Når egen eller samfundets tankegang sender os ind i tunnellen

I Bodil Sangills nye bog ’Tunnelsyn’, som består af 17 noveller, følger vi en række personer, der på den ene eller den anden måde er fanget i et tunnelsyn og ikke kan se livet i dets helhed. Det kan være en enkelt ting i livet, der har en blind vinkel, eller hele livet, der er fanget i en ensidighed, der begrænser personen.

Bogen begynder med novellen ’Når vinden vender’. Hovedpersonen Anne er i godt humør pga. et indslag i fjernsynet, der tilsyneladende har forandret alt for hende. I løbet af novellen finder læseren ud af, at hun har et problem med sin vægt, som ligger lige over normalområdet ifølge skemaet for BMI. Dette er især blevet et problem, fordi hendes kollega, Birgitte, ikke blot er slank og tilsyneladende perfekt, men også fordi hun hele tiden italesætter det og advarer Anne om faren ved at være overvægtig.

Nu har Anne imidlertid hørt, at grænsen for, hvornår man er overvægtig og undervægtig, er blevet rykket, så hun selv er kommet i normalvægtkategorien, mens Birgitte er blevet undervægtig. Dermed stiller novellen skarp på, hvordan vi lader os begrænse og sætte i kasser uden egentlig at reflektere over gyldigheden af de kasser, vi lader os begrænse af. I en anden af novellerne, ’En ret, en vrang’ møder vi Helle, der pga. sygdom har måttet gå fra fuldtid til deltid på sit arbejde.

Men hendes problem er, at hun helt fra barnsben har lært, at hvis man skynder sig, kan man altid nå én ting mere. Det kan hun bare ikke længere, og problemet er, at hun heller ikke kan finde ud af at slappe af. Også hendes omgivelser forventer, at det bare er en overgang, så vil hun være fuldt tilbage i sit gamle jeg. Ja, en nabo italesætter også en holdning, som mange sygemeldte og folk med nedsat arbejdsevne desværre udsættes for både af venner, familie, kommunen og samfundet som sådant.

Han laver en sammenligning med sin svigerinde, der også var kommet tilbage på halv tid efter en sygemelding og egentlig nok havde haft bedst af at blive på nedsat tid – hvad naboen dog ikke mener. Hans bemærkning er så: ”Da støtten blev taget fra hende, viste det sig jo også, at hun sagtens kunne arbejde præcis som alle os andre” (s. 62) – en holdning, som mange syge møder i et samfund, hvor man forventer, at man kan, hvad man vil, hvad naboen da også påpeger.

Men Helles problem er, at denne holdning ikke bare er i hendes omgivelser, den er også i en sådan grad hos hende selv, at hun føler sig som et halvt menneske og ikke aner, hvordan hun skal holde fri. Bogens titel er også titlen på en af novellerne, hvor en fysisk tunnel bliver billedet på, hvad der sker, når man lukkes inde i snæversynethed og tunnelsyn, men også, hvad der sker, hvis man kommer ud af tunnelen. Dermed bliver følgende citat også et koncentrat af temaet for hele bogen:

”Hvis man blev stående her midt i tunnelen, kunne man tro, at der ikke fandtes andet. Emma sætter farten op og for hvert skridt, hun tager, er det, som om verden udvider sig.” Og ude af tunnelen: ”Når man står her og er kommet fri af tunnelen, kan man se verden, sådan som den virkelig er – med de mange stisystemer, der forgrener sig til begge sider” (s. 32). ”Tunnelsyn” bliver dermed en øjenåbner til, hvor og hvordan vi lader os begrænse af os selv og menneskers og samfundets tankegang.

Den kan bestemt anbefales, og måske man under læsningen opdager områder i sit eget liv, hvor man har fået et tunnelsyn.

Bodil Sangill: Tunnelsyn
199,95 kr. 198 sider
Forlaget Mellemgaard