Israel under anklage

Lige siden staten Israel blev dannet den 14. maj 1948 og blev legaliseret ved en afstemning i FN, har Israels naboer haft et vedvarende mål: At udslette staten Israel og det jødiske folk.

Leif Sig Jensen
Skjern

Om morgenen den 13.09.2024 indledte Israel et angreb på Hizbollahs stillinger i primært det sydlige Libanon, og har fortsat angrebene i dag. Baggrunden er, at over 60.000 israelere boende langs grænsen til Libanon i lang tid har være evakuerede på grund af forsat bombardement med raketter affyret fra Hizbollahs stillinger i Libanon. Israel synes at have besluttet, at det skal bringes til ophør, så landets nordlige beboere kan leve i tryghed.

Når Israel først griber til handling nu, skyldes det utvivlsomt, at de har været i krig med Hamas i Gaza de sidste to år, og at de nu er nået så vidt, at behovet for militær tilstedeværelse i det område er begrænset. Resultatet af Israels angreb på Hizbollah har medført en markant stigende utilfredshed med Israels håndtering af deres militære indsats. Det bekræftes bl.a. af et brev til regeringen fra Mogens Lykketoft og Anders Fog Rasmussen m.fl., hvori de kritiserer regeringen for at være for Israel-venlig og opfordrer til, at Danmark officielt skal anerkende Palæstina som stat.

Men det sidste, at anerkende Palæstina som stat, forudsætter, at folkene i en sådan stat er repræsenterede ved personer, der ikke er på verdens rangliste over terrorister, som Hamas og Hizbollah er det. Det forudsætter yderligere, at de samme repræsentanter accepterer Israel som et suverænt land med ret til at leve i tryghed og sikkerhed bag anerkendte grænser. Hverken det ene eller det andet er tilfældet, hvorfor opfordringen til at godkende Palæstina som stat i øjeblikket synes at være en spøg snarere end et udslag af behov for retfærdighed eller sandhed.

Lige siden staten Israel blev dannet den 14.maj 1948 og blev legaliseret ved en afstemning i FN, har Israels naboer haft et vedvarende mål: At udslette staten Israel og det jødiske folk. Det er bevidnet af uafhængighedskrigen i 1948-49, Suez krigen i 1956, Seksdagskrigen i 1967, Udmattelseskrigen 1969-1970 og Yom Kippur krigen i 1973. Og siden da er kampen for at udslette Israel ført af terroristgrupper med hjemsted i de lande, der grænser op til Israel.

En stadig mere synlig medspiller og støtte til disse grupper er Iran, hvis styre åbenlyst bekender, at det har som mål at fjerne Israel fra landkortet. Det er samme Iran, der forsyner Hamas og Hizbollah med våben, der i en vis grad har deres oprindelse i Rusland og Kina. Med den baggrund kan det i lyset af historien og sandheden undre, at man i Vesten i stadig større grad fordømmer Israel.

Ikke at kritik af Israel er forkert og slet ikke, når det drejer sig om jødernes politik i forbindelse med Vestbredden og behandlingen af palæstinensere i dette område, eller når det drejer sig om Israels krigsførelse i forhold til civilbefolkningen i de områder, hvor krigen pågår. Men det er en helt anden sag. Når det drejer sig om kritik, hvor er så kritikker af fx Hamas, der bruger skoler og hospitaler som skjold for deres aktiviteter, og hvor er kritikken af Hamas’ tilbageholdelse af civile gidsler? Hele debatten synes at være skævvreden til ukendelighed – langt fra retfærdighed og sandhed.

Det er i denne kontekst vi finder Vestens kritik, der er vendt mod Israels ret til at bekæmpe dem, der ved terror vil udslette Israel. Vil vi i Vesten ikke tro eller vide, at en sådan kritik vil, om den bliver efterlevet, medføre, at Israel bliver udslettet? Kritikken mod Israel burde rejses mod alle de lande, der stemte for Israels oprettelse, fordi de svigtede ved ikke i forlængelse af oprettelsen at have stået på Israels side for at bekæmpe dets fjender og sikret Israels ret til at leve bag trygge og anerkendte grænser.

Det er jo ikke Israel, der har villet krigene. Det er ikke Israel, der indoktrinerer deres børn i skolerne til at hade palæstinenserne. Det er omvendt. Vi har svigtet. Vi har tilsyneladende ikke forstået, at vi med vor ensidige kritik af Israel tjener Satan i hans kamp for at fjerne Israel fra det land, som Gud gav sit folk til evigt eje.

Hvordan med fremtiden?

På kort sigt synes Israels kamp at eskalere, og på længere sigt synes den at være tabt. Og det synes at være et spørgsmål om tid, før Israel vil føle sig tvunget til at stoppe Iran, der fremstår som ondskabens centrum, og som tilsyneladende bakkes op af Kina og Rusland. Men et evt. opgør med Iran vil involvere stormagterne på en måde, som vi næppe kan forestille os eller bryder os om at tænke på. Efter Bibelens ord vil alle nationer på sigt samle sig for at gå mod Israel. Endnu aner vi kun vagt, hvad det vil betyde, eller hvordan det vil være. Og dog er der ting vi ved:

1. For de kristne gælder, at når det sker, skal vi løfte vore hoveder, for vor forløsning stunder til. Tiden er kommet, hvor vi skal møde Herren i skyen, for aldrig mere at skilles.

2. For jøderne gælder det, at ”på den dag agter jeg at udrydde alle de folkeslag, som rykker imod Jerusalem; men over Davids hus og Jerusalems indbyggere vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd, og de skal se hen til mig, ham, de har gennemboret. De skal holde dødsklage over ham, ligesom man klager over sin eneste søn, og holde bitter sorg over ham, ligesom man sørger over sin førstefødte.” Zak.12:9-10.

Og videre gælder det for Mellemøstens lande: ”På den dag skal Israel, som den tredje – sammen med Egypten og Assyrien, blive til velsignelse midt på jorden. Hærskarers Herre skal velsigne dem og sige: »Velsignet være mit folk Egypten, mine hænders værk Assyrien og min ejendom Israel.« (Esajas kap. 19,24, red.)