Åbningsceremoni med nadverparodi vækker forargelse

“Mit hjerte sørger over det tankeløse had, som man skal have for at gøre dette,” skrev Lila Rose fra Live Action.

En opstilling af drag queens, som mindede om Leonardo da Vincis maleri Den sidste nadver, har udløst forargelse på de sociale medier. Kontroversen førte hurtigt til, at ordet ”kristne” blev det næstmest diskuterede emne på X (tidligere Twitter), lige efter ”Olympics” og et par pladser foran det 3. vigtigste emne, ”Last Supper,” skriver Crosswalk Headlines.

Scenen fra åbningsceremonien, der blev sendt live i sin helhed til hele verden, viste drag queens siddende bag et bord, ligesom Jesus og disciplene på da Vincis maleri. Øjeblikke senere sprang danserne provokerende ned ad en landingsbane foran bordet, mens drag queens’ene klappede.

Håner både Jesus og kristendommen

Denne happening har fået kritik fra både politikere, sportskommentatorer og religiøse ledere. ”Gud lader sig ikke spotte,” skrev Jimmy Dykes fra den amerikanske tv-station ESPN på X (tidligere Twitter). Også rocksangeren John Cooper fra Skillet sagde på Instagram, at ceremonien ”hånede kristendommen”. Samme reaktion havde præsten Ted Traylor fra Olive Baptist Church i Florida: ”De olympiske lege i 2024 håner Herren Jesus,” skrev han.

”Ikke kun er kristne de eneste mennesker, som det er socialt acceptabelt at håne … det bliver faktisk fejret og sat i centrum, når det sker,” skrev Shane Pruitt fra missionsorganisationen North American Mission Board. ”Husk Jesu ord: ’Hvis verden hader jer, så vid, at den har hadet mig før den hadede jer (Johannes 15:18).’” Rhyne Putman, professor i teologi ved New Orleans Baptist Theological Seminary, citerede Salme 2, 1-2:

”Hvorfor er de fremmede folk så rasende? Deres konger gør sig klar til kamp. Hvorfor lægger folk nytteløse planer? Deres ledere samles til rådslagning. De kæmper imod Herren selv, de angriber hans udvalgte tjener.” Den amerikanske senator Marco Rubio citerede Judas’ brev v.18: ”De sagde jo, at mange i de sidste tider vil håne jer og følge deres egne ugudelige lyster.”

”Forestil dig det ramaskrig, der ville lyde, hvis De Olympiske Lege hånede Muhammed, som det håner vor Herre,” skrev Lila Rose, grundlægger og præsident for pro-life organisationen Live Action. “Mit hjerte sørger over det tankeløse had, som man skal have for at gøre dette.” ”Nu håner de åbenlyst kristne ved åbningsceremonien ved OL i 2024,” skrev Kristen Waggoner, præsident for Alliance Defending Freedom. ”Der er milliarder af kristne over hele verden – kristne, der vil konkurrere ved OL. Denne hån er afskyelig.”

Andre kommentatorer minder om, at der under den franske revolution var en betydelig modstand mod kristendommen. “Frankrig var Europas første katolske rige; Kirkens ældste datter,” skrev radiovært Chris Rossini. ”I 1789 fandt en afgørende revolution sted i Frankrig. Og i dag ser vi (i Frankrig), at krigen mod Gud stadig føres for hele verdens øjne.”

Arrangørerne af OL 2024 beklager

Som reaktion på kritikken har talskvinden for de Olympiske Lege i Paris, Anne Descamps, udtalt, at der ”aldrig var en intention om at vise respektløshed over for nogen religiøs gruppe. Hvis folk er blevet fornærmede, er vi selvfølgelig virkelig, virkelig kede af det.”

Det har dog vist sig, at arrangørerne ikke er enige om – eller måske har ændret forklaring om – hvorvidt inspirationen til den famøse scene kommer fra Leonardo da Vincis berømte maleri. Således hævdede designeren Thomas Jolly, ifølge nyhedskanalen BFM: ”Idéen var at holde en stor hedensk fest knyttet til Olympens guder. Du vil aldrig i mit arbejde finde noget ønske om at håne eller nedgøre nogen.” Ifølge online nyhedsmediet TheWrap tilføjede han:

”Jeg ønskede en ceremoni, der bringer mennesker sammen, som forsoner, men også en ceremoni, der bekræfter vores republikanske værdier om frihed, lighed og broderskab.”