1700-års jubilæum for kirkemødet, der fastslog, at Jesus er sand Gud

Af Bodil Lanting 31. jan. 2025/05

Den romerske kejser Konstantin indkaldte tre hundrede biskopper og endnu flere presbytere og diakoner til møde i det kejserlige palads i den bityniske by Nikæa (nu Iznik i Tyrkiet). Et øjenvidne rapporterer senere at have set ham ”dækket i en beklædningsgenstand, der glimtede, som om den strålede af lys, og reflekterede skæret fra hans lilla kappe, prydet med den strålende pragt af guld og ædelstene. Han sætter sig på sin guldtrone, og hele forsamlingen, der rejste sig for at byde ham velkommen, holder vejret i ivrig forventning.” Maleri af Cesare Nebbia (1536-1614) fra ca. 1560, Vatikanets museum i Viale Vaticano, Rom.

På mødet i Nikæa den 19. juni 325 e.Kr. blev den nikænske trosbekendelse vedtaget af det første økumeniske råd. Historien fortæller os, at dette ikke var noget almindeligt kirkemøde. Det var da også kommet i stand på selveste kejserens foranledning.

Tænketanken The Christian Institute skriver om kirkemødet, at 300 biskopper og endnu flere presbytere og diakoner var samlet i det kejserlige palads i den bityniske by Nikæa (nu Iznik, Tyrkiet). Herefter ankom en procession efterfulgt af den romerske kejser Konstantin i al sin pragt. Et øjenvidne fortæller senere, at kejseren, som tog plads på sin guldtrone, var ”dækket i en beklædningsgenstand, der glimtede, som om den strålede af lys, og reflekterede skæret fra hans lilla kappe, prydet med den strålende pragt af guld og ædelstene”.

Der var en helt særlig teologisk årsag til, at denne verdensleder, der kaldte sig kirkens beskytter, havde indkaldt til det store kirkemøde.

Den arianske strid

Ifølge Matt. 28,19 havde Jesus lært sine disciple, at de skulle døbe mennesker ”i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Også Paulus havde udtrykt sig på lignende vis med ordene fra den apostolske velsignelse: ”Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle.” (2. Korintherbrev 13,14) Fra kirkens tidligste dage var læren om treenigheden således noget grundlæggende for den kristne tro.

Men i det fjerde århundrede var der opstået forvirring om Kristi guddommelighed, især i den østlige del af kirken. Og i 318 e.Kr. brød kontroversen ud i lys lue: Den populære prædikant Arius (256-336) var nemlig begyndt at lære, at Faderen alene var Gud, mens Sønnen var af en lignende, men ikke helt samme substans. Gud kan have skabt alt gennem Sønnen, men kun Faderen var den evige og sande Gud. Kristus selv var blevet skabt af intet, mente Arius.

Arius blev dog hurtigt modsagt og afsat af sin biskop, Alexander, som erklærede ham som kætter i 320 e.Kr. Alligevel fortsatte striden med at brede sig, og Arius søgte støtte fra østlige biskopper. Mange forstod ikke helt argumenterne, men folk valgte side, og kirken blev mere og mere splittet.

Ved byen Iznik i Tyrkiet har arkæologer fundet resterne af en gammel kirke, som nu ligger under vand. Byen er identisk med Nikæa, hvor kirken i 325 fastslog, at Jesus Kristus er evig og sand Gud. Det hedder i den nikænske trosbekendelse, at vi tror ”på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber. Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himmelen og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria.”

Den nikænske trosbekendelse

Kejser Konstantin så det som sin pligt at forene kirken og bevare freden. Derfor skulle striden afgøres på det store kirkemøde i Nikæa med deltagelse af teologer fra hele den romerske verden – måske endda også fra de fjerne britiske øer. Uanset hvad Konstantins motiver var, gav Nikæa-mødet teologerne muligheden for at sammenfatte, hvad der er den sande kristne lære, og kirkerne bruger stadig denne trosbekendelse den dag i dag.

Den nikæske trosbekendelse fastslår, at Gud er tre i én: Faderen, der har skabt alle ting; Jesus Kristus, Faderens enbårne søn, og Helligånden. I modsætning til Arius’ lære erklærede trosbekendelsen, at Kristus er ”født af Faderen før alle tider”. Sønnen er ”Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen”. Bekendelsen understreger også formålet med Jesu inkarnation:

”som for os mennesker og for vores frelses skyld steg ned og blev kød og blev menneske, led og opstod på den tredje dag, og opfor til himlen, hvorfra han kommer for at dømme levende og døde.” Senere kirkemøder udvidede trosbekendelsen til den form, vi kender i dag, og tilføjede ord om Helligånden, kirken, dåben og opstandelsen.

Afvisning af Arius

Efter trosbekendelsen følger en afvisning af kætterne: ”Men de, der siger: ’Der var en tid, hvor han ikke var’ og ’Han var ikke, før han blev skabt’ og ’Han blev skabt ud af ingenting’, eller ’Han er af en anden hypostase’ eller ’væsen’, eller ’Guds søn er skabt’ eller ’omskiftelig’ eller ’foranderlig’ – de fordømmes af den hellige katolske og apostolske kirke.” Arius og nogle af hans støtter blev sendt i eksil. Men debatten fortsatte gennem mange år, og arianismen forblev indflydelsesrig i flere århundreder.

Sønnen er ”Gud af Gud, lys af lys,
sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt,
af samme væsen som Faderen”.

Lignende kætterier dukkede op igen i kølvandet på reformationen i det 16. århundrede. Mens blandt andre Luther og Calvin forsøgte at bringe kirken tilbage i overensstemmelse med Bibelens lære, ønskede andre at fremme meget mere radikale ændringer, idet de fx påstod, at Jesus ikke eksisterede før sin menneskelige fødsel. Sådanne synspunkter har ført til dannelsen af de unitariske kirker, som afviser treenighedslæren.

Læs også: Nikæa kirkemødets altafgørende betydning