Kvindeliv i 1800-tallet
’Alle mine Hemmeligheder’ er en ny historisk roman af Lynn Austin om tre generationer af kvinder, som efter den succesfulde Arthur Stanton III’s død befinder sig i en økonomisk sårbar situation. Handlingen udspiller sig i 1890’erne i USA, hvor Sylvia, hendes datter Addy og svigermor Junietta alle er i chok efter Arthurs pludselige død. Ifølge en klausul i testamentet kan det omfattende familiefirma kun gå i arv til en mand.
Ganske vist tilhører det enorme palæ, som har været families hjem, nu kvinderne, men uden midler til at vedligeholde det, er det en uholdbar situation. For at forstå deres situation, må man sætte sig ind i datidens sociale spilleregler og hvordan tab af social rang vil føre til udstødelse af de kredse, de som samfundets allerhøjst privilegerede har nydt godt af. Sylvia har en smertelig fortid bag sig og har set, hvad en fallit kan gøre ved en familie, så hun sætter alle sejl til for at skjule sandheden om deres situation, indtil de har fået Addy godt gift. Og ja, godt gift betyder med en rig mand fra de rigtige kredse.
Farmor Junietta derimod bruger enhver anledning til at få Addy til at stoppe op og bruge omvæltningerne, de står i, til at spørge sig selv, hvad det er, hun ønsker af livet. Er det at fortsætte det luksuriøse rigmandsliv, gift med en mand, hun ikke elsker? Eller er der måske andre muligheder for hende? Addy har altid gjort, som det er blevet forventet af hende, og da der nu trækkes i hende fra to sider, må hun til at tage et valg for sin egen fremtid.
Sideløbende med jagten på bejlere og de tre kvinders kamp for fremtiden tages vi med tilbage i historien, hvor både Junietta og Sylvia gemmer på smertelige hemmeligheder, der har været med til at forme dem og præge de valg, de har taget. ’Alle mine hemmeligheder’ er endnu en underholdende roman fra Austin, som med fine historiske detaljer giver et levende billede af livet i Amerika for både rig og fattig omkring århundredeskiftet.
Lynn Austin: Alle mine hemmeligheder
432 sider. 249 kr. Forlaget Scandinavia