United underviste i lovsangsskrivning

I sidste uge bragte Udfordringen en reportage fra Hillsongs seminarer i Kbh. Her kommer 2. del, hvor Joel Houston og Brooke Fraser fortæller om skriveprocessen.- Dine sange er et produkt af det, der er inde i dig, og hvis Ordet er i dig, så er det dét, som kommer ud, erklærede Brooke Fraser under et seminar i Pinsekirken i Københavns Kristne Kulturcenter i forrige uge.

24-årige Brooke Fraser og 28-årige Joel Houston er blandt verdens mest populære lovsangsskrivere, som skriver sange til Guds ære.

Og hendes kollega Joel Huston fortsatte:
– Så derfor har vi brug for at skabe en kultur, hvor folk er fyldt af Gud!
De to talte foran 30 særligt inviterede danske lovsangsledere, som lyttede opmærksomt.

Populære lovsangere

24-årige Brooke og 28-årige Joel er i øjeblikket blandt verdens mest populære lovsangsskrivere: Sange, som skrives og synges for at give Gud ære.
New zealandske Brooke Frasers første album solgte 7 gange platin og blev landets 2. bedst sælgende cd i 2001. Nummer 2 har indtil videre solgt 2 gange platin.
Hun har turneret med David Bowie og kommer p.t. i Hillsong Church i Australien, hvor hun både skriver og synger med på det årlige Hillsong United album.
Joel Houston er lovsangsleder og sangskriver i Hillsong Church i Sydney, hvor en ’lille’ gudstjeneste har omkring 3.500 besøgende.
Han er søn af kirkens seniorpastorer Brian og Bobbie Houston og medproducer på Hillsong United-cd’erne, der siden 1999 har toppet australske og amerikanske kristne cd-salgslister. Hans sangtekster er oversat til 32 sprog og inkluderer ’Inside Out’, ’Point of Difference’ og ’Revolution’. Sidstnævnte har han skrevet sammen med bl.a. Brooke Fraser.

Må bare skrive

Brooke har skrevet sange, siden hun var 12.
– Jeg må bare skrive, for musik er et himmelsk sprog. Og ord er det eneste offensive våben, som Paulus nævner, når han beskriver ’Guds fulde rustning’, sagde hun.
Guds fulde rustning beskrives i Paulus’ brev til Efeserne, hvor sandhed, retfærdighed, villighed, tro, frelsen og Guds ord fremstilles som noget, kristne kan iklæde sig og bære.
– Derfor skal vi ikke bare synge tilfældige ord. Vores sange er ikke altid søde og emotionelle. For når vi synger, kan fjendens fæstningsværker brydes, og døde hjerter varmes, sagde Brooke.

For sjæl og hoved

I sidste uge bragte Udfordringen en reportage fra seminarer, som Hillsong United afholdt for danske lovsangsledere i forbindelse med bandets Danmarks-besøg d. 17/9. Her kommer 2. del, hvor to af verdens mest populære lovsangsforfattere fortæller om skriveprocessen.

– Der er noget i musikken, der taler til sjælen, fortsatte Joel.
– Det gælder ikke kun for kristne. Fjenden bruger også musik. Musik er så vigtig, at hele kulturer ofte associeres med musik, så vi behøver at skabe en kultur, hvor folk er fyldt af Gud! Hvor Gud er i os. Det sker gennem lovsang.
– Sange former unges teologi. Jeg har selv oplevet at læse et stykke i Biblen og tænke: ’Hov! Det er som den der sang’…Når det i virkeligheden forholder sig omvendt.
– Jeg tror, det er fair at sige, at unge lytter mere til lovsang, end de læser Biblen. Så vi er med til at forme deres teologi, og det er et stort ansvar.
Derfor snakker Joel altid sine sange igennem med en præst fra sin kirke, om der er ting i teksten, som kan misforstås teologisk. Og præsten træffer den endelige beslutning, om en sang må bruges eller ej.

Kampen at skrive

Selvfølgelig var der nogen, der stillede det uundgåelige spørgsmål: Hvor kommer jeres ideer fra? Joel svarede eftertænksomt:
– Jeg ville gerne sætte en dag af til at skrive, men sådan fungerer det ikke. Meget ofte kommer sangene i første omgang i flyet, til en gudstjeneste, fra avisen, i bilen, eller når jeg surfer. For sange flyver rundt i luften. Åbn øjnene og grib ud i luften! Det er let. Det svære er disciplinen: selve det at skrive. Det kan tage uger, måneder, selv år. Jeg får måske 100 ideer for hver færdiggjort sang. Jeg kender ingen, for hvem det kommer let. De findes, men det gælder langt fra de fleste.
– Og en del af at ære Gud med dine sange, tilføjede Brooke, er den omhyggelighed, du lægger i det. Det handler altså også om at blive bedre til sit håndværk. Joel skrev ’Inside Out’ i 5-6 versioner, som han selv syntes var ’gode’, men bare ikke føltes rigtigt, sagde hun og fortsatte:
– Nu er han glad for, at han blev ved, selvom det var hårdt.
– Det er også godt at øve sig på at færdiggøre sange. Jo flere gange, du kommer igennem arbejdet med at færdiggøre en mellemgod sang, jo bedre bliver du til at lave de virkelig gode sange, understregede Brooke Fraser fra Hillsong United.