Fra smertefulde nederlag til fornyet kald

Af Søren Viftrup. Generalsekretær i AKO – Aktive Kristnes Omsorgsarbejde.

Tekstens Simon Peter har over kort tid gennemlevet store personlige nederlag. Denne stærke fisker, denne hverdagens lederskikkelse, altid parat til at agere i enhver situation.

Kort efter det særlige, stærkt bevægende påskemåltid – herunder indstiftelsen af den nye pagt – var disciplene endnu overvældede over det overraskende forløb – ja, endnu ret uforstående over forløbet og konsekvenserne heraf, nu på vej ned til Getsemane Have. Jesus adresserer disciplene og nævner særligt Peter: ”Simon, Satan vil friste jer til fald, men jeg har bedt om, at du ikke skal miste troen. Når du senere hen angrer og omvender dig, da styrk dine brødre.”

Peter svarer staks igen fra hjertet: ”Herre, for dig er jeg villig til at gå i fængsel, ja, til at dø, om det skal være”. Jesus forbereder Peter og svarer: ”Det siger jeg dig, Peter, inden natten er forbi og hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.” Natten kom, fornægtelsen kom, gråden og fortvivlelsen kom, ja alle disciplene løb væk under nattens rædsler. Langfredag gik alt det i opfyldelse, som Jesus havde forudsagt ved flere lejligheder under de sidste måneders vandringer.

Jesus: Dømt, pisket, tornekronet, korsfæstet, død og begravet. Disciplene havde gemt sig af skræk for jøderne. Så kom påskemorgens ufattelige virkelighed. Jesus opstod. Og mere til. Han viste sig for disciplene, kom gennem lukkede døre og trøstede dem ved sit fremmøde i deres ufattelige tilstand af usikkerhed, skuffelse og modløshed. NU: Jesus havde sat dem stævne ved Geneserat Sø.
Mange af dem var denne morgen ude på søen, – jo, de var jo fiskere. Og de var mødt op i området, hvor Jesus havde sat dem stævne.

Teksten beretter her, hvordan de efter en mirakuløs fangst kommer ind til bredden med de overfyldte net, og hvor Jesus har tændt et lille bål og var ved at stege fisk. Nu kom der flere fisk, og Jesus havde også medbragt brød. Kan du se dette sceneri foran dig: Solen skinner, Genesarethsøen lyser helt forunderligt i smukke, blålige farver, bølgerne skvulper og luften er ladet med et ubeskrivelig skønt miljø.

Et møde med Jesus kan forandre alt, også for os i dag. Illustration: Bigstockphoto

Jesus og disciplene igen samlet om et måltid i det fri. Kan du tænke dig selv ind i en sådan situation? Et møde med Jesus. Et møde i fortrolighed med ham. Jesus trak Simon Peter til side. Kan du se for dig Jesu milde og kærlige øjne fæstne sig på dig. Dig, som også kender til svigt, utilstrækkelighed eller nederlag under din vandring. Jesus spørger: Simon, Johannes’ søn. ”Elsker du mig mere end de andre gør?”

”Ja, Herre,” udbryder Peter, ”du ved, at jeg holder af dig.” ”Så pas mine lam,” sagde Jesus. Hvad sker der lige? Her gennemleves ordene i Salmen: ’Hil dig Frelser og forsoner.” Fx verset: Dog jeg tror af dine vunder, væld udsprang til stort vidunder, mægtigt til hver sten at vælte, til isbjerge selv at smelte, til at tvætte hjertet rent. JA, det er som om hele salmens budskab udfoldes i Peters hjerte.

Jesus spørger igen og endnu en gang: ”Peter, elsker du mig?” For hvert JA lyder det. ”Så tag dig af mine får.” Sidste gang: ”Så pas mine får.” Jesus slutter samtalen med ordene til Peter: ”Følg mig”. Sandelig, Jesus er opstået, og Simon Peter er forvandlet og fri. Således er der nyt håb og frelse i troen på den korsfæstede og opstandne Herre og Mester – Jesus Kristus, Guds Søn. En samtale med Jesus kan gøre alt nyt – også for dig.


Prædikentekst: Joh. 21, 15-18

Jesus møder Simon Peter efter opstandelsen

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang:

»Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.«

Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.