Blå Kors’ ny alkoholbehandling

”Meta hodos” tager hånd om hele familiens
samspil og medafhængighed ved misbrug.Blå Kors Danmarks bo- og behandlingstilbud i Rold Skov tilbyder en ny afhængighedsbehandling til mennesker med en alkohol- eller rusafhængighed og deres familier. Det er første gang, at der tilbydes decideret alkoholbehandling på et socialpædagogisk omsorgs- og botilbud.

Behandlingsleder Ole Smed

– Der er ingen sorteper. For er der bare én i familien, der er afhængig, så har alle familiemedlemmer en afhængighedsadfærd. Derfor koncentrerer meta hodos-terapeuterne sig om at undersøge og afdække familiens individuelle afhængigheder, og hvordan deres indbyrdes samspil er, fortæller behandlingsleder Ole Smed fra Blå Kors til Udfordringen. Han er uddannet diakon og socialpædagog.

Både klienter udefra og hjemme

Behandlerne på Blå Kors ”Rold Skov” har 16 års erfaring med at arbejde med mennesker, der har et aktivt misbrug af alkohol og andre stemningsændrende stoffer. Deres primære fokusområde er pleje og omsorg.
Med meta hodos-behandlingstilbuddet udvider hjemmet sine tilbud til såvel egne klienter som klienter udefra.
– Vi kan både få vore egne brugere til at drømme igen og få deres familier til at erkende, tilgive, knytte nye kontakter og turde tro på fremtiden, slutter Ole Smed.
-nord