Præst fra USA sikrede levering af 23 tons ris til kristne i Gaza
Den amerikanske præst William Devlin har stået i spidsen for et nærmest umuligt projekt, som har finansieret og leveret 23 tons ris til kristne, der har boet i to kirker i Gaza siden krigen startede.
William Devlin gennemførte den helt ekstraordinære opgave med hjælp fra flere ngo’er, først og fremmest den amerikanske kristne organisation Samaritan’s Purse. Også den velgørende orden St. John of Jerusalem Hospitallers og Israels forsvarsstyrker hjalp med at levere de 23 tons ris, skriver The Christian Post.
Kristne i kirkeasyl efter terrorangrebet

De kristne i Gaza har måttet søge husly i kirker under den igangværende krig mellem Israel og Hamas, som startede med terrorgruppens angreb i oktober 2023. William Devlin, som er missionspræst i kirken Infinity Bible Church i New York, har rejst til Gaza over 30 gange for at bringe nødhjælp. Han var overbevist om, at Herren også ville gøre det muligt at levere ris til de kristne i Gaza.
Opgaven med at levere de 23 tons ris måtte dog løses i samarbejde med Samaritan’s Purse, St. John of Jerusalem Hospitallers og Israels forsvarsstyrker (IDF). ”Jeg vidste, at de kunne gøre det, og det gjorde de, Gud ske lov,” sagde pastor Devlin til The Christian Post.
Startede samarbejde i april 2024
Ifølge pastor Devlin starter historien med, at han fik kontakt med Hospitallers i april sidste år. Da havde ordenen netop sendt 23 tons ris til Ashdod i Israel for at støtte israelere, der var fordrevet på grund af angreb fra terrorgruppen Hizbollah. Efter Hamas’ invasion den 7. oktober 2023 begyndte Hizbollah at sende byger af raketter ind i det nordlige Israel, så mange blev tvunget til at flygte fra deres hjem – eller måtte kæmpe for at skaffe selv basale fornødenheder.
I september 2024 kontaktede en leder fra ordenen så pastor Devlin for at bede ham skaffe hjælp til Gaza. På grund præstens tidligere arbejde i regionen, bad de om hjælp til at levere 23 tons ris fra Thailand til henholdsvis en katolsk og en græsk-ortodoks kirke i det nordlige Gaza.

225 familier i kirkeasyl
Over 225 kristne familier har fundet husly i kirker i Gaza under konflikten, fortæller Devlin. Efter terrorangrebet den 7. oktober 2023 svor Israel at eliminere Hamas og sikre løsladelsen af de mange gidsler. Den efterfølgende krig betød, at hundredtusinder blev drevet på flugt i Gaza. Den kristne minoritet er særlig udsat under konflikten, og det var ingen let opgave for pastor Devlin at sikre leverancen af ris.
Der skulle betales både for risen, emballagen og fragten, fortæller præsten. ”Jeg tror, at de samlede omkostninger, som en donor investerede, var omkring $35.000. Risen kostede omkring $27.000. Og transporten fra Bangkok i Thailand til Ashdod i Israel kostede yderligere 7.000 $.”
”Mission Impossible”
Det var som et scenarie fra ”Mission Impossible”, fortæller præsten. Han kontaktede over 30 trosbaserede ngo’er og talte med over 50 mennesker i disse organisationer. Men de afviste ham alle som en. ”De sagde til mig: ’Pastor Devlin, det er absolut umuligt at få den ris fra Ashdod ind i Gaza. Det er en aktiv krigszone, og selv hvis den kommer ind, vil den blive plyndret’.” Men som svar på indvendinger mindede Devlin ngo’erne om et bibelvers fra Lukas 18,27: ”Hvad der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.”
Devlin fortæller, at han oplevede modstand helt indtil november sidste år, hvor han fik kontakt med pastor Franklin Grahams humanitære nødhjælpsorganisation, Samaritan’s Purse.

Ikke umuligt for Gud
Devlin og hans organisation, REDEEM!, havde tidligere samarbejdet med Samaritan’s Purse. Og nødhjælpsorganisationen fortalte præsten, at de havde haft et team i Gaza siden oktober 2023 for at levere humanitær hjælp. Samaritan’s Purse havde også allerede kontakter med IDF og andre relevante myndigheder i området. Dermed fik pastor Devlin grønt lys for projektet, og risene blev leveret til Ashdod den 11. november 2024. Præsten understreger, at de mange tons ris alligevel blev leveret til de to kirker i Gaza på trods af vanskelighederne og mange menneskers skepsis.
”Det var virkelig en Gud-ting,” sagde han. ”Hele 35 organisationer og omkring 50 mennesker i dem sagde, at risen aldrig ville komme frem. Men gæt, hvad der skete? Risen blev leveret til de to kirker – helt urørt!”