Kvinders frihed i tjenesten
Det er fair, at forfatteren i bogens oversigt gør det klart for læseren, hvor han selv står: Han håber på flere kvinder i tjenesten, og at de traditionelle fordomme vil blive forkastet. Så ved man, hvad man kan vente sig, hvis man vil læse bogen!Som forsvar for behovet for, at bogen skrives, fremføres som det første, at mangel på ligestilling berøver Kristi Legeme for ressourcer. Ressourcer som er nødvendige for at opfylde Missionsbefalingen! Dette postulat kunne det have været rart at få begrundet.
Bogen er fyldt med bastante og urimelige, skråsikre bemærkninger om, hvorledes det er fat med mennesker, der ikke til fulde er enige i forfatterens synspunkter: De fører falsk lære, deres logik er galskab, osv. En unødvendig sprogbrug, der heller ikke gavner noget.
Kvindelige ledere har ikke lavet så mange skandaler som mandlige, skriver forfatteren. For eksempel startede Joseph Smith Mormonkirken, og John Rutherfort startede Jehovas Vidner. Umiddelbart er indtrykket, at de mandlige forførere har forårsaget de største skadevirkninger.
Forfatteren citerer 1 Tim. 3,2 i spørgsmålet om det diskriminerende i ordene af Paulus om, at en ældste skal være en kvindes mand – men sådan står der ikke i Bibelen, men skal være én kvindes mand Det gør en forskel – også i meningen.
Jesper Veibys bog præges af ideen om, at Bibelen skal læses og tolkes i lyset af vor moderne og materialistiske verdensopfattelse. Kirken og den kristne skal følge med strømmen – hvilket udvander Bibelens ord og autoritet og fremmer verdsliggørelsen. De mange oplysninger om, at tolkningen af Bibelens ord ofte er forkerte eller misforståede, er som skabt til at begrænse almindelige bibellæseres tiltro og tillid til budskabet i Bøgernes Bog.
Mange, der betragter problemet angående kvinders frihed i tjenesten, kan sikkert i denne bog finde svar på flere spørgsmål, så med forfatterens egne ord: God læselyst.
Jesper Veiby: På lige fod…
– om kvinders frihed itjenesten
112 sider
149 kr.
Forlaget Jezper