”Det er farligt at blande religion og nationalisme”

Hvordan tænker palæstinensiske kristne om krigen i Gaza, jødiske bosættelser på Vestbredden og i det hele taget oprettelsen af staten Israel?

Det fik vi anledning til at udforske ved den lutherske præst Mitri Rahebs Danmarksbesøg sidste weekend. Raheb er teolog og præst ved Den Lutherske Kirke i Betlehem og formand for Al-Kalima Universitetet samme sted og med afdeling i Gaza. Universitetet vil udruste palæstinensiske unge, både kristne og muslimer, til at få en stemme og gøre en forskel gennem kunst i form af musik, teater og malerkunst.

Mitri Raheb er aktuel med bogen Afkolonisér Palæstina (Eksistensen 2023), som blev lanceret på årsmødet i Middelfart 9. marts. Bogen begynder med at demonstrere geografien omkring hans hjemby Betlehem, hvis guvernement har 230.000 palæstinensiske indbyggere. Siden 1970’erne har jødiske bosættere indtaget mere og mere af området, så der i dag er 17 jødiske kolonier omkring Betlehem med i alt 150.000 jødiske bosættere.

Det er den virkelighed, Mitri Raheb taler ud fra, når vi nu – for at forstå palæstinensiske kristne – lader ham komme ufiltreret til orde i dette interview:

Ikke samme rettigheder

Først, hvis du havde fri adgang til kristne i Danmark, hvad ville så være dit budskab?

– Jeg ville først og fremmest understrege, at der findes palæstinensiske kristne, og at disse palæstinensiske kristne ikke er et produkt af dansk mission. Men at det er her, kristendommen startede for 2.000 år siden. Det var faktisk vores forfædre og formødre, der bragte evangeliet til verden og ikke omvendt.

– Dernæst ville jeg fortælle, at lutherske palæstinensere har været der i næsten 200 år. Og for det tredje ville jeg pointere, at den vestlige verden siden Balfour-erklæringen i 1917 har ført en krig mod palæstinenserne. Gaza er blot det seneste blodige kapitel i den krig.

– Mange har den opfattelse, at krigen startede 7. oktober sidste år. Men det var i virkeligheden Balfour i 1917, der talte om at give hovedsagelig europæiske jøder en jødisk stat. Her skulle de få nationale rettigheder, mens den indfødte befolkning, som udgjorde 95 procent af den samlede befolkning, kun skulle have borgerlige rettigheder. Og det er præcis, hvad der stadig sker, desværre.

Josva eller Jesus?

Hvad ville du fortælle såkaldte bibeltro kristne?

– Jeg ville fortælle, at Bibelen faktisk ligner basaren i Jerusalems gamle bydel. Dér kan du finde alt, hvad du ønsker. Så hvis du vil finde tekster om kolonisering, så gå til Josvas bog. Hvis du vil finde tekster om befrielse, så gå til profeterne eller til Jesus. Det betyder, at det, du finder i Bibelen, siger mere om dig, end det siger om Bibelen.

For mig er Bibelen i virkeligheden litteratur
om modstand mod imperiet.
Det er en tekst om befrielse,
ikke om kolonisering.

– Hvis du fokuserer på Jesus, indser du, at evangeliet er beregnet til alle, enhver nation. Der er ingen eksklusivitet for nogen gruppe. Men hvis gruppen selv synes, at Gud handler med dem på en særlig måde, er det helt fint. Jeg synes for eksempel, at min kone er den smukkeste kvinde på Jorden. Det er min overbevisning. Men det er meget subjektivt. Hvis jeg siger, at det er et faktum, at min kone er den eneste smukke, og alle andre kvinder er grimme, bliver det min ideologi og ikke længere blot min tro. Jeg objektiviserer tingene. Bibelen har et trosperspektiv. Tro er at føle ens forhold til deres Gud som noget specielt. Det skal vi respektere.

Troen bør være rummelig

– Men hvis du sætter dig over alle andre, bliver det ideologi. Det er meget farligt at blande religion med nationalisme. Man tænder en ild, der er meget svær at slukke. Når man siger: Dette er en jødisk stat, der giver jøder eksklusive rettigheder i landet Israel, dvs. det historiske Palæstina, betyder det, at alle andre ikke har samme rettigheder.

– For mig bør tro være rummelig, for troen er en invitation. Det er ikke en ideologi, hvor man bygger mure mod andre. Det er ikke at føre krig mod andre religioner.

– For mig er Bibelen i virkeligheden litteratur om modstand mod imperiet. Det er en tekst om befrielse, ikke om kolonisering. De ældste tekster i Det Gamle Testamente går tilbage til det 10. århundrede f.Kr. Det var her, det første imperium opstod. Fra Første Mosebog til Johannes’ Åbenbaring handler det hele om modstand mod imperiet.

1. Mosebog blev skrevet under det babyloniske fangenskab og sagde til det babyloniske imperium: Det er Gud, ikke jer eller jeres guder, der har skabt himlen og jorden. Og Johannes’ Åbenbaring blev skrevet af Johannes, da han var fordrevet til Patmos under Romerriget. Her skrev han en tekst om, at imperiet vil blive bragt til ophør, ødelagt af Gud selv.

”Bosætterkolonialisme”

Hvad vil du sige til kristne zionister, der bakker staten Israel op?

– Jeg vil sige, at kristne zionister i virkeligheden er antisemitter, fordi de er lobbyister for jødisk kolonialisme. De fleste af disse jøder er af europæisk afstamning. De har intet at gøre med folket, de palæstinensiske jøder.

– Jødedommen var altid en del af Palæstina. Så vi har ikke noget problem med jøder som jøder, som mennesker af jødisk tro. Vores problem er med de europæiske jøder, der kom som bosættere for at kolonisere Palæstina og skubbe os ud. Det kan vi ikke gå med til. Fordi dette er bosætterkolonialisme på samme måde, som kristne gjorde det i Nordamerika, Sydafrika og Australien.

Som kontekstuelle teologer skal vi altid starte med en magtanalyse. Og som sagt, Bibelen er en bog om de mennesker, der udholdt besættelse af imperierne: Assyrere, babylonere, persere, grækere, romere. Det er, hvad palæstinenserne i dag udholder. Så hvis man analyserer magtforholdet, lever nutidens palæstinensere i en lignende situation som Bibelens israelitter.

Intet Palæstina uden jøder

Men de har deres slægtshistorie. Hvis du har en jødisk mor, så er du jøde.

– Rigtigt. Men det giver dem ikke ret til at kolonisere Palæstina. De kan tro, hvad de vil, jeg er ligeglad. Men som kolonisatorer accepterer jeg dem ikke. For igen, Bibelen er ikke koloniseringens bog.

– Altså: Pludselig kommer der nogen og skaber en stat af jøderne. Og ikke en hvilken som helst stat. Det er en kolonistat af bosættere, hvilket betyder, at de faktisk ønsker at skubbe mig ud. De palæstinensiske jøder stod last og brast med os. Kristne og muslimer på samme måde. Så jeg vil ikke se et Palæstina uden jøder. Men jeg ønsker ikke, at Palæstina skal være en jødisk kolonistat for bosættere. Det er to forskellige ting.

Guds rige med plads til alle

Din bog handler om at afkolonialisere Palæstina. Hvordan skal dette ske? Hvordan kan du se en fremtid for området?

– Igen, alle tekster i Bibelen er skrevet over 1.000 år, hvor Palæstina var besat det meste af tiden. Det er tekster skrevet under meget vanskelige omstændigheder, undertrykkelse. Mange af forfatterne sad i fængsel, da de skrev. Og alligevel er det tekster, der spreder håb. I Bibelen finder vi en alternativ virkelighed. Jesus introducerede Guds herredømme og sagde, at imperiet ikke har det sidste ord. Han viste os en anden vision. Og i denne nye vision er der retfærdighed. Der er frihed. Der er lighed. Der er plads til alle.

– Det er ikke for én etnicitet. Det er ikke engang for én religion. Det er en meget, meget større vision, hvor Gud får det sidste ord. Det er den vision, vi ser frem til. Men det kommer ikke ned over os fra himlen. Vi er nødt til at gøre noget selv. Jesus kaldte sine disciple til at være ambassadører for denne nye virkelighed og arbejde hen imod den. Og det er grunden til vores slogan: ”Håb er, hvad vi gør!”. Det er ikke det, vi ser. Det er ikke noget, der kommer ridende på en hvid hest for at fri os fra vores elendighed. Det er noget, vi skal arbejde hen imod. Og som du kan se, arbejder vi dag og nat, hvilket betyder, at vi er meget håbefulde. Vi føler en forpligtelse for at ændre det nuværende system. Og vi hviler ikke, før vi opnår det.

Én eller to stater?

Så du ser hele det hellige land som et land, hvor jøder og palæstinensere som helhed lever sammen, jøder, muslimer, kristne, i én stat?

– Jeg er fleksibel, to stater, en stat. Det er lige meget. Det er et faktum, at vi har to folkeslag og tre religioner i dette område. Der er ingen fremtid for en gruppe at skubbe den anden gruppe ud eller bare blive ved med at undertrykke den anden gruppe. Vi skal finde et ”modus vivendi”, at leve og lade leve.

– Men én ting, som vi ikke kan gå på kompromis med, er lighed. Uanset om det er to stater eller én stat, skal vi være sammen på lige fod. Jøder skal ikke have flere rettigheder end palæstinensere; muslimer skal ikke være bedre stillede end kristne. For lighed er en del af vores tro og vores forståelse af Gud, som skabte os lige.