Jocelyn blev smidt i havet af sin egen mor

Jocelyn hedder Hansen til efternavn, fordi hun blev ”reddet” fra et forfærdeligt liv på Filippinerne ved at gifte sig med en dansk ejendomsmægler. Men det var heller ikke lykken at være fru Hansen i Allerød. Der skulle et mirakel til at hele alt det, der var brudt i Jocelyns unge liv.Allerede da Jocelyn var en baby på 5 måneder, kastede hendes mor hende i havet! – Hun var bare vred på min far, fordi han ville tage til sin brors bryllup på en anden ø. Hun var også selv inviteret, men hun var så fyldt med vrede, at hun kastede mig ud i havet. Jeg blev reddet af et familiemedlem, som hurtigt fik fat i en båd.
Min mor var ludoman – hun kunne ikke lade være med at spille. Hun kom fra en rig kinesisk familie, som levede af at gamble. Når hun tabte, lod hun det gå ud over mig med vrede og tæsk. Når hun kom hjem efter at have spillet hele dagen, gav hun mig bare gammel mælk og lagde sig til at sove. Jeg blev ofte syg og kom på hospitalet, hvor de hver gang reddede mig.

Barske bedsteforældre

– Mine bedsteforældre på fars side forstod, at hvis de lod mig blive hos hende, ville jeg til sidst dø. Derfor tog de mig væk fra byen og op til dem i bjergene på øen Negros Occidental.
De sørgede for, at jeg kom i skole og fik mad, men ellers havde jeg det ikke bedre. Jeg havde ikke en mor, som tog sig af mig og sagde, at jeg var okay. Så jeg var meget alene og kunne ikke finde min identitet.
Vi var fattige, og jeg havde ikke altid blyanter med i skolen. Jeg blev mobbet af tre børn, som altid ventede på mig udenfor, hvor de kastede sten efter mig. Men jeg forsvarede mig. Jeg var en skrap lille unge. Jeg stod op kl. 5 om morgenen og løb ud og stjal brød.

Gennembanket
af sin farbror

– Engang, da jeg var 7 år, stjal jeg slik i en butik, og min bedstemor straffede mig meget hårdt med tæv om aftenen. Næste morgen vækkede min farbror mig og sparkede og slog mig indtil jeg mistede bevidstheden.
– Hvorfor var de så hårde ved dig?
– Fordi min bedstemor havde seks børn, som hun havde lært aldrig at stjæle. Derfor havde de et godt omdømme, og nu kom jeg og ødelagde det hele. Jeg var bare i vejen – en byrde, som de var nødt til at tage på sig.
Jeg så heller aldrig min far, som arbejdede seks timer borte i en stor by. Jeg vidste ikke engang, at jeg havde en far.
Selv om mine bedsteforældre var baptister, talte de aldrig med mig om Jesus. De prøvede at leve rigtigt overfor naboerne, men jeg følte aldrig nogen kærlighed.

En ravnemor…

– Da jeg var 9 år kom jeg tilbage til min mor i storbyen – til et dårligt miljø med spil, narko, prostitution, mord…
Min mor levede af at sælge smykker, og når hun havde penge, spillede hun hele døgnet. Når hun kom hjem kl. 5 om morgenen, lagde hun sig til at sove. Når jeg skulle i skole, havde jeg ingen mad. Hun sendte mig til købmanden, men han ville ikke give kredit. Så jeg gik ofte i skole med tom mave og kunne ikke koncentrere mig.
Hun slog mig ofte. Når jeg gik ud og fandt hende, mens hun spillede, blev hun irriteret og syntes, at jeg forstyrrede hende, så hun ikke vandt i spillet. Så truede hun mig med tæsk, når vi kom hjem. Jeg var altid bange for hende. Nogle gange slog hun mig i hovedet med stegepanden.

Slået bevidstløs
af sin egen mor

– Tænkte du ikke på at flygte fra hende?
– Jo, flere gange. Men jeg havde en lillebror, som lå og skreg om natten, fordi han var sulten. Engang bragte jeg ham hen til hende, hvor hun sad og spillede, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med ham. Hun blev bare vred og sendte mig hjem, så hun var fri for at høre på hans gråd. Jeg kom tilbage igen, men blev sendt hjem, osv.
Engang, hun kom hjem, sendte hun mig ud for at købe ris. Men da jeg kom hen til købmanden, opdagede jeg, at der ingen penge var i pungen.
Men hun troede, at jeg havde stjålet pengene og gik amok. Hun tog kosten og slog mig i hovedet med den, så jeg trimlede om. Da jeg rejste mig op, slog hun mig igen omkuld. Og igen en tredje gang…
Da begyndte jeg at hade hende af hele mit hjerte, hele min sjæl, hele min krop…
Til sidst lå jeg på gulvet og havde måske mistet bevidstheden. Jeg kunne ikke høre min brors gråd eller hendes råben længere. Jeg mærkede ikke slagene mere. Jeg kunne kun høre vandet, der dryppede… Jeg ved ikke, hvorfor. Men jeg var ligesom et andet sted.

Flygtede hjemmefra

– Næste morgen pakkede jeg mine få ting i en plasticpose og stak af, fortæller Jocelyn.
– Jeg fik et job i et bageri, hvor jeg ganske vist ikke fik løn, men dog fik mad at spise.
En dag så jeg et meget mærkeligt menneske, som jeg aldrig havde set før: En hvid mand med hvidt hår. Det var en missionær, men jeg hørte ikke, hvad han prædikede. Jeg var bare fascineret af hans mærkelige hud.
Jeg blev inviteret med hjem og mødte hans kone, som jeg husker græd meget, fordi hun savnede sit land og sin familie.
De var fra Schweiz og tog sig af mig i to år, mens de boede på Filippinerne.
– Det var som en sovepude for mig. Jeg havde det godt, og miljøet var beskyttet. Jeg lærte alt om Jesus og blev døbt, men jeg var ikke overbevist i mit bitre hjerte.

Hjertet blev blødt

– Jeg var også meget ond overfor handikappede, som jeg bare spottede: ”Synd for dig, men jeg er heldigvis ikke så elendig, som du er,” sagde jeg.
Da jeg efter min dåb forstod, at jeg handlede helt forkert, bad jeg Jesus om at ændre mit hjerte. Derefter oplevede jeg noget mærkeligt, da jeg kørte i bus forbi de handikappede på gaden.
Jeg så pludselig i et øjeblik en meget stor og smuk blomst, der foldede sig ud. Jeg troede også, at de andre så den, men det var kun mig. Den var ubeskrivelig smuk, jeg kan stadig ikke beskrive den, selv om jeg prøver. Men efter den dag havde jeg et forandret hjerte overfor de handikappede.
Jeg tror, jeg ved nu, hvem den blomst var, men dengang forstod jeg ikke, hvad der skete.
Jeg håbede bare sådan, at det schweiziske par ville adoptere mig og tage mig med til Schweiz, men det gjorde de ikke. Så jeg måtte tage tilbage til min mor, hvor mit liv igen var et mareridt.

Et hundeliv

– For at komme væk kontaktede vi en mand, som var bøsse. Han fik en masse penge for at skaffe mig et job i hovedstaden Manila. Men han solgte mig som en slags slave til en rig familie med tolv børn. Jeg måtte vaske alt deres tøj. Jeg måtte ikke bruge deres vaskemaskine for madammen, og mine hænder blødte.
Manden var præsident for el-firmaet Miralco. De havde endda privatchauffør, og han sagde til mig: Her kommer du til at være i lang tid, for hende madammen dér, hun er dit livs djævel. Og det var hun.
Hun truede mig med, at hvis jeg stak af, så ville de beskylde mig for at have stjålet deres smykker, og så ville jeg blive fængslet og aldrig komme ud.
Jeg boede i hundehuset…
Hver gang det regnede, skulle jeg samle alt tøjet sammen, og når det holdt op, skulle det ud at hænge igen. Vejret skiftede hele tiden og jeg gjorde det mange gange, men det var umuligt at gøre hende tilpas. Så mens jeg var i gang med at gøre rent i hundehuset, kom hun og skældte ud, og da jeg forsøgte at forklare, slog hun mig i ansigt med en kost, husker Jocelyn.
Igen mærkede hun, hvordan hadet rejste sig indeni hende med en dæmonisk kraft.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Flygt – men hvorhen

– Den aften kastede jeg mine poser over hegnet og klatrede bagefter. Vagthundene kendte mig, og derfor kunne jeg få dem til ikke at gø. Da jeg klatrede over, rev jeg et stort hul i mit tøj på et spids tingest. Jeg forstod ikke, at der ikke gik hul i min mave, og jeg tænkte, at det var meget mærkeligt. Bagefter tænker jeg, at det måske var Gud, der beskyttede mig.
På det tidspunkt var jeg nok 15 år. Jeg havde mødt et ældre par på færgen til Manila, som jeg nu ringede til og de tog mig i huset. Men de levede af gammel mad og var meget nærige. Deres køleskab stank, og jeg kunne ikke holde det ud mere end 14 dage, så fik jeg 5 kroner i løn og gik ud på gaden.
Jeg anede ikke, hvad jeg nu skulle. Jeg kendte ingen. Der var ingen, der kendte eller kunne li’ mig. Jeg havde tre plastikposer med alle mine ting. I den ene var der en bibel, som jeg havde fået hos schweizerne, men som jeg ellers aldrig læste i. Jeg anede ikke, at der var hjælp at finde i den. Jeg tænkte ikke på Gud og forstod ikke dengang, hvad nåde var.
Jeg sprang på en bus og glemte i hasten den ene af mine tre poser. Jeg græd og var bange. Folk lå og sov i gaderne.
En kvinde i bussen sagde, at jeg kunne tage med hende hjem. Hun var lesbisk, men hun forsøgte ikke at udnytte mig. Hun sov med en anden kvinde. Så jeg boede hos hende et halvt år, hvor jeg arbejdede på en bar.

Gravid og selvmord

– På den tid mødte jeg en fyr fra Hawaii, der var noget ældre end mig. Han tog min jomfrudom. Og bagefter følte jeg, at jeg ikke havde mere tilbage. Jeg ville springe ud af vinduet på hotellets 15. sal, hvor han boede, for at begå selvmord. Men han var stor og greb mig i håret og trak mig tilbage.
Efter nogen tid rejste han tilbage til Hawaii. Jeg opdagede, at jeg var blevet gravid og ringede til ham. Men han sagde, at jeg var for ung og skulle få en abort og rejse tilbage til den ø, jeg kom fra.
Men jeg kunne kun få en abort i Manila hos en slags læge, der var udenfor systemet. Jeg var da i 6. måned og da jeg så fosteret, kunne jeg se, at det var en dreng på størrelse med en hånd…
Den læge gjorde ikke indgrebet ordentligt, så jeg blødte meget og måtte derfor bagefter på sygehus.
Her advarede hospitalets læge mig og sagde, at denne gang ville han tilgive mig, men hvis jeg gjorde det igen, så ville han sende mig til politiet.

Til Danmark

Et år efter mødte Jocelyn en dansk ejendomsmægler i den bar, hun arbejdede i. De blev hurtigt forelskede, og hun tog med ham til Danmark.
Men det var desværre ikke den lykkelige afslutning på historien, som Jocelyn havde håbet. For de skændtes meget og han slog hende ind i mellem, fortæller hun.
Til juletid tog de til Bern i Schweiz for at Jocelyn kunne gense sin plejefamilie fra Filippinerne. De var meget glade for at gense hende, men Jocelyn undgik at fortælle dem, hvor hårdt hendes liv havde været, efter at de forlod hende. Det var naturligvis en stærk oplevelse at gense plejefamilien og at genopleve den traumefyldte fortid. Jocelyn var udmattet.
– Mens familien var i kirke, var vi alene i huset, og jeg ville slappe af. Men det ville han ikke, og vi kom op at slås – selve juleaften. Han forsøgte at kværke mig. Han slog han mig i maven, og jeg fik en ufrivillig ”naturlig abort”, som han kaldte det.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Han kendte mig ikke

– Jeg blev hos ham i halvandet år. Men selv om vi boede sammen, så kendte han mig ikke. Han kendte ikke min fortid. Han var 41 år og jeg var 19. Han behandlede mig mere som en lille pige end en ægtefælle. Jeg var som en hushjælp, der kunne gøre rent og lave mad for ham. Han havde også tidligere været gift med en kvinde af indisk baggrund.
Jeg var så nedtrykt over min fortid. Derfor havde jeg ofte lyst til at begå selvmord. Jeg havde to gange en kniv under hovedpuden og havde bestemt, at når han var taget på arbejde, så ville jeg gøre en ende på mit liv. Men netop de dage blev han hjemme.
Da jeg blev gravid og skulle have Christoffer, ville jeg igen begå selvmord, men vi blev skilt i stedet…
Hans advokat tilbød mig, at jeg kunne få 50.000 kr. kontant, hvis jeg lovede at rejste tilbage til Filippinerne – og blive der! Jeg tog imod tilbuddet, selv om jeg jo bagefter har forstået, at jeg burde have meget mere ved en skilsmisse. Vi var rige. Vi var millionærer. Vi havde fem ejendomshandler.

Fødte Christoffer

– Efter at jeg var taget tilbage til Filippinerne og så al slummen, fortrød jeg.
Min søn skulle vokse op i de rene, fredfyldte danske gader, besluttede jeg og tog tilbage.
Jeg tænkte slet ikke på, om jeg kunne få lov at rejse ind i landet – men det viste sig, at mit visa lige netop gjaldt endnu i to måneder – indtil Christoffer var født!
Jeg fik et rengøringsjob på Palace Hotel og tænkte ofte på at springe ud fra toppen, men det blev ikke til noget, og så fødte jeg Christoffer.
Nu var jeg også sikret opholdstilladelse, fordi Christoffer var født dansker, men jeg vågnede ofte op af mine drømme, hvor jeg var tilbage i Manilla. Jeg frygtede, at statsministeren ville sende mig tilbage.
Jeg boede i Hillerød og havde forskellige kærester i håb om at grundlægge en familie, men det blev kun til korte perioder, hvor sex var det vigtigste. Til sidst havde jeg fået nok. Det hele var gråt. Når man ikke kender Gud, så lever man i mørke, og man roder rundt i mørket og ved ikke bedre…

Skreg efter hjælp

– Nogle gange gik jeg langt ud på en mark og skreg højt. Der var ligesom noget tomt indeni mig, som skreg efter hjælp.
Jeg kom ganske vist i forbindelse med den internationale pinsekirke i København ved hjælp af bekendte, men det gjorde ikke rigtig indtryk på mig. Og der var for langt til København, så det gik i stå…
På det tidspunkt havde jeg ofte haft besøg af Mormoner og Jehovas Vidner, og de var flinke folk, som jeg gerne inviterede indenfor. Men jeg kendte alligevel så meget til Bibelen, at jeg kunne høre, at det var forkert med ham Josef Smith, som Mormonerne ville tilføje. Og Jehovas Vidner ville frelses af deres egen aktivitet.
Når de bad med mig, var jeg ganske vist berørt, fordi jeg ønskede Jesus, men de havde blandet andre ting ind i det, som jeg ikke følte, var rigtige.

Hørte Charles Ndifon

– Så en dag så jeg tilfældigvis en plakat for nigerianeren Charles Ndifon, der skulle bede for syge i Hillerød. Jeg blev interesseret og kiggede indenfor i hallen en halv time, mens jeg var på vej til at hente mit barn i børnehaven.
Straks kunne jeg mærke, at der var noget, som var helt anderledes end det, jeg hidtil havde oplevet. Jeg ved ikke hvad det var. Jesus var der.
Da jeg gik ud igen, tænkte jeg: Jeg må finde en kirke! – og det kunne ikke gå hurtigt nok.
Udenfor hallen så jeg en kvinde med en barnevogn. Jeg syntes, jeg kendte hende. Så jeg vendte om tre gange og overvejede, om jeg skulle hilse på hende. Til sidst gjorde jeg det.
– Jeg kender også dig, sagde hun. – Det er dig, der sidder ved kassen i Kvickly. Hun var dagplejemor og jeg havde lagt mærke til hendes mange børn. Nu pegede hun på et hus på den anden side af gaden og sagde: – Jeg går i Apostolsk Kirke – lige der.
Hun var altså kristen. Det var fantastisk. Så jeg begyndte at komme i deres kirke.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Vreden forsvandt

– I starten var det, som om det ikke gjorde indtryk på mig, selv om jeg talte i tunger ligesom de andre. Men så kom afrikaneren Robert Bwalya på besøg. Mens han stod på scenen og bad, følte jeg, at jeg blev løftet bagover af noget og ligesom kastet to meter tilbage, mens jeg skreg højt.
– Hvad tror du, der skete?
– Jeg ved det ikke, svarer Jocelyn med et stort begejstret smil, som bekræfter at hun i dag er helt forandret. Vreden er væk. Til trods for alt, hvad hendes mor og andre har udsat hende for, udtrykker hun ikke vrede og bitterhed, men glæde og begejstring.
– Folk kom og bad for mig og fik mig til at trække vejret dybt. Efterhånden faldt jeg til ro igen. Senere bad Camilla Holstein for mig. Hun lagde ikke hænderne på mig eller skubbede, men pustede bare på mig, og så faldt jeg bagover og ligesom flød væk. Det var fantastisk.
– Var du ved bevidsthed?
– Jeg ved det ikke, siger Jocelyn igen med et stort smil. – Jeg flød bare og var ligesom et andet sted. Og mens jeg lå der på gulvet, hørte jeg igen vandet dryppe fredfyldt, ligesom dengang, min mor slog mig og jeg mistede bevidstheden.
Bagefter gav Camilla mig et ord.
Hun sagde til mig, at jeg var ligesom den samaritanske kvinde, som havde haft fem mænd, og som mødte Jesus og gik ud og fortalte alle om ham.
Og det er netop, hvad jeg ønsker.

Jo, der er et håb!

Jocelyn gik bagefter på Powerskolen, en bibelskole i Hillerød, for – som hun forklarede sin sagsbehandler -, så skulle hun først helbredes indvendigt, før hun kunne fungere i samfundet.
Bagefter fik hun et ønskejob som skohandler. Og det gik rigtig godt. Den glade filippiner solgte massevis af sko.
– For jeg besluttede, at jeg ville gøre arbejdet for Gud, siger hun.
Hun fik også en chef, som hun kunne li’ og som kunne li’ hende og gav god respons.
Jocelyn er nu i gang med endnu en bibelskole, denne gang i Kolding. Og hun føler, at hendes liv er helt forandret. Endelig er livet begyndt at gå den rigtige vej for Jocelyn Hansen og hendes søn Christoffer.
– Jeg vil fortælle alle og enhver om det, jeg har oplevet. For jeg ved, hvordan det er at leve i mørket. Og jeg ved, hvordan alle de mennesker derude har det. Hvor mørkt og gråt det er. Og de tror ikke, der er noget håb. Men det er der virkelig!