For tæt på sin tid?

Er Mette Kathrine Grosbølls Tidehvervs-afhandling noget, man må drøfte ved aftensbordet? Den handler jo netop om to af de ting, der ellers her formodes at være tabu: politik og religion (kristendom) – og så samfundet, ja!Komplekse størrelser, hvor de undertiden indbyrdes forbindes.
Bogen er et redigeret universitets-speciale, hvis hensigt er at undersøge, „hvorvidt Tidehvervs redaktør, Søren Krarup, havde ret, når han hævdede, at hans og Jesper Langballes partipolitiske engagement i Dansk Folkeparti ved valget i 2001 var fuldstændig i tråd med, hvad Tidehverv havde stået for siden oprindelsen i 1926“ (forordet).

Tidehverv ville ikke være nogen bevægelse, heller ikke politisk og da slet ikke partipolitisk. Forfatteren giver et kort rids af tidehvervets historie, herunder (af speciel interesse) i besættelsesårene og de seneste årtier (EU, det nationale, flygtninge). Hovedkilden til forfatterens overvejelser er det legendariske tidsskrift selv.
Mette Kathrine Grosbøll konkluderer derhen, at Tidehverv med Krarups og Langballes indtræden i Folketinget har gennemlevet en afgørende kurs-ændring … er blevet dét, den som udgangspunkt ikke skulle være: en defineret bevægelse. Tidehvervs oprindelige selvopgør er afløst af fremadvendt angreb, er blevet en teologisk ideologi: teologisme.
Det er en interessant redegørelse, men sine steder svinger bogen lidt mellem at være en (kirke-)historikers værk og en polemikers. Så objektiv som den i udgangspunktet gerne vil være, er den i al fald ikke. Måske er forfatteren ganske enkelt for tæt på emnet i tid.
Men det er afgjort altid interessant at se Tidehverv sat under lup af folk, der ikke selv tilhører menigheden. Og specielt i den nuværende regerings-konstruktion, hvor Dansk Folkeparti spiller en ret så afgørende rolle.

Mette Kathrine Grosbøll:
Teologisme – om Tidehvervs vej til
Christiansborg
200 sider
189 kr.
Anis