleden skrev Kristeligt Dagblad i en leder, at regeringen burde genindføre Store Bededag. Ja, absolut. En god ide. Her er en anden god ting: Mange fagfolk ønsker, at Mette Frederiksen stopper sit arbejde med at indføre statsassisteret selvmord, også kendt som aktiv dødshjælp. Det minder mig om noget tredje, som også skal siges: Folkekirken bør hurtigst muligt fortryde, at man i 2012 indførte muligheden for kirkelig vielse af to af samme køn.
Det ritual hører ikke til i en kristen kirke. Dette nu tolv år gamle ritual for kirkelig vielse af to af samme køn er dybt skadeligt for folkekirken. Hvem har givet folkekirkens biskopper og præster mandat til at forkynde, at Gud har ændret standpunkt – at Gud er blevet klogere, eller er blevet misforstået fra begyndelsen af? Hvilken kirke kan holde til at hylde det, Gud taler imod i sit ord. Tror man Gud er tavs? At Gud fået et nyt standpunkt?
Er menneskene – og kirkens ledere – efterhånden blevet så oplyste, at selv Skaberen må bøje sig for deres indsigt, og deres evner til at læse og forstå profeternes og apostlenes tekster? Paulus siger, at troen kommer af det, der høres. Det samme gælder også for vantroen og ugudeligheden – at den kommer af det, som høres, forkyndes og praktiseres. Når en præsts forkyndelse og ritualer og praksis siger det modsatte af, hvad Bibelen siger, kommer vantroen.
Jeg har tænkt en del over konsekvenserne af det, der er sket, og mit bedste råd er: Læg planer for evangeliets udbredelse i Danmark. Bed Gud se i nåde til sin kirke og udgyde omvendelsens og vækkelsens ånd over os alle, så vi ikke kalder dét helligt, som Gud kalder for vanhelligt, så vi ikke kalder dét tro, som Gud kalder for vantro. Lev livet, bed og arbejd, elsk Jesus. Og din næste. Stol på Bibelens ord.
Og rent praktisk: Knyt ikke til ved de lokale kirker og forkyndere, som støtter op om dette ødelæggende og bedrageriske ritual. Bak ikke op om præster, teologer og forkyndere, som støtter op om det. Bed dem ikke skrive i jeres magasiner. Invitér dem ikke til jeres fester og jubilæer og konferencer.
Sæt handling bag holdning. Bøj ikke knæ for afgudsritualet.
Andreas Kammersgaard Ipsen