Hvordan kommer jeg ud af søvn problemer, smerter og gangbesvær?

Kære Poul Henning

Jeg mistede alt for tidligt min hustru, idet en cancer i maveregionen blev opdaget for sent. Jeg blev alene, for vi fik ingen børn. Selv er jeg ramt af fibromyalgi og fik for mange år siden førtidspension. For 6 år siden fik jeg et piskesmæld, som heldigvis næsten forsvandt, da jeg var til forbøn hos Hans Berntsen. For knap 3 år siden blev jeg en mørk aften på motorvej med høj fart påkørt bagfra.

Min bil snurrede rundt 2 eller 3 gange og endte med bagenden i grøften. Der blev ringet 112, jeg var ved bevidstheden, men havde smerter i nakkeregionen. Jeg fik en halskrave på og blev undersøgt på sygehuset. Heldigvis vidste røntgen undersøgelsen, at mine halshvirvler ikke var brækkede. Jeg takker Gud for, at han holdt hånden over mig. Den efterfølgende tid har desværre været med voldsomme smerter, og diagnosen er et nyt piskesmæld.

Jeg blev yderligere undersøgt med CT og MR-scanning, men konklusionen var, at der ikke kunne gøres andet end fysioterapi, kiropraktik og smertelindring. Der er forsøgt med flere forskellige slags medicin. Det er endt med gabapentin 600mg x 4, pamol, ibumetin og morfin. Gabapentin hjælper kun lidt, men det er da bedre end ingenting. Morfin 30mg bruges kun undtagelsesvist, når det er allerværst.

Min søvn er pga. smerter kun meget få timer hver nat, så jeg er aldrig rigtig frisk. Mit deltidsjob, som jeg var meget glad for, kan jeg ikke klare længere. Erstatningen for svie og smerte fra forsikringen var minimal. Jeg har langt til nærmeste frikirke og kommer der kun sporadisk. Min kæreste sidder i kørestol, men heldigvis kan jeg køre i bil for hende, når vi skal handle, vi bor ikke så langt fra hinanden.

Udover min kæreste er mit netværk ikke stort, men jeg prøver at hjælpe, hvor jeg kan. Jeg ved godt, at vi ikke er lovet guld og grønne skove, men jeg synes faktisk, at livet har været hårdt imod mig. Jeg har bedt til Gud og er taknemlig for de mange gange, han har reddet mit liv og givet mig styrke til dagen. Har du nogle forslag til, hvordan jeg kommer ud af mit søvnproblem, konstante smerter og gangbesvær, måske andre, der læser det, kan komme med et bud. På forhånd tak for din tid.

Kærlig hilsen
Den anonyme


Kære ven

Du fortjener en MEDALJE i at håndtere lidelser. Jeg er både rørt, imponeret og taknemlig til Gud for dig. Tak for samtale, jeg har af dig fået lov at formulere det på skrift, da det er svært for dig at skrive. Når jeg spørger dig, hvad du tænker om ulykken, udtrykker du spontant din taknemlig til Gud, at han holdt hånden over dig, så du ikke døde eller blev lam fra halsen og ned. Hvilket gåpåmod du har haft midt i al din lidelse! Du er et stort vidnesbyrd i at takle livet og dagen.

Du må være Gud dybt taknemlig for, at du ikke er endt i depression og angst. Andre brave folk kunne godt være slået ud at alt det, du har været igennem.

Ingen depression og angst

Du må være Gud dybt taknemlig for, at du ikke er endt i depression og angst. Andre brave folk kunne godt være slået ud at alt det, du har været igennem. Det er lykkes dig at søge Gud og hjælpe andre, og du er tydeligvis øvet i at se muligheder og det lyse fremfor problemer og det mørke.

At være noget for andre

Du er et givende og hjælpsomt menneske, hvilket er en del af den gode løsning, som du lever i og også afledes af. At elske Gud mere end alt andet og sin næste som sig selv er en gave og en opgave. Du kunne let være endt i selvmedlidenhed og dyrket alt det svære og alt det, du ikke fik.

Accept

Jeg tænker, at du har en god forståelse for ordet accept. Der er ganske meget lidelse, du har måttet acceptere. Du har fået nåde fra Gud til at kaste din byrde på Herren og ikke forstørre det svære. Du har fundet, at der midt i de konstante smerter er ny nåde hver morgen. Jeg takker Gud for dig kære broder, du er et forbillede.

Piskesmæld og videre behandling

Piskesmæld er en overstrækning og belastning af muskler og ledbånd i nakken. Heldigvis bliver de fleste symptomfrie i løbet af uger til måneder, men enkelte får som dig vedvarende gener som søvnforstyrrelser, smerter, træthed, snurren i armene, nedsat hukommelse og koncentration. I din situation bliver billedet præget af både fibromyalgi og piskesmæld. Smertebehandling er komplekst, hvorfor jeg vil foreslå, at du får en henvisning fra din egen læge til en smerteklinik, også selvom du måske har været der før.

Naturligvis har jeg mange bud på både smerte- og søvnproblemer, men jeg tænker, at du skal i et forløb med specialister med godt kendskab til detaljerne i din lægelige og medicinske historik; som du siger, er meget jo allerede afprøvet.

Brug tid på at sætte mere ind på din åndelige beholder. Hvis det er svært at få læst, findes Bibelen som lydbog. På biblioteket er der også et fint udvalg af relevante lydbøger.

Lydbøger

Du kan fortsat sætte mere ind på din åndelige og mentale ’beholder’. Det er nok svært at få læst, men at lytte er en smuk mulighed og en god mulighed også for at minimere smerterne for en stund. Bibelen findes som lydbog, og på biblioteket findes faktisk ganske mange gratis tilbud. Jeg vil gerne forære dig bogen PsykiaTro som lydbog. Der er her 16 kapitler ud fra den terapeutiske bibelske Salme 23.

Forbøn og fællesskab igen

Jeg vil opmuntre til at søge forbøn og netværk igen. Der er folkekirker tæt på dig. Hans Berntsen holder også møder rundt omkring i landet, herigennem har du jo før fået hjælp fra Gud. Vi har alle brug for fællesskab, Guds ord, nadver og bøn, så vær opmærksom herpå midt i smerter og det vanskelige ved at komme afsted.

Himlens kommende herlighed giver dobbelt styrke i hverdagen

Håbet kan være underforkyndt i vores kirker, og den personlige bøn bliver let forstyrret af verdens larm. Vi skal ikke blot forkynde om himlen, når der er begravelse, men leve med og i håbet hver dag. Vi skal have hovedet i himlen og benene på jorden, for en dag skal vi ikke blot erkende stykkevis, men se Kristus ansigt til ansigt. De sidste 5 år har jeg arbejdet med min nyligt udkomne fjerde bog: Fadervor – Himlen og jorden rundt på 40 dage.

Bogen er også en opmuntring til at få styrket håbet og bønnen, måske din kæreste og dig kan læse den sammen. En dag er vi hjemme, og da vil vi få et opstandelseslegeme, der ligner Jesu opstandelseslegeme. Da vil smerter, sygdom og lidelse være slut. ’Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.’(Fil.3:20-21)

Medalje til dig

Gud ser dig og er hos dig. Tænk at særligt du har kunnet bede og været noget for andre, så du ønskes også i mine bønner for dig fortsat en god rejse, for det evige liv begynder allerede nu i at kende ham.

Kærlig hilsen
Poul Henning