IPSICC

Grønlands Stift styrker det diakonale arbejde i fire byer

Indsatsen skal foregå i samarbejde med Sømandsmissionen og Menighedsplejen i Danmark.

Biskop Paneeraq Siegstad Munk fra stiftet Kalaallit Nunaanni Ilagiit.

Midt i al virakken omkring Grønland går Det grønlandske Stift med biskop Paneeraq Siegstad Munk i spidsen sammen med Menighedsplejen i Danmark og Sømandsmissionen nu i gang med en større social satsning i fire vestgrønlandske byer. Indsatsen har fået seks millioner kroner i støtte fra Den A. P. Møllerske Støttefond.

Det grønlandske Stift, Kalaallit Nunaanni Ilagiit, er gået sammen med menighedsplejen i Danmark og Sømandsmissionen om at styrke kirkens sociale arbejde i fire byer på Grønlands vestkyst, skriver stiftet i en pressemeddelelse.

Nye tilbud i kirkerne

Grønlands biskop, Paneeraq Siegstad Munk, er omdrejningspunkt for arbejdet, og hun forventer, at det vil give kirkens diakonale arbejde et afgørende løft. Ambitionen er at styrke kirkens rolle og borgernes velfærd, så kirken ikke kun er åben om søndagen til gudstjenesten. Projektet tager afsæt i kirkerne, Sømandsmissionen og lokalsamfundene i Nuuk, Sisimiut, Aasiaat og Ilulissat. Her vil lokale repræsentanter danne foreninger, der driver lokale aktiviteter som fx sorggrupper og ferieaktiviteter for børn. Aktiviteterne drives af frivillige, og der ansættes lokale koordinatorer i de fire præstegæld.

Sømandsmissionen og Menighedsplejen

Sømandsmissionen har via de lokale sømandshjem i over 50 år rakt ud til fiskere og søfolk med diakonale tilbud i Grønland. Dette vil fortsætte uændret, og generalsekretær Nicolaj Wibe glæder sig over, at kirken nu får bedre mulighed for at gøre en forskel for mange mennesker. Menighedsplejen i Danmark har over 100 års erfaring med socialt arbejde. Det glæder derfor Mette Møbjerg Madsen, generalsekretær i Menighedsplejen i Danmark, at man nu får mulighed for at bruge det omfattende erfaringsgrundlag til at støtte kirkens sociale arbejde i Grønland.

Det er en bevilling på 6 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond, som gør det muligt at styrke arbejdet gennem de grønlandske kirker.