Forkyndelse og kristendom skal fylde mindre i KFUM-Spejdernes paragraffer

På KFUM-Spejdernes landsmøde i september skal der blandt andet tages stilling til en ændring af formålsparagraffen. Foto: Johny Kristensen

Når KFUM-Spejderne skal til landsmøde den 6. – 8. september, skal de samtidig tage stilling til et forslag om en ny formålsparagraf, som spejderkorpsets hovedbestyrelse har udarbejdet.

Forslaget, der har mødt kritik fra dele af korpset, kommmer efter en længere periode, hvor man har arbejdet med KFUM-Spejdernes formålsparagraf. Den nuværende formålsparagraf lyder: “KFUM-Spejderne i Danmark er et folkekirkeligt arbejde, hvis formål er at lade børn og unge møde det kristne evangelium og i overensstemmelse med den internationale spejderbevægelses idé at oplære til selvstændighed, medansvar, demokratisk livsholdning og mellemfolkelig forståelse.”

Hvis ændringsforslaget bliver vedtaget på landsmødet i september, vil formålsparagraffen blive ændret til: “KFUM-Spejderne i Danmark er en børne- og ungdomsorganisation, der bidrager til at udvikle spejderne til hele mennesker, som tager ansvar for sig selv, andre, naturen og samfundet. Dette sker i forpligtende fællesskaber og i overensstemmelse med organisationens kristne ståsted samt den internationale spejderbevægelses idé.”

Også paragraffen om korpsets arbejdsform ændrer karakter, så der ikke længere er så meget fokus på forkyndelse og kristendomsundervisning, som der er i den nuværende paragraf om arbejdsform. Ændringen kommer blandt andet i forlængelse af Landstræf 2023, hvor samtlige deltagere pegede på, at kristendommen ordmæssigt skal fylde mindre end i det nuværende formål.
Man kan læse mere om hovedbestyrelsens motivation for at lave ændringerne på KFUM-Spejdernes hjemmeside.