Fald til ro igen, min sjæl

Vi lever i en stresset og individualiseret tid. Uro, ustabilitet og uforudsigelighed sætter sit præg i mange sammenhænge. Børn og voksne er pressede. Der stilles hårde krav i skole og uddannelsessystem, på arbejdet og i sociale sammenhænge – og ikke mindst på de sociale medier. Det kan være svært at præstere, at leve op til forventningerne, dagligt at ’vise den bedste udgave af sig selv’ – og så i øvrigt finde det rigtige smil frem og vende den rigtige kind til på det næste opslag.

Tal og statistikker taler om de mange, som mærkes og tynges af stress, udbrændthed og depression – eller helt bukker under. Der er meget, man skal lykkes med. Man skal være interessant, innovativ og omstillingsparat. Og lykkes alle de fine projekter ikke, kan man takke sig selv for det…

Kirkens kur mod stress

Her har kirken noget afgørende og højst tiltrængt at sige om menneskeværd uanset ressourcer og indsats – og om betydningen af hvile og hviledag. Kirken må minde stressede nutidsmennesker om, at ingen skal alt, men at vi skal leve i kald og stand og dér bruge vore gaver og talenter og være trofaste og taknemmelige over for Gud og mennesker. Og Kirken må pege på værdien og vigtigheden af hvile og helligdag.

Præstationstænkning

Forventningerne om at være smart, innovativ og omstillingsparat hænger i den luft, vi alle indånder, og siver ind mange steder – også der, hvor vi ikke umiddelbart tænker over det. De kan også trænge ind i Kirken – i dens liv og arbejde og også helt ind i forkyndelsen og gudstjenesten. Kirken og dens formidling må gøres aktuel, indbydende og interessant, bliver forventningen så. Der må nytænkes og omformes, og det, der ikke opleves som relevant, må gøres relevant.

Det er præstationskulturen, der sætter sine aftryk. Du kan, hvad du vil, siger den. Den stemme kan høres mange steder, og i Kirken kan den altså også trænge sig på: vær vellykket, succesfuld, interessant og relevant. Disse tanker kan køre helt af sporet og blive til radikale tanker om at forandre helt grundlæggende i troen, forkyndelsen og gudstjenesten. Men tankegangen kan også udspringe af et sundt ønske om, at mennesker må høre Guds ord, så troen på ham må skabes og vokse.

Kirken skal jo altid være til stede i tiden, sådan som den nu er. Det er lige nu og her, vi skal være vidner – ikke i en forgangen fortid eller usikker fremtid. Og evangeliet skal formidles, så det kan blive forstået og taget imod.

Kirkelig stress

Men uanset tilgang er der faremomenter, når vi ønsker at gøre evangeliet, kirken og gudstjenesten relevant. Der er fare for, at resultatet bliver en form for kirkelig og åndelig stress, fordi menneskers følelser og oplevelser får det afgørende ord og bliver en slags dommer i højesteret. Troens værdi og betydning bliver så afgjort af, hvordan den føles, og hvilken betydning den får for oplevelsen af livet.

Den gode gudstjeneste bliver den, der føles og opleves som god og meningsfuld, som rammende og rørende. Og opleves den ikke sådan, må den ændres og fornyes, opdateres og aktualiseres. Så bliver gudstjenesten og kirkens arbejde i øvrigt tynget af forventninger, som de ikke kan og skal leve op til. Og så kan det blive (ekstra) hårdt at være præst og menighed og kirkeligt arbejde. Så er det, man taler om attraktive og succesfulde menigheder og fællesskaber.

Event-kultur i kirken?

Og gudstjenesten kan blive til en ’event’, som helst skal være en fed oplevelse, der vækker store og varme følelser. Hvis forkyndelse og gudstjeneste på den måde bliver en del af præstationskulturen, er der fare på færde og grund til grundige overvejelser. For så bliver alt ansvaret placeret på os. Præstationskulturen siger, at alle muligheder er åbne: du kan, hvis du virkelig vil; så hvis det mislykkes, er det din egen skyld. Hvis dén kultur vrider armen om på kirken og gudstjenesten, så ligger stress og jag og oplevelsen af nederlag og mislykkethed på lur lige rundt om hjørnet.

Elsket som Guds barn

Evangeliet selv siger det modsatte: kom, som du er; netop sådan er du ønsket og elsket som Guds barn og brugbar som hans tjener – før og uanset dine præstationer. Lyt til hans ord, og tag imod alt det, han giver. Og lad så ham give det videre til andre gennem dig. For vækst i Kirken og i troen er ikke resultat af menneskelig indsats, men er noget, Gud giver – ikke et produkt af menneskelig indsats, men frugt af Helligåndens virke.

Ægte hvile hos Gud

Kirkelig og åndelig stress er en grundlæggende udfordring. Måske er det en variant af noget, som kirken og troen til stadighed må kæmpe med: den usunde fokus på egne muligheder og egen præstation og indsats, på følelser, oplevelser og erfaringer. Kirkefaderen Augustin sagde med en formulering, der er blevet klassisk: ’Du har skabt os til dig, o Gud, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.’ I dig…, sagde han. Sund og ægte hvile findes altså ikke i den fede oplevelse eller den varme følelse, men i Gud selv: ’ …indtil det finder hvile i dig’.

Her er der hvile at finde – om så det indre barometer viser stille gråvejr eller brandstorm. Kirkelig og åndelig stress ligger på spring, når vægten i tro og (guds)tjeneste lægges et sted, der ikke kan og skal bære den, fx i det enkelte menneskes følelse og oplevelse. For der bliver ikke fred og hvile, hvis oplevelserne reelt blot skal bygge på sig selv.

”Herren har handlet vel imod dig”

’Fald til ro igen, min sjæl, for Herren har handlet vel imod dig,’ lyder opmuntringen i Sl. 116,7. I grunden kunne en sådan sætning passende sættes over døren i enhver kirke – bedst over udgangsdøren. For når et menneske går ud fra gudstjeneste, må det falde til ro og finde glæde i alt det gode, som Gud dér har gjort for ham eller hende. ’Herren har handlet vel imod dig.’

Evangeliet selv siger det modsatte:
kom, som du er; netop sådan er du ønsket
og elsket som Guds barn og brugbar som hans tjener
– før og uanset dine præstationer.
Lyt til hans ord, og tag imod alt det, han giver.

Han har talt sit ord, og det ord er til at stole på og hvile i. Han har mindet os om dåben, om genfødelsens bad, hvor han med sine store hænder greb ind i vort liv, satte korsets tegn på os og satte os over i sin elskede søns rige. Han har mødt os i nadveren og i, med og under brød og vin givet os intet mindre end Jesu Kristi legeme og blod som næring og pant. Han har tilsagt os at ville ’lade sit ansigt lyse over os og give os sin fred’. Altså ikke først og fremmest give friske kræfter til nye arbejdsopgaver – men sin fred.

’Fald til ro igen, min sjæl, for Herren har handlet vel imod dig.’