Guds forsørgelse og helbredelse – og engle på spil

”I får en anden bil.”

I 1991 havde Anders og Ingrid Staal en temmelig gammel og slidt bil. En dag, da Anders sad i bilen, spurgte han Herren: ”Skal vi reparere bilen, eller skal vi købe en anden?” Anders oplevede, at Helligånden sagde til ham: ”Til foråret får I en anden bil.” Da det blev forår, forventede parret at få en bil. De havde fortalt til deres børn, hvad Anders havde oplevet og sagt til dem, at det var fortroligt.

Dagene gik, og der skete ikke noget. De besluttede selv at tage ud for at se på en bil. ”Da vi kom ind til forhandleren, hang der en brugt bil på liften, som værkstedet var i gang med at reparere. Jeg oplevede Helligånden sige: ”Der hænger bilen.” Vi sagde, at vi gerne ville købe bilen og spurgte, hvornår vi kunne hente den. ” Anders og Ingrid besøgte hendes forældre, inden bilen skulle hentes. Ingrids far fandt sit checkhæfte og spurgte, hvor meget bilen kostede.

”Han skrev en check til os på 42.500 kr. På den måde fik vi en bil af en, som ikke vidste, hvad Helligånden havde talt til mig om,” siger Anders smilende.

Hoved helbredes

Anders’ storebror havde, som barn, fået sit hoved klemt mellem to høstvogne. Siden da havde han døjet rigtig meget med hovedpine og følelsen af, at der ikke var plads nok i hovedet. Anders fik tanken, at han skulle kontakte broderen og spørge, om han måtte bede for hovedet – og om at Gud ville helbrede det. Det gjorde han.

”Jeg bad en kort bøn, og vi lagde på igen. Jeg tænkte, at han ville kontakte mig, hvis han oplevede Guds indgreb. Han kontaktede mig ikke. Efter nogle dage, ringede jeg til ham og spurgte, hvordan det gik? ”Hovedpinen er væk og jeg har fornemmelsen af, at der er mere plads i hovedet,” svarede broderen.

Han havde også haft tre diskusprolapser i ryggen og var blevet opereret for dem alle. Ved sådanne operationer, er der en risiko for status quo eller forværring. I dette tilfælde var resultatet forværring af smerterne. Anders foreslog sin bror, at han efter samtalen selv lagde hånden på sin ryg og bad Jesus om helbredelse.

En hjælpende hånd fra en engel

Almindeligvis havde broderen, der boede alene, svært ved at komme ud af sengen. Det havde han også efter helbredelsen, fordi flere af leddene i ryggen var blevet gjort stive i forbindelse med operationerne. Først et år senere fortalte han Anders, at han i forlængelse af bønnen, havde oplevet noget ret vildt. Det var så spektakulært, at han ikke havde sagt det, fordi han tænkte, at det lød skørt.

De første tre dage efter at han havde bedt Jesus om helbredelse, kunne han se en hånd foran sig ved sengen. Han greb fat i hånden og trak sig op. På den måde kom han ud ad sengen.
Anders og Ingrids søn, havde desuden en drøm om storebroren. I drømmen så han, at der stod en engel lænet ind over sengen. ”Jeg opfordrede min søn til at dele drømmen med min bror. Det gjorde han. Min bror blev helt stille, da han hørte drømmen,” siger Anders og tilføjer: ”Måske ramte det ind i noget, som han selv havde tænkt.”

Guds indgreb og forsørgelse

For otte år siden var Anders som så ofte før til gudstjeneste i Pinsekirken i Esbjerg. Han lagde mærke til en mand og fornemmede, at Helligånden sagde til ham, at han skulle tage en snak med manden. Da gudstjenesten var færdig, og Anders var i gang med noget andet, så han, at manden gik.  ”Nå ja, ham skulle jeg tage en snak med,” tænkte Anders og gik hurtigt ud i bilen. På parkeringspladsen passerede han manden og rullede vinduet ned.

Manden kom fra et andet land, så de brugte google translate for at forstå hinanden. Anders tilbød manden et lift, hvilket han sagde ja tak til. Da de holdt ved banegården, spurgte Anders manden, om han ville med hjem og hilse på Ingrid og få lidt frokost. Anders lovede at køre ham hjem senere på dagen.  ”Vi havde en hyggelig tid sammen, og jeg kørte ham hjem bagefter. En måneds tid senere hørte jeg ad omveje, at manden om morgenen havde bedt til Gud og sagt: Jeg har kun penge til at komme til Esbjerg, vil du sørge for, at jeg kommer hjem igen også.”

Krysantemumbombe går ikke af

Anders, der i dag er 75 år, arbejdede de sidste syv år ved et rengøringsselskab på Banedanmark. I den forbindelse talte han med mange mennesker. ”Jeg sørgede for hele tiden at være foran i forhold til arbejdsplanen, så jeg kunne nå de samtaler, der opstod.” Anders fortæller, at det ved nytårstid var en yndet hobby for nogle at springe skurene på banegårdene i luften på strækningen fra Bramming til Tønder.

”Da jeg nytårsaftensdag kørte der, bad jeg Gud om, at han ville sørge for, at ingen af skurene på hele strækningen blev sprunget i luften. Og Far, skulle der være en krysantemumbombe, som bliver smidt, vil du så sørge for, at den ikke går af?” Efter nytår var Anders sammen med nogle kollegaer. De talte om, hvad der var sket nytårsaften. Den ene sagde, at han havde samlet en krysantemumbombe op, som ikke gået af. Det kom også frem, at ingen af skurene, som Anders havde bedt for, var beskadiget.

”Jeg tænkte, at manden måske var en engel
– selvom han lignede et helt almindeligt menneske
– fordi han tilsyneladende kom ud af gavlenden
og på et splitsekund pludselig stod foran mig.”

”Jeg skal nok få fat i dig”

På en dag med meget sne mødte Anders en mand, som kørte den forkerte vej rundt i en rundkørsel. Da de to passerede hinanden, rullede de vinduerne ned for at tale sammen. ”Det var ikke pænt gjort,” sagde Anders ”Det kommer ikke dig ved,” svarede manden vredt. Anders gentog. Manden stod ud af bilen, og Anders konstaterede, at han var temmelig bredskuldret. Han sagde til Anders: ”Skal vi gå derom og afgøre det?”

”Nej, det skal vi ikke. Det var ikke pænt gjort – du må have en god dag, ”svarede Anders og kørte væk. Manden råbte meget vredt efter ham: ”Jeg skal nok få fat i dig.” Anders bad til Gud. ”Far du hørte det, han råbte. Vil du sørge for, at han ikke får fat i mig?” Da Anders igen var ved rundkørslen, var der en bil, som dyttede. Bilen kørte efter Anders hen til en anden rundkørsel. Anders kørte en ekstra gang i rundkørslen, hvilket den anden bil også gjorde. Han kørte endnu en omgang, så kørte den anden bil væk.

En spektakulær oplevelse

Da Anders nogle dage senere gik ved gavlenden af hovedbygningen på Ribe Banegård, stod der med ét en mand lige foran ham. Manden tog en billet frem og spurgte Anders på gebrokkent engelsk, hvilken perron, han skulle stå på for at komme til Bramming. Anders spurgte ham, hvor han kom fra. Han svarede med så meget accent, at Anders ikke forstod, hvad han sagde. Anders hjalp manden hen til den rette perron.

Da toget et kvarter senere var kørt mod Bramming, stod manden stadig på perronen. ”Da jeg senere samme dag svingede ind ved Bramming station, stod manden på perronen og kiggede på mig. Guds nærvær blev stærkt og mærkbart i førerhuset. Jeg gik over til ham og spurgte, om han ville have en kop kaffe. Det takkede han ja til.” Manden gik hen for enden af perronen, som var helt tom.

”Pludselig så jeg noget, der lignede en kæmpestor hal i forlængelse af perronen. Den var vel omkring 7-10 meter høj. Manden gik omkring 30 meter ind i hallen. Jeg gik også derhen og forsøgte at gå derind, fordi jeg ville gerne snakke mere med ham. Jeg kom ikke ind i hallen, som med et, var forsvundet. Jeg kiggede på sneen. Der var ingen fodspor at se der, hvor manden havde gået. Jeg oplevede, at Gud sagde til mig: ”Tror du nu på, at jeg vil beskytte dig mod den mand, som ville tæske dig?”.

”Jeg tænkte, at manden måske var en engel – selvom han lignede et helt almindeligt menneske – fordi han tilsyneladende kom ud af gavlenden og på et splitsekund pludselig stod foran mig.
Da jeg senere ikke kunne se fodspor eller snavs fra sko i sneen, blev jeg bekræftet i min tanke – og også fordi Guds nærvær i førerhuset på min bil var så stærkt og tydeligt mærkbart,” fortæller Anders.

Helligåndens tale i Anders’ liv

Til slut i interviewet spørger jeg Anders, hvordan han ved, at det er Helligånden, der taler. Adskillige gange har han nemlig brugt formuleringer som: ”Helligånden talte til mig, Helligånden sagde til mig, eller jeg oplevede, at Gud sagde til mig”. ”Jeg oplever Helligåndens tale lidt som en tanke og dog alligevel på en anden måde end andre almindelige tanker,” forklarer Anders. Med gråd i stemmen, siger Anders:

”Da jeg så manden på banegården, tænkte jeg, at det kunne være en af vores egne sønner, der stod på en banegård i Rusland. Vores børn har rejst en del og del og stået på perroner mange forskellige steder i verden. Jeg mærkede en stærk omsorg for manden, og derfor tilbød jeg ham en kop kaffe.”