Retten til Liv holder demonstration i Kbh. og afleverer brev til alle MF’ere på Christiansborg

Lørdag den 5. oktober inviterer Retten til Liv til demonstration i København for at forsvare det ufødte menneske!

Demonstrationen skal være en øjenåbner og vække medfølelse. Små mennesker får frataget deres liv i en abort! skriver Retten til Liv i en pressemeddelelse.

Aktuel abortdebat

Flere politikere er åbne for at forlænge fristen for fri abort fra 12. til 18. uge. Derfor sætter Retten til Liv fokus på fosterets udvikling med billeder i forbindelse med demonstrationen. ”Med ny lovgivning, der vil tillade fri abort til 18. uge, er dette blevet indlysende på en helt ny måde. I demonstrationen den 5. oktober vil vi derfor stilfærdigt bære denne virkelighed gennem byens gader. Billeder taler for sig selv. Den ufødte er et menneske som os andre,” hedder det i pressemeddelelsen.

Unge afleverer brev til alle på Christiansborg

Abort til 18. uge vækker modvilje i befolkningen. Men ingen er blevet spurgt. Derfor går demonstrationen også til Christiansborg, hvor Retten til Livs Unge vil aflevere et personligt brev til folketingets politikere. I brevet opfordres den enkelte til at tænke nyt, skifte kurs og skabe lovgivning, der beskytter alle mennesker – også de små!

Fra Nørreport til Rådhuspladsen

Demonstrationen starter ved Nørreport Station, går til Christiansborg og derefter via Strøget til Rådhuspladsen, hvor Retten til Livs unge vil invitere enhver, der har lyst, til en åben og fordomsfri snak om abort. – Kom og vær med til at udfordre den kynisme, der breder sig mere og mere i vores lovgivning. Kom og vær med til at kæmpe for et folkestyre, der beskytter alle mennesker – også de små! lyder opfordringen fra Retten til Liv.