IPSICC

Nyt kirkeligt udviklingsselskab vil udvikle kirker og lokalsamfund i Nigeria

Midpoints første bestyrelsesmøde i Danmark fra sommeren 2024. Bestyrelsen i Danmark består af Olu Robin-Coker (blå skjorte), Hannah Nordborg Rinkowski, Jesper Slob (ikke til stede), Clement Dachet (grå trøje) og Henrik Engelbrekt Refshauge (forrest). Foto: Privat

I maj 2024 startede et nyt kirkeligt udviklingsselskab, Midpoint, op i Danmark. Derefter blev det meste af 2024 brugt på papirarbejde i lange baner for at få alle godkendelser og formaliteter på plads.

Når man vil etablere en organisation, der også ønsker at administrere indsamlede midler og sende økonomisk støtte ud af landet, kræver det hel del papirarbejde. Det kan Midpoint skrive under på, men i december 2024 kunne en glad formand for bestyrelsen i Danmark nu endelig officielt erklære Midpoint for etableret og klar til at gå i gang.

”Den officielle status betyder, at Midpoint nu kan optræde ansvarligt og troværdigt i samarbejdsrelationer og projekter i Nigeria. Vi har allerede lavet flere projekter i samarbejde mellem Midpoint og andre organisationer i Nigeria, men i første kvartal 2025 finder vi de første kernesamarbejdspartnere til konkrete projekter,” forklarer Henrik Engelbrekt Refshauge, der er formand for bestyrelsen i Danmark.

Henrik Engelbrekt Refshauge har blandt andet tidligere været generalsekretær i Mission Afrika og har derigennem nogle erfaringer, som han tager med sig i arbejdet med Midpoint. Midpoint har både en bestyrelse i Danmark og i Nigeria. I Nigeria hedder organisationen dog MADI: Midpoint Advocacy and community Development Initiative.

Fire fokusområder

Midpoint er ikke et klassisk missionsselskab, men et kirkeligt udviklingsselskab, hvis kerneopgaver handler om kirke- og samfundsudvikling eller transformation, som Midpoint selv kalder det, og uddannelse og fremme af iværksætteri. Det nye udviklingsselskab har fire overordnede fokusområder: Politik og uddannelse, transformation af kirke og samfund, katastrofeberedskab og risikoreduktion og sidst, men ikke mindst, iværksætteri.

Klar til konkrete projekter

”Midpoints formål er at vække håb hos de mest sårbare, trængte og oversete. Vi er en kirkelig udviklingsorganisation inspireret af evangeliet om Jesus Kristus,” skriver Midpoint på sin hjemmeside. Midpoint har allerede været involveret i flere projekter med andre organisationer i Nigeria. Blandt andet har Midpoint været involveret i filmfestivalen ’Africa Religious Freedom Film Festival’, men nu hvor alle godkendelser er faldet på plads i Danmark, kan arbejdet med at finde kernesamarbejdspartnere til egne konkrete projekter for alvor gå i gang.

Du kan læse mere om Midpoint på deres hjemmeside www.mpoint.dk, hvor du også kan læse om, hvordan man kan støtte arbejdet økonomisk.