Fælleskirkelig videoserie får kendte til at tale om tro

Lydafspiller
På billedet ses Alex Vanopslagh (LA) i samtale med sin politiske kollega Frederik Vad (S) om tro. (Skærmprint)

I videoserien ”Lad os tale om tro” kan man høre forskellige danskere tale sammen om livets store spørgsmål.

Formålet med det fælleskirkelige videoprojekt er at hjælpe menigheder og enkeltpersoner i gang med det at få danskerne til at tale om tro. Projektet består af to elementer, hhv. de korte videoklip med overskrifter som tro, håb, kærlighed, farvel og uro samt et link til længere samtalevideoer, der hver især behandler et emne, som samtalen kan tage udgangspunkt i.

Hjælp til samtale

Idéen er, at man kan sende det korte videoklip til fx en kollega eller ven med et spørgsmål som: ”Har du lyst til at mødes over en kop kaffe for at prøve den her samtalevideo af?” Hvis vennen eller kollegaen siger ja, så sætter man sig bare sammen og ser samtalevideoen. Hver samtalevideo slutter med en spørgsmålsmenu med et par åbne spørgsmål, hvor den enkelte kan vælge at svare på de spørgsmål, der giver mening. Dermed er samtalen i gang.

Stor tilslutning

Bag projektet står en lang række kirkelige trossamfund, netværk og organisationer fra hele det kirkelige spektrum i Danmark – blandt andre Danske Kirkers Råd, Landsforeningen af Menighedsråd, Den katolske Kirke, FrikirkeNet, Bibelselskabet, Alpha Danmark, Areopagos, Evangelisk Alliance, Kristeligt Forbund for Studerende, Baptistkirken Danmark og Frelsens Hær.