Anderledes salmer fra en nutidig salmist

Overraskende spændende og dybe salmer fra Marianne Harboe.Denne dobbelt-cd og det tilhørende teksthæfte er noget helt specielt.Marianne Harboe var en forholdsvis ukirkelig dansk seminarielektor, der underviste i billedkunst. Midt i livet løb hun ind i en eksistenskrise og ”døde” fra sit daværende liv, som hun selv udtrykker det.
I sin søgen efter en mening i livet meldte hun sig som frivillig på Skt. Lukas Hospice.
Her i dødens forgår genopdagede hun kristentroen.
Hun udfordres så af sin mand, sangeren Hans Dal, til at skrive en salme. Og inspirationen kommer over dem begge i en grad, så de arbejder intenst i tre måneder og skriver 30 nye salmer!
(Se interview.)

Ikke den lette type

Nu er vi nok nogen, der er skeptiske overfor ”nye salmer”, fordi de ofte er lidt lette og overfladiske. Sådan er det ikke med disse nye salmer.
Dette er ikke salmer skrevet af en hyggelig rimsmed, som kender det religiøse sprog uden at forstå dets dybde.
Dette er eksistentielle salmer. De egner sig ikke til fællessang. Det er krasse salmer, som fortæller om et menneske i dødsangst på vej til Gud.
I salmen ”Du Bar Mig Gennem Ilden” beskriver Marianne Harboe sin vej til tro.
Salmerne er formuleret som personlige bønner til Gud eller Jesus, hvilket gør dem velegnede til personlig eftertanke. Det ville nok være mere rigtigt at kalde salmerne ”åndelige sange”, for de ligner ikke dem, vi synger i kirken.
Men mange vil kunne identificere sig med de følelser, teksterne udtrykker, hvad enten det er de krasse eller de tillidsfulde salmer. De minder faktisk om Davids salmer.
Og Hans Dals bløde, melankolske stemme og dejlige guitarspil giver salmerne en ekstra hjertelig dimension.

Tidsaktuelle

En nutidig, samfundsrelevant tekst er f.eks. ”Nu Er Det Tid”, der er aftrykt her på siden.
En anden salme, som vender vrangen ud, er ”Alt Hvad Jeg Elsker” – en vred Jobs-salme, der udtrykker skuffelsen over, at Gud åbenbart ikke hjælper, men ligesom Davids salmer har den en håbefuld udgang.
Andre salmer er milde og poetiske, som f.eks. ”Ved Vejs Ende”, en døendes salme, hvor det bl.a. hedder ”Bred engletæppet varsomt ud, og læg det i min kiste.”
Rigtig mange af salmerne beskriver livet, når det er tungt. Og der er noget forfriskende i disse ”udefra kommende” tekster, som uden omsvøb tager fat på nogle emner, som mange præster knapt tør nævne. Som f.eks. forkyndelsen af, at alt vort eget og vort begær må dø, før vi kan bruges af Gud.
”Så brug mig Gud, tilintetgør, udslet mig først! Jeg trættes af min grådighed, sluk al begærets sultne tørst. Jeg be’r dig brug mig Gud.”
I salmen ”Omveje” sammenlignes livet med motorvejskørsel, og det hedder:
”Valg på valg af retning fra ind- og udfaldsveje. Det hele skal jeg nå, sit ego må man pleje. Et har jeg dog forstået, sæt aldrig farten ned. Luk øjnene, hvis du vil være med! Fortrængt blev hver en uro og tilløb til hver angst. Her gjaldt i hver en sammenhæng at bjærge største fangst.”
Og senere: ”Jeg når jo nok det hele, men spilder al min tid. Åh gode Gud, så hjælp mig dog, jeg blafrer hid og did.”
I salmen ”Jeg lever i dag” skriver forfatteren rent ud:
”Jeg spildte mit liv”…
Der er selvfølgelig en risiko for, at disse salmer blot bliver højstemt pathos. Men det er jo op til lytteren, om man vil lade dem tale – til sig selv.

Salmer i Sorg og Glæde
Tekst: Marianne Harboe
Musik: Hans Dal
Dobbelt CD: 179 kr.
Teksthæfte: 100 kr.
Kan bestilles hos Udfordringen (hosianna.dk)