KFS nedlægger sit ledertræningscenter i Ødsted
Besvær med at rekruttere elever, KFS’ økonomi og behovet for ny strategi i det lokale arbejde nævnes som årsager til nedlukningen.
”På baggrund af en lang og grundig proces har bestyrelsen i Kristeligt Forbund for Studerende truffet den vanskelige og hårde beslutning, at LTC nu lukkes ned efter 30 år med elever. Det skyldes bl.a., at KFS vil gå i en anden strategisk retning samt de økonomiske udfordringer, man står overfor i de kommende år.”
Det skriver KFS i en pressemeddelelse.
To af fire år uden elever
KFS’ Ledertræningscenter, i daglig tale kaldet LTC, har i de seneste år haft store udfordringer med at rekruttere elever. Derfor har KFS siden sommerferien undersøgt, hvad der skal ske fremover, og om man i det hele taget skal drive højskole, fortæller bestyrelsesformand Per Ladekjær:
”LTC har en særlig plads i KFS’ arbejde og i mange KFS’eres hjerte. Men i år må vi, for anden gang på fire år, gennemføre et år uden elever. Det er ikke holdbart.”
Faktorer bag beslutningen
”LTC har altid været en udgift for KFS, selv med et fyldt hold. Derfor har hvert ophold på LTC også været en økonomisk investering, KFS har foretaget i nogle konkrete elever,” forklarer Per Ladekjær.
Alligevel har KFS med glæde investeret i LTC, fordi man har set, hvordan mange tidligere elever har taget ansvar og løftet vigtige opgaver; ikke bare i KFS, men også i andre kristne sammenhænge i Danmark. Fremover vil KFS investere endnu mere i det lokale arbejde og de enkelte KFS’ere. Alligevel forventer man et markant økonomisk underskud i årene fremover, fastslår Per Ladekjær. En fortsat drift af højskolen ville både kræve større udgifter til PR og nytænkning af konceptet.
”Derfor er KFS’ bestyrelse også kommet frem til, at det ansvarlige valg for KFS som organisation er, at vi investerer strategisk anderledes, så KFS’ økonomi bliver mere bæredygtig, og så vi kan være mere – for alle KFS’ere,” udtaler bestyrelsesformanden.
Har trænet 500 unge
Det er både vemodigt og trist, at LTC nu lukker, erkender Per Ladekjær. Men han peger samtidig på alt det gode, højskolen fik lov til at betyde for KFS og for de mange elever, som siden opstarten i 1990 har været elever på stedet:
”Igennem årene har næsten 500 unge mennesker fået lov til at vokse som ledere, som kristne og som hele mennesker på LTC – og mange tusinde studerende har mødt evangeliet gennem besøg fra vores elever på uddannelsessteder i Danmark. Det har vi al grund til at sige tak for. Midt i sorgen er vi derfor også fyldt af både glæde og tak til Gud. Og så er vi ikke mindst taknemmelige over for alle dem, der gennem årene har tjent på LTC som lærer, som forstander og med det praktiske som husmor.”