KLF-buketten går til TV2-serien Badehotellet

Hanna Lundblad modtager Buketten fra KLF, Kirke & Mediers generalsekretær Mikael Arendt Laursen. Foto: Lars Salomonsen/KLF, Kirke & Medier

Det er ikke så tit, at Buketten fra KLF, Kirke & Medier går til et fiktionsprogram, der mest af alt fungerer som ren underholdning i bedste sendetid. Men Badehotellet er også mere end blot underholdning – og det blev bekræftet, da Buketten blev modtaget af Hanna Lundblad, den ene del af forfatterparret bag succes-serien.

Badehotellet blev i starten rakket ned af mange anmeldere for overfladisk komedie og karikerede roller. Samtidig omfavnede seerne TV2s nok største dramasucces nogensinde – med gennemsnitligt halvanden million seere. Forfatterparret Hanna Lundblad og Stig Thorsboe står bag serien, som startede med en drøm om at skrive dels en komedie og dels noget historisk dramatik. De havde på daværende tidspunkt både skrevet den historiske dramaserie Krøniken sammen og komedieserien Lykke.

”Vi havde en idé til fem sæsoner. Vi ville begynde i de optimistiske 20ere, fortælle om Wall Street-krakket i 1929 og så ind i 30’ernes depression for at slutte den 31. januar 1933. For det var den aften, hvor Hitler blev rigskansler nede i Berlin, og hvor vi fik det store brede kriseforlig i Danmark, Kanslergadeforliget. Det var den aften, hvor demokratiet vandt i Danmark, og hvor diktaturet vandt i Tyskland,” fortæller Hanna Lundblad, som KLF fik et interview med i forbindelse med overrækkelsen af buketten.

Den rige fabrikant inspireret af Bibelen

Succesen fik dog seerne til at efterspørge mere, og det blev til i alt ti sæsoner. Fjernsyn, som, udover at underholde, også fortæller historien om demokratiets styrker – og får placeret et par bibelske ligninger i fortællingen undervejs. For eksempel er historien om fabrikant Frigh, som dør i slutningen af femte sæson, inspireret af lignelsen om den rige bonde i Bibelen.

”Vi syntes, at det var en interessant historie, fordi vi havde fabriksdirektøren, som hele tiden er optaget af, at han i virkeligheden er født med en guldske i munden ind i et fabriksdynasti, hvor hans farfar, hans far og han selv har været leder af den fabrik. Det eneste, han bruger sit liv på, er at sukke over det åg: at han skal køre den fabrik videre. Han har masser af replikker, hvor han siger: ”Alice, du aner ikke, hvor hårdt det er.” Han drømmer hele tiden om, at græsset er grønnere et andet sted,” siger Hanna Lundblad.

Som præstedatter kalder hun sig selv ”arveligt belastet” – og hun afviser ikke, at der også er ubevidste referencer til Bibelen undervejs.

Meget glad for fokus på demokratitematikken

KLF, Kirke & Mediers ’Buketten’ blev givet med begrundelsen:

”Med Badehotellet fik seerne et indblik i en tradition, som er gået tabt, en historie, som vi alle har et forhold til, og nogle karakterer, som vi kunne grine og græde med. Badehotellet formidler vores kultur og historie, minder os om demokratiets styrker og udstiller visse karakterers alt for lette eller alt for tungsindige måde at forholde sig til samtiden på.” Hanna Lundblad er meget glad for ’Buketten’ og særligt for fokus på demokratitematikken.

”Vi er meget taknemmelige. Og især for jeres begrundelse, at I har øje for de her demokrati-tematikker. Det er jo det der med, at man skal komme overens med hinanden til enhver tid. Og det er jo sådan set det, Badehotellet taler om. Alle de der gæster, der skal finde ud af at holde ferie sammen eller være til stede i hinandens selskab over tid. Det er jo i virkeligheden det, demokratiet handler om,” siger Hanna Lundblad.

Tidligere har buketten fra KLF, Kirke & Medier været givet til blandt andre holdet bag ’En særlig samtale’ (TV Glad på DR1), trosredaktør Christoffer Emil Bruun (DR), Sangbogen på P2 med Muff og Hammer, Jakob Stegelmann (DR) og Bibelen Leth fortalt (P1).