Fokus på OL i Kina: Kina krænker stadig menneskerettigheder
Kina spærrer 4-5 mio. mennesker inde på grund af deres tro eller overbevisning. Nogle fangers organer sælges til Vesten. Det er baggrunden for De Olympiske Lege i Kina…- Det kommunistiske Kina har meget på samvittigheden. Derfor skal de ikke have lov til at udnytte OL til propaganda, mener Hans Kristian Neerskov.
Han peger på, at Adolf Hitler også brugte de Olympiske Lege i 1936 som platform for sit storhedsvanvid, der førte til 2. Verdenskrig.
– Således kan Kina også udnytte sine ekspansionsplaner.
De har allerede besat Tibet, og de forhindrer, at verdenssamfundet anerkender Taiwan som selvstændig stat.
Han peger på de mange overgreb på menneskerettighederne, som er bekræftet af Amnesti International, Human Rights Wach, Reporters Without Borders m.fl.
Det menes, at 4-5 mio. kinesere er indespærrede i hemmelige lejre uden rettergang.
Det går ikke mindst ud over kristne, som ikke vil nøjes med den statskontrollerede tre-selv kirke.
En anden af de mest forfulgte religiøse retninger er medlemmer af Falun Gong.
– Mennesker, der lever et dybt moralsk liv, hvor de bl.a. har besluttet aldrig at lyve. Derfor er de et let bytte for regimet i Kina. Man går blot ude på gaderne, i busser og i tog og spørger: Tilhører du Falun Gong?
Hvis det er tilfældet, vil svaret umiddelbart være Ja! og så kommer man omgående i tvangslejr, hvorfra mange aldrig kommer ud igen, forklarer Neerskov.
– Efter nogle år bliver deres indre organer fjernet og solgt til fordel for den vestlige verdens organdonations-behov. På den måde dør de.
Skal verden stiltiende acceptere alt dette? spørger H.K. Neerskov.
– Ytringsfriheden har kummerlige kår i Kina, som det var tilfældet i Sovjet og hele Østeuropa i den kolde krigs tid. I Rusland er man på vej tilbage til disse tilstande. Nu er det et år siden, at journalisten Anna Politkovskaja blev myrdet uden for sit hjem i Moskva. Hun er en af 14 i rækken af journalister, der havde kritiseret præsident Putin.
Der er ved at være varme forbindelser mellem Kina og Rusland efter mange års fjendskab. Det er farligt for freden i verden.
Kan vore politikere ikke se dette og forstå alvoren af dette?
– OL i Kina bør derfor aflyses – men da dette ikke ser ud til at lykkes, må alle danskere, der rejser til OL, nøje sætte sig ind i forholdene og kritisere disse forhold over for myndigheder og andre. På den måde kan man være med til at sætte fokus på de grove overtrædelser af menneskerettighederne i Kina.