Med postkasse-røde hjerter
En af mine venner lykønskede mig med udgivelsen af en roman med denne Storm P: – Jeg har lige læst en af Deres bøger?
– Min sidste?
– Ja, det håber jeg.
TAK! Siger man så. Nej, jeg blev hverken sur, trist eller fornærmet, selvom jeg som forfatter, indrømmet, er sårbar, når jeg lægger mit hjerteblod frem for andre, for nu kendte jeg min ven. Han er en god og trofast læser af mine bøger og salmer, og vi har fælles en svaghed for Storm P. Men nu skal denne klumme ikke handle om et følsomt kunstnersind. Nej, den skal højt og tydelig sige:
Hvor er det rædselsfuldt, at alt i dag skal anmeldes: Vi bliver bedt om at uddele hjerter, stjerner, sol og måne til vores sidste indkøb i Føtex, Netto, Meny, Aldi, Rema 1000. Eller det dyre besøg hos vores automekaniker. Vores forsikringsselskab. Det sidste hotelophold. Fortsæt selv… Kun fantasien – eller tålmodigheden – sætter grænser. Og hjælp! Så er jeg lige ved at glemme de aviser, der anmelder gudstjenester, prædikener. Hvad mon det næste bliver? At vi skal anmelde Gud?
Selvfølgelig er jeg glad, når mine bøger og salmer anmeldes godt. Og i den ånd vil jeg nu så rundhåndet, jeg kan, dele kasser af postkasserøde hjerter ud til: Alle, der med et pragtfuldt udtryk af Benny Andersen, ikke møder mig med underfrankerede hjerter:
– Alle, der taler pænt til mig. Ser på mig med nådens brilleglas. Smiler. Lytter interesseret, skønt jeg måske har fortalt denne samme anekdote syv gange.
– Alle, der rejser sig op for mig i bus eller tog.
– Alle, der støtter mig, når jeg falder. Konkret som åndeligt.
– Alle, der dagligt fortæller Vorherre om mig.
– Alle, der en dag, hvor troen var på vågeblus, mindede mig om, at Guds miskundhed betyder, at Gud ikke længere kender mine overtrædelser. De er væk. Uden for Guds kendskab.
Troen er en hånd i mørket.
Er en ven, der kom forbi.
Er et ord et smil et kærtegn,
som jeg trygt kan gemmes i.
Troen er de børn, der åbner
loftet med mit legetøj
og med forårssmilet vækker
vinterhjertets blomsterløg.
Og så til sidst et gratis råd: Sæt dig en dag i den røde plyssofa til erindringernes fireforestilling: Posen med karameller og popkorn er tom. Billetten krøllet sammen. Tilbage er kun musikken og rulleteksten. Men bliv siddende. Siddende i magiens blålys. Et minut. Eller to. Se, rulletekstens stjerner lyser. Navn for navn. Ansigternes billeder toner frem. De dødes. De levendes. Dit livs medspillere. Her er de. Hovedrollerne. De, der bar. Men også de væsentlige biroller. Skal livet anmeldes, så spar ikke på Hjerter.
