Fra efterskoleforstander til genbrugsleder

Efter 13 år som forstander på Dansk Oases Efterskole i Odder, er Jacob Hørning blevet ansat som funktions- og områdeleder i Blå Kors Genbrug.

Hvert år skaber Blå Kors’ genbrugsbutikker overskud til at hjælpe udsatte børn, unge og voksne i Danmark. Det er det formål, som fik Jacob Hørning til at sende en ansøgning afsted til Blå Kors. 1. august starter han som ny funktions- og områdeleder med ansvar for Blå Kors’ genbrugsbutikker i Syd- og Midtjylland.

”Jeg glæder mig til at få kendskab Blå Kors’ arbejde på nærmeste hold gennem mødet med en masse mennesker. Det bliver fedt at komme på banen og være med til at lægge gode afleveringer til de frivillige i butikkerne og i lederteamet og på den måde være med til at bidrage til driften”, siger Jacob Hørning. Jacob Hørning kommer direkte fra en stilling som forstander på Rudehøj Efterskole ved Odder, der er tilknyttet Dansk Oase, som har været hans arbejdsplads i 13 år.

Et arbejde med mening og mennesker

Jacob Hørning sagde op som forstander i februar med fratrædelse fra sommerferien og har derfor brugt foråret på at finde ud af, hvad hans nye hverdag skulle byde på.

”I starten tænkte jeg, at jeg skulle ud og arbejde i en virksomhed i erhvervslivet, men jeg blev ved med at vende tilbage til det højere formål, hvor jeg skal gøre noget for andre. Jeg kunne sagtens have skiftet til ”hardcore business”, hvor det handler om bundlinjen, men det gik op for mig, hvor vigtigt det er, at mennesker er i fokus. Selvfølgelig handler genbrug også om tal, men i Blå Kors handler det også om det menneskesyn og de værdier, man bærer med sig. Det har været meget vigtigt for mig,” siger Jacob Hørning og fortsætter:

”Min tanke og mit håb er, at jeg kan bruge mine mange års erfaring med at lede mennesker, der har en sag for øje. Det her med at gøre noget for nogen. Det er det stærkeste DNA. Det er både meningsfuldt og betydningsfuldt”.