Relaterbare tekster for alle
45-årige Mathew William Kearney er en amerikansk musiker født i Eugene, Oregon, nu bosat Nashville, Tennessee. Han udgav sit første album i 2003, og siden er det blevet til otte albums. Nu er han aktuel med endnu et.
Stilen er pop/akustisk, og det betyder også gode iørefaldende omkvæd og dejlige ”bløde” musikalske detaljer, hvis man – som jeg – kan lide musik uden en masse elguitar. Der er ikke en masse ”larm” på dette album, hvor vi er i et lydbillede, som kan minde lidt om studiemusikken fra 80’erne. Mat har en alsidig stemme, som kan klare flere stemmer, men jeg foretrækker, når han ind imellem overrasker med tenor eller falset. Mange af sangene er rigtig godt arrangeret og med gode harmonier, som jeg virkelig synes godt om.
Teksterne er ikke Gud-centrerede, men handler om hans hverdag, relationer og de nære ting. Sangen ”Good Thing Going On” er en dejlig sang om den gode relation, pakket ind i en dejlig melodi og et omkvæd, som man let synger med på. I det hele taget har mange af sangene omkvæd, som er ”’ørehængere”, mens sangene som helhed har meget forskelligt at byde på. Det er ikke et ”kristent” album. Sangene er ikke åndelige, men relaterbare for alle. Derfor ser jeg det som et ganske almindeligt pop-album, som ikke adskiller sig væsentligt fra alt andet musik i den genre. Der er ikke de store musikalske overraskelser eller noget specifikt, som adskiller Mat fra andre artister.
Men det er et dejligt let album at have kørende i baggrunden, hvis man har en hyggelig aften med familie eller venner.
Kunstner: Mat Kearney – Titel: Mat Kearney – Genre: Pop – Tilgængelighed: Alle streamingtjenester