Mødte Gud på den anden side af jorden
450 børn fra Mellemamerika ændrede retningen på Marias liv. Nu hviler hun hos Gud og praktiserer troen på ham i sine handlinger.
For 1½ år siden tog Maria Søndergaard Nielsen fra Vejen til børnehjemmet Orphanage Emmanuel i Honduras. Det ændrede hendes liv for altid. Hun har både tabt sit hjerte til brune børn og til Jesus.
– Første gang, vi var i kirke i Honduras, sang vi en sang om, at det ikke handler om mig, men om andre og Gud. Det satte noget i gang inde i mig, for det hang ret godt sammen med den opgave, vi skulle ud og løse nu.
– Kirken blev relevant. Det var ikke et tilfælde, at jeg skulle sidde i den kirke langt væk hjemmefra og synge denne sang, fortæller Maria. Hun er 21 år og vendte sidste sommer hjem fra Honduras sendt ud af organisationen Impact, der er en del af Leve Børnene – Viva Network et netværk af kirker, der hjælper børn i nød.
Efter at mor, far og lillesøster havde fejret, at Maria havde fået sproglig studenterhue hjemme i Vejen i Sydjylland, arbejdede hun et halvt år i Netto.
– På Impacts hjemmeside står der, at man skal leve under kristne forhold, f.eks. være med i kirken hver søndag. Men jeg ville til et sted, de talte spansk, for det ville jeg gerne bruge i en uddannelse, fortæller Maria. Men hun skulle blive klogere. Gud havde andre ting for med hende.
– Inden vi rejste, var jeg på en uges kursus om mødet med en fremmed kultur og religion. Her underviste lederen os også i Bibelen, og vi var til gudstjeneste. Nogle af de andre volontører var kristne. Jeg havde tidligere oplevet lukkede kristne. Men for første gang oplevede jeg åbne kristne, der var nede på jorden, sjove og ligesom os andre.
– Jeg følte, jeg var gået glip af noget. Det havde været der hele mit liv, men ingen havde vist mig det, fortæller Maria.
Efter 2½ uges sprogskole i Guatemala rejste Maria og hendes volontørkollega Trine til midten af Honduras, to timers kørsel fra hovedstaden.
– Vi kunne ikke sproget, og der var 450 børn, der ville have vores opmærksomhed. Vi prøvede at være pædagogiske, men var også nødt til at sætte grænser for børnene for at få gennemført nogle aktiviteter, beretter den 21-årige datter af en pædagog og en overlæge i psykiatri.
Ugens højdepunkt
– Jeg var skeptisk overfor kristendommen og diskuterede meget med de andre volontører. Min danske volontørveninde Trine troede heller ikke på Jesus, og vi blev hurtige enige om, at det her ville vi i hvert fald ikke tro. Der var nogle opdragelsesformer, som var så udanske, at det var svært at kalde det kristent. Samtidigt var vi lidt bange for at såre de andre kristne volontører, fordi det jo er så personlig en ting at tro på Gud. Og vi kunne mærke, det betød så meget for dem, siger Maria.
Efter en måneds tid blev gudstjenesten ugens højdepunkt for Maria. Gennem ugen havde de bibelstudier.
– Det var spændende at høre om, hvad kristendommen er. Det havde jeg slet ikke styr på. F.eks. fandt jeg ud af, at det var vigtigt at have et personligt forhold til Jesus. Det tænkte jeg meget over. De andre volontører sagde, at Jesus er ligesom en ven, men alligevel er han der ikke fysisk som andre venner. Det var lidt svært at forstå. Men jo mere jeg hørte om det, jo mere troede jeg på det, smiler Maria.
Hun fortæller, hun slet ikke oplevede at blive presset til noget som helst. Det kom lige så stille af sig selv.
– Vi kunne også se, hvordan børnene kom fra en forfærdelig baggrund, hvor de havde set forældrene blive slået ihjel for øjnene af dem. Nu sagde de, Gud var deres far og elskede dem. Gud havde virkelig en plan med dem.
– Og Gud passede helt klart på mig i det farlige land.
Maria og Trine var til firmafest for personalet på hjemmet.
– Efter at min veninde havde siddet og snakket med lederen om det at være kristen og om det store skridt, det var at sige, man var kristen, så spurgte personalet hende til sidst: Vil du gerne have Jesus i dit liv? Så sagde hun ja.
Straks blev der sagt: Nu vil Trine gerne acceptere Jesus i sit liv. Og så gik vi alle ud under åben himmel og bad for hende. Det var meget grænseoverskridende for mig og meget underligt, beretter Maria med store øjne.
– Jeg blev meget ked af det, og havde virkelig lyst til at tude. Jeg følte, at jeg selv manglede et eller andet for at kunne være helt lykkeligt. Men det var et stort skridt at tage, som man skulle stå ved. Hvis jeg sagde: Nu tror jeg, så kom der et ansvar over på mig: nu skal jeg virkelig tro. For troede jeg virkelig
virkelig? Jeg havde jo ikke det der personlige forhold til Jesus.
– På et tidspunkt sagde en volontør fra USA til mig, at vi ikke ved, hvad der sker i morgen om vi er her eller er døde. Føler du, at du tror på Gud, så skal du gøre det. Føler du det ikke, så lad være. Det eneste, Gud kræver af dig, er, at du tror på ham.
– Det fik mig til at slappe af. Jeg var ikke så nervøs mere. Så bad hende og Trine for mig stille og roligt, og jeg kunne mærke, jeg blev helt varm indeni. Mærkede en glæde. Jeg begyndte at ryste lidt. Det var som om noget var fuldendt. Jeg fik meget mere energi og lyst til at læse i Bibelen og komme i kirke.
Det var ikke noget problem at være kristen på børnehjemmet, fordi Gud var overalt.
– Det største skridt var, at skrive mails hjem om, at jeg var blevet kristen. Det var noget af en bombe, for jeg havde ikke tidligere skrevet om det i de mails, jeg havde sendt. Hvordan ville mine venner og familie mon reagere. Ville de afvise mig eller hvad?, siger Maria spændt.
Men hendes venner sagde, det var flot hun meldte ud, selvom de ikke selv troede.
– Enkelte venner er gledet lidt ud i periferien, fordi jeg synes, de talte om ubetydelige ting. Før brugte jeg selv meget tid på at snakke om tøj og hvordan, man ser ud. Nu ser jeg nogle dybere lag i livet. Hvis vi ikke ville snakke med dem på børnehjemmet, som havde grimt tøj på, kunne vi ikke snakke med nogen, for de havde alle hullet tøj på, der blev sendt til dem.
Når jeg kunne klare at holde styr på 10 børn i Honduras, ved jeg, at jeg kan klare det herhjemme også. Jeg har fået meget mere selvtillid, føler mig meget mere sikker på mig selv og kender mine egne grænser efter turen.
I Honduras fik jeg kontakt til en kristen dansk familie via Nettet og startede som Ung Pige, da jeg kom hjem. Hos dem fik jeg kontakt til en kirke og en ungdomsgruppe. Det var jeg rigtig glad for, for hvis jeg ikke havde fundet en kirke så hurtigt, ville jeg nok have prøvet mange steder af og blive forvirret, inden jeg ville finde ud af, hvilken kirke der passede til mig.
– Jeg havde virkelig brug for at dele min tro med andre kristne, og der var ikke kristne i min omgangskreds. Det kan være svært at være kristen i Danmark.
Tirsdag er en hård dag for Maria. Efter arbejdstid er hun leder i en børneklub i kirken, og om aftenen overvinder hun sin lyst til at bliver hjemme fra ungdomscelle.
– Jeg ved bare, at det giver mig så meget. Jeg kan også mærke i min dagligdag, at jeg er anderledes overfor mennesker. Jeg tænker på, hvad Jesus ville gøre f.eks. mod de mennesker, jeg møder i Netto. Før var jeg mere egoistisk. I dag prøver jeg at være kristen i mine handlinger.
– Der er sket noget inde i mig. Forleden ville mor og far give mig en ny cykel, og så skulle min søster have min gamle. Men jeg havde jo en, så der var ikke brug for noget nyt. Så jeg tilbød min søster den nye.
– Når jeg beder for noget, kan jeg faktisk mærke, det sker. Der er sammenhæng mellem bøn og svaret på bøn. Jeg læser så meget som muligt i Bibelen får det ikke gjort hver dag, men elsker kristen litteratur. Lige nu er jeg begravet i nogle af Johannes Møllehaves prædikener. Det er spændende at læse teksterne i Bibelen og så høre om, hvad andre har tænkt om det. Så tænker jeg over, om jeg er enig.
Maria slapper også af med at lave collage-billeder og med sine to heste. Hun har lige søgt ind på ergoterapeutuddannelsen og forklarer studieskiftet:
– I Honduras arbejdede jeg med en lille misbrugt pige. De andre havde opgivet, men jeg lavede øvelser med hende og så en udvikling. Jeg fik øjenkontakt med hende og smil. Hun reagerede og blev mere social, siger Maria glad.
Hun vil gerne være med til at tænde lys i folks liv og har lyst til at komme tilbage til børnehjemmet i en længere periode.
