Ægteskab er en god ordning
Som sognepræst har jeg viet mange par. Hver gang brugte jeg en bestemt af det officielle ritualbogs bønner. I den beder vi om, at ægteskabsordningen må forblive urokket.
De første linjer lyder: ”Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig for ægteskabet, og vi beder dig, at du vil bevare denne ordning og velsignelse urokket iblandt os”. Jeg tror denne bøn stammer fra dengang der var bred enighed om, at seksuallivet hører til i ægteskabet. Vi er mange, der stadig mener det. Men jeg er bange for, at det ikke har nogen positiv effekt, hvis ”prædikenen” om seksualmoralen bliver en løftet pegefinger.
Men der er god grund til at anbefale den traditionelle kristne ægteskabsmoral: Forlovelsestid, hvor man bor hver for sig, lærer hinanden grundigt at kende og så bryllup, hvorefter det nye afsnit af livet for alvor begynder. Der er mange grunde til at ægteskabet jfr. bønnen er en god ordning. Fx følgende:
1) Ægteskabet harmonerer med Guds skaberorden, som fremgår af vielsesritualet: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem …” 1. Mosebog, 1,27-28 og ”Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød (…) Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille” Markus 10,7-9.
2) Ægteskabets indgåelse er en offentlig begivenhed, hvor de to familier hver især modtager et nyt medlem. Ud over fest og Guds velsignelse, giver vielsen en juridisk ramme omkring samlivet inkl. økonomi og arveret. Børn født i ægteskab er automatisk begge forældres, som har fælles ansvar for deres forsørgelse, opvækst og opdragelse.
3) Ægteskabet er en ramme, som giver seksuel frihed. Selvfølgelig skal der også i ægteskabet være ”samtykke”, men med ægteskabets indgåelse, er der givet et generelt samtykke til sex og et officielt løfte om troskab. Hvis man venter med sex til rammen og løftet er på plads, giver det en nyttig betænkningstid og sikring mod en forhastet og evt. problematisk seksuel relation.
4) Hvis parret er enige om den traditionelle kristne ægteskabsmoral, kan forlovelsestiden blive en meget frugtbar tid, hvor de kan lære hinanden at kende uden at isolere sig. Finder de ud af, at der ikke er nok kærlighed og fælles grundlag, kan de i fred ophæve aftalen.
Jeg husker et ungt kærestepar, som levede efter de traditionelle normer, som blev interviewet i en TV-udsendelse. De glædede sig til de skulle giftes, flytte sammen og dele alt. Bryllupsdatoen stod som begyndelsen på det nye afsnit. De håbede på et langt og lykkeligt ægteskabsliv; det var værd at vente på. TV-værten udbrød: ”Hvor er det smukt!” Og det er det netop. Og det giver tid, ro og plads til kærligheden på en dyb og hensynsfuld måde.
På trods af bønnen om det modsatte, rokkes der ved ægteskabsordningen i disse år. Men det skal ikke ødelægge det for dem, der ser ægteskabet som en god, smuk og Gud velbehagelig ordning, som de ønsker at gå ind i på kirkens traditionelle måde, og som de planlægger at leve i til døden skiller. Og det skal heller ikke afholde os, som efter mange års ægteskab stadig tror på ordningen, fra at bede om dens bevarelse – og anbefale den overfor dem, vi ønsker det bedste for.
