Nu kan parforholdet boostes i Vejle
Det anerkendte parkursus PREP udbydes til marts i Vejle. Initiativet kommer fra tre certificerede PREP-undervisere, som i samarbejde med Kirkernes Sociale Arbejde i Vejle afholder kurset i Kirkehuset ved Vor Frelsers Kirke.
Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse. ”PREP er for par i alle aldre og livsfaser, der ønsker at arbejde med deres parforhold. Visionen er helt enkelt: at bidrage til at styrke parforhold i Vejle og omegn, uanset baggrund eller livssituation,” siger initiativtager Birgit Muff Pedersen, som har undervist på kurset i Odense de seneste to år.
Praktiske redskaber
Parkurset PREP er udviklet til at hjælpe par med at passe godt på parforholdet. På kurset får man Praktiske Redskaber til et Engageret Parforhold, og inspiration til at udvikle forholdet, mens man også lærer at kommunikere bedre. Det kan være svært at give kærligheden gode vækstbetingelser i en travl hverdag. Alligevel er det et stort ønske for de fleste at skabe gode parforhold og trygge familier. Det viser forskningen, som ligger bag udviklingen af parkurset.
PREP er et forebyggende og relationsudviklende kursus. Det er ikke et terapeutisk forløb, men består af undervisning over fire aftner med oplæg fra kursuslederne og private samtaler mellem parret.
Det praktiske
Kurset afholdes over fire tirsdage aftner, første gang den 11. marts i Kirkehuset v/ Vor Frelsers Kirke. Kurset koster 1.000 kroner pr. par. Tilmelding og yderligere information findes på hjemmesiden Kirkernes Sociale Arbejde i Vejle. Kurset tilbydes af Bykirken i Vejle, Frimenigheden Broen og Vor Frelsers Kirke, i samarbejde med KSA-Vejle. Det siger tidligere deltagere på PREP om kurset:
”Sørg for, at ALLE par i hele kongeriget kommer på sådan et kursus.” (Kvindelig deltager) ”Et godt kursus med mange gode værktøjer til at reflektere over de ting, vi bøvler med. Det er håndgribeligt og gav mig rigtig meget.” (Kvindelig deltager) ”Parkurset gav os to gode dage sammen med hjælp til at dykke ned i vores parforholds sårbarheder og ressourcer. Vi fik fundet gammel og ny kærlighed til hinanden og god forståelse, strategier og redskaber til et bedre parforhold. Tak for det.” (Par)
Citater stammer fra www.familieudvikling.dk