Gud er Gud – det gi’r håb

Åsa Molins prisbelønnede debutbog om, at vi må have hjertet vendt mod Gud, kan hjælpe os til at lære at tolke vores liv på en ny måde.„Et sandt håb må være grundet i et sandt løfte. Gud har ikke lovet at beskytte os mod alt ondt eller sørge for medgang. Håbet om, at vi kristne skulle kunne svøm-me ovenpå i livet, er altså et falsk håb, grundet i et falskt gudsbillede, som giver en falsk tryghed.“Sådan skriver teolog og højskolelærer Åsa Molin i sin debutbog Og hjertet vender sig om – en bog om håb. Bogen er et causeri over begrebet håb, men også over håbløshed og hvad vi kan grunde vore håb på. Bogen giver masser af gode eksempler og billeder fra Bibelen, filmverdenen og litteraturen, bl.a. fra Vilhelm Mobergs „Udvandrerne“: Udvandrerne går i land i Amerika, næsten uden håb, og bliver mødt af en præst med sand næstekærlighed, der giver dem nyt håb.

Falske gudsbilleder må knuses

I bogen vises det, at tro, teologi og eget liv hører nøje sammen. Troen er desværre blevet individualiseret, og det handler i dag om, at jeg og Jesus har det hyggeligt sammen. Et helt forkert fokus. Det viser forfatteren klart. Hun viser os, at falske gudsbilleder må knuses, for at et sandt gudsbillede kan træde frem, så et håb, der er forankret i, hvem Gud er, og ikke i, hvilke forhåbninger jeg har, kan træde frem.

Et „uanset-hvad-der-sker-håb“

Foratteren og hendes mand har i mange år håbet på at få et barn, og det fortæller hun om i bogen. De gik med et knust håb. Men ud af det har hun lært lektien om, at det kristne håb er et „uanset-hvad-der-sker-håb“. Hun fik erfaret og lært, at hjertet kan vende sig om og skabe mulighed for at se ting med nye øjne – håbets øjne.

Gud kan udrette det umulige

Med Zakarias, Maria (Jesu mor) og Abraham som forbilleder maler Åsa Molin et billede af håbet til en Gud, som har vist, at han kan udrette det umulige. Da alt håb var ude, holdt Abraham fast ved håbet, står der i Romerbrevet. Det var totalt håbløst, alligevel håbede Abraham. Han holdt fast ved noget, der egentlig ikke fandtes. Hun viser, at selve kerneproblemet i kristen tro er, at det er til Gud selv, vi sætter vores lid og ikke til, hvad han kan og skal gøre for os.

Har det for godt …

Bogen er ikke „kun“ en bog om håb, det er også en bog om Guds rige, om Gud og om, at vi må have hjertet vendt mod Gud og se ham, som han er, og om en manglende forkyndelse af de sidste tider i en tid, hvor vi i den vestlige verden har fået det så godt materielt, at vi er tilfredse med det og ikke længes efter den himmelske velsignelse, som venter os.
Molin er optaget af, at vi som kristne får hjælp til at lære at tolke vores liv og tolke det på en ny måde – og det kan hendes bog hjælpe os til. Den kan varmt anbefales.

Åsa Molin:
Og hjertet vender sig om – en bog om håb
223 sider • 199,95 kr.
Logia